Céline Curiol: Det lyserøde rum

Anmeldelse i Weekendavisen den 14. oktober 2005

At være elsket er et ansvar

”Han havde været hendes favorit blandt de voksne”. Ekstremt god roman om en navnløs, uheldsvanger kvinde.

Mage til særpræget, uheldsvanger og forknyt kvinde skal man lede længe efter, og selvom hun ler i bogens sidste sætning, skal man ikke føles sig sikker på, at hun nu også morer sig. Det er nok snarere en desperat latter, måske med et element af befrielse, efter at hun for første gang i sit liv har sat sig igennem og talt med en stemme, der for alvor kunne høres.

Hovedpersonen i franske Céline Curiols ekstremt gode debut- og gennembrudsroman ”Det lyserøde rum” er så udvisket og handlingslam, at hun ikke engang har et navn, hun er blot en ”hun”. Alligevel brænder hun sig fast i læserens erindring med en blanding af omsorgsfuld modvilje og desperat sympati. Man vil inderlig gerne trøste hende, men er bange for at arve hendes stigmata.

Hun er 30 år, bor i Paris, er enlig og arbejder på banegården, hvor hun annoncerer sporskift og forsinkelser i højttalerne. Er det et job hun gerne vil have, eller et job hun tilfældigvis bare har? Ja og nej, nej og ja, hun ved det dårligt nok selv, har faktisk aldrig tænkt over det. Når arbejdsdagen er forbi, har hun ikke andet end sit eget selskab og aftensmaden foran fjernsynet. Kollegerne veksler hun ikke et ord med, veninden Marion har hun mistet kontakten til, den mand hun drømmer om, Maxime, er gift med en anden, og minderne om familien fører altid til det lyserøde rum i bedsteforældrenes hus, hvor det, hun kalder ”indvielsesprøven”, fandt sted.

Indvielsesprøven var ikke en traumatisk oplevelse, for ingen blev nogen sinde forarget over den. Den er blot ”en erindring som nedbrydningen af hendes nerveceller kunne gøre det muligt at deponere i en utilgængelig afkrog i hendes hoved. Den er et fysisk aftryk, næsten en opløst substans i hendes knogler, hendes muskler, hendes blod.” Ja, man aner hvad der skete ved det, der med en grotesk eufemisme i hendes sprog er blevet til en indvielsesprøve, og mod slutningen af romanen dukker erindringen helt op til overfladen som en nøgle til hendes psykologiske baglås. Det sker med en sætning, der i al sin simple enkelhed rummer et forvarsel om fortræd, som det næsten ikke er til at bære: ”Han havde været hendes favorit blandt de voksne”.

Det seksuelle overgreb fra barndommen er et tillidsbrud, der sætter spor i hendes liv. Fuldkommen ude af stand til at indgå i en social virkelighed, sætter hun gang på gang sig selv i vanskelige situationer, der kan virke Bridget Jones agtig, men som er blottet for de almindelige pinligheders parodiske overflade. Da hun bliver inviteret til middagsselskab hos manden, hun elsker, spørger de øvrige gæster til hendes job, og hun svarer at hun er prostitueret. Senere indlader hun sig med tilfældige mænd hun møder på gaden, en indvandrer fra Nordafrika, en asylsøger fra Den Demokratiske Republik Congo, en vagabond, mennesker på kanten af tilværelsens normalitet.

Samtidig trænger sære usandsynligheder sig på: Hun finder et visitkort på bagsædet i en taxa, og noget tid senere træffer hun den mand, hvis navn hun kender fra kortet. Hun finder en livløs mand i en metrotunnel og tilkalder hjælp, men bliver distraheret af en teaterplakat, hvor en skuespiller hedder nøjagtig det samme som hun selv. Hun står ved en blomsterbod, hvor et barn tager hende i hånden i den tro, at hun er moren. Da barnets mor kommer til, er det hendes gamle veninde, Marion som hun ikke har set i årevis.

Den navnløse hovedperson drømmer kun om én ting, at finde kærlighed og bekræftelse hos Maxime, hendes eneste ven, og den mand hun er forgæves forelsket i. Han har kysset hende en enkelt gang, vist nok af vanvare, men hun lever i et spinkelt håb. Omsider påbegynder han en langsom forførelse af hende, som kulminerer da han inviterer hende på en elskovsrejse til London. I flere dage står hendes rejsetaske pakket og klar, men den morgen hun skal møde ham ved toget, sover hun over sig. Noget så simpelt og banalt. Hun sover over sig, netop den morgen, hvor hun for første gang skal finde lykken. Ydmyget, uorganiseret og opløst tager hun et senere tog til London i et naivt håb om at finde ham. Hun når frem, hjælpeløs fortabt, og isolerer sig på ynkeligste vis med sine verdensfjerne tanker på et billigt hotel. Da hun senere returnerer til Paris, modtager hun beskeden om, at Maximes kone er gravid.

Ydmygelse og afvisning, men det er der ikke noget nyt i. Som det hedder et sted: ”At være elsket er et ansvar”. Ja, men ikke et ansvar, man nødvendigvis tager på sig. Hør bare: ”Hendes liv havde været en mere eller mindre lykkelig eller smertefuld passage af ting og mennesker. Hendes fejl havde sikkert været at hun ikke havde holdt fast på dem. Man var passeret forbi hende, oven på hende, ved siden af hende, og så var man taget af sted uden at hun rigtig vidste, hvad hun skulle have gjort for at man blev sammen med hende.”

Céline Curiol er fransk journalist i New York. Hun blev ansporet til at skrive denne roman af Paul Auster, og det er derfor naturligt, at Austers danske forlag er hurtigt ude med en dansk udgave af denne roman, der nu er ved at bemægtige sig det internationale bogmarked. ”Det lyserøde rum” har en hel del af Paul Austers uheldsvangre livssmerte i sig, men her er stemmen endnu mere indtrængende, endnu mere desperat og endnu mere fortabt i ensomheden. Historien folder sig ikke specielt gavmildt ud for læseren, den skal snarere afdækkes lag på lag som et stykke psykologisk arkæologi. Til gengæld er det en storartet oplevelse, at være med, når en meget bemærkelsesværdig forfatter i ny europæisk litteratur begynder at skrive. Som sagt ler hun i romanens sidste sætning. En latter, jeg ikke lige glemmer.

Céline Curiol: Det lyserøde rum. 238 sider, 278 kr. Roman. Per Kofod Forlag.