Bertel Haarder: Mere for pengene?

Anmeldelse i Udenrigsministeriets tidsskrift UDVIKLING

Mest for pengene Ministeren for integration og udvikling, Bertel Haarder, har redigeret en debatantologi om den internationale flygtningehjælp.

Nærområdehjælp er klassisk humanitær logik

Bertel Haarder er integrationsminister og Bertel Haarder er udviklingsminister. Som den eneste af sin slags i EU, måske i verden, har han alle tiders chance for at samtænke flere former for strategisk bistand til verdens fordrevne og dermed anvise nye veje for den humanitære indsats. Hans kongstanke er, at vi skal skabe en global repatrieringsfond, prioritere hjælpen i flygtningenes nærområder væsentlig højere, gøre flugtruterne korte og dermed ødelægge markedet for de professionelle menneskesmuglere.

I bogen ”Mere hjælp for pengene?” har superministeren inviteret alle de politiske partier, et par humanitære organisationer og en forsker til at vurdere og diskutere den store masterplan om oprettelsen af lejre i Nordafrika, sådan at vi ikke længere skal bruge de fleste ressourcer på at hjælpe de færreste flygtninge, men omvendt. Det er der kommet en ganske udmærket, men dybt forudsigelig, lille bog ud af, hvor især de fleste politiske partier bidrager med en skuffende omgang sniksnak.

Det helt overordnede indtryk, der står tilbage efter endt læsning, er at alle debattens parter bakker op om den overordnede idé om højprioriteret nærområdehjælp, selv Enhedslistens Søren Søndergaard kan tilslutte sig de overordnede ambitioner. Det burde altså være en smal sag at gennemføre den omkalfatring af den danske flygtningepolitik, som Bertel Haarder står for. Nu har vi jo i årevis hørt det velkendte dogme, som gud og hvermand har repeteret til bevidstløshed: ”Vi kan hjælpe hundrede mennesker derude for de samme penge, som en flygtning koster her”. Og ja, det er så sandt som det er sagt – af FN’s flygtningehøjkommissariat, UNHCR. Det er nemlig ikke en specielt liberal eller borgerlig idé, at hjælpe verdens flygtninge tæt på deres hjemland. Det er klassisk humanitær logik.

Godt nok har Venstre forsøgt at få det til at fremstå som om ideen var deres, men i denne bog kommer vi for første gang sandheden en smule nærmere. Forløbet er i al sin enkelhed dette: Daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen lancerede ideen fra FN’s talerstol den 7. november 1986. ”Inspirationen”, som det hedder i bogen, havde han fået fra den tidligere flygtningehøjkommissær Aga Khan. Det er med andre ord UNHCR, der har fostret tankerne om nærområdehjælp. Og det var Danmarks forrige borgerlige regering, der selv havde alle muligheder for at satte sagen på den politiske dagsorden for nu 19 år siden, dog uden at gøre mere ved sagen.

I en sværm af uafklarede spørgsmål, vil jeg nævne fire overordnede, som bogen rejser: Kan Danmark acceptere et samarbejde om nærområdelejrene med lande, der ikke lever op til vores ideelle fordringer om demokrati, menneskerettigheder og god regeringsførelse, som forskeren Gorm Rye Olsen formulerer det? Skal klodens i forvejen allerfattigste finansiere nærområdehjælpen gennem regeringens besparelser på hele udviklingsområdet? Hvordan påvirker nærområdehjælpen muligheden for at søge asyl ved Danmarks grænser? Og hvem skal sørge for at opretholde sikkerheden i lejrene – skal dansk politi og militær? Det giver bogen ingen fyldestgørende svar på.

Det er altafgørende, at de fremtidige lejre ikke udhuler den helt grundlæggende ret til at søge asyl i Danmark eller et andet land, da ingen har nogen illusion om, at alle kan modtage den fornødne beskyttelse i et nærområde. Derfor har den politiske debat om emnet brug for en række garantier af både økonomisk, juridisk og humanitær karakter, så vi kan komme nærmere en effektiv og fair flygtningebeskyttelse.
Politikerne mener alle som én, at nærområdehjælp er nødvendig, ikke bare for vores skyld eller for flygtningenes, men for at komme menneskesmuglingen til livs. Desværre mangler bogen og debatten en kritisk forståelse for menneskesmuglingens nødvendighed. Ingen overvejer hvorfor menneskesmugling er blevet en blomstrende forretning. Det handler jo om den uhyre restriktive asylpolitik. Vi har simpelthen selv skabt det marked, som smuglerne malker til sidste dråbe efter reglerne for udbud og efterspørgsel, uden tanke for den menneskelige ulykke. Derfor er det interessant, at det ifølge Bertel Haarder slet ikke er givet, at mere nærområdehjælp vil føre til færre flygtninge. Og derfor bør det være klart, at nærområdehjælp ikke kan ske på bekostning af en fortsat modtagelse af asylsøgere og flygtninge her.

Bertel Haarder: Mere for pengene? Hvor for vi mest for pengene til flygtninge? Peter la Cours forlag, januar 2005.