Anmeldelse i Weekendavisen den 22. oktober 2004
Booker Prize. I en satirisk roman om konservatisme, penge og bøssesex i London i firserne, tager Alan Hollinghurst en svingom med Margaret Thatcher.
Alan Hollinghurst: The Line of Beauty. 501 sider. £ 10.99. Picador.
Det går ikke altid som præsten eller de andre smagsdommere prædiker. Eller som bookmakeren forventer. Og folket skal ikke nødvendigvis have ret, bare fordi det er folket. Men det kan Alan Hollinghurst være velsignet ligeglad med, for hen mod midnat tirsdag aften kunne han stikke en fed sponsorcheck på 50.000£ i lommen – og i øvrigt glæde sig til at se millionerne rulle ind på kontoen i den kommende tid, når hans roman The Line of Beauty bliver trykt i oplag på oplag på oplag og solgt til oversættelse på alle mulige sprog. Sådan går det nemlig nu til dags for vinderen af den prestigefyldte MAN Booker Prize i litteratur.
Nu er Alan Hollinghurst godt nok et kendt og velanskrevet navn i moderne engelsk litteratur, men det kom som en gedigen overraskelse, at juryen valgte hans roman. Alle mulige eksperter havde i lang tid peget på vidunderbarnet David Mitchell som det mest oplagte vinderemne. Hans roman Cloud Atlas er af alle blevet bedømt som noget absolut enestående i engelsk litteratur, og hos bookmakerne rangerede han sågar som den største favorit nogensinde i Booker Prize historien. På priskomiteens officielle hjemmeside var David Mitchell også med i opløbet om The People’s Prize, men Alan Hollinghurst lå næstsidst blandt de seks nominerede finalister. Kun 54 læsere havde klikket ved hans navn. Men alt det kan han som sagt være velsignet ligeglad med. Han kan smile overbærende hele vejen til banken.
Alan Hollinghurst er ikke kendt af danske læsere, eller rettere sagt: han er sandsynligvis kun kendt af læsere med interesse for bøsselitteratur. Hans forfatterskab cirkler om erotik og homoseksualitet mellem mænd, og jeg har kun kunnet finde en enkelt dansk anmeldelse af en tidligere roman i PAN-bladet, som Landsforeningen af Bøsser og Lesbiske udgiver. I England har den 50-årige forfatter skabt sig et navn siden 1981, hvor han tiltrådte som medredaktør på Times Literary Supplement. Inden da havde han undervist i engelsk på Oxford University. Hans romandebut, The Swimming Pool Library fra 1988, blev belønnet med The Somerset Maugham Prize, men det store gennembrud kom efter at magasinet Granta i 1993 satte ham på listen over de mest lovende romanforfattere. Året efter var han med i finaleopløbet om Booker Prize med romanen The Folding Star, men dengang var tiden og prisen ikke moden til at belønne litteratur om mænd der har sex med mænd. Her ti år efter er sagen en anden. Nu er det jo ren nostalgi at læse om de sorgløse præ-AIDS tider i begyndelsen af firserne.
Med årets vinderbog har Alan Hollinghurst lukket munden på de kritikere, der simpelthen ikke troede, at kunne skrive en eneste linie om en kvinde. Hidtil har forfatterskabet udelukkende været befolket af mænd i alle afskygninger, men i The Line of Beauty lader forfatteren en ung, maniodepressiv pige spille en afgørende rolle. Hovedpersonen er dog fortsat en mandlig yngling, Nick Guest, hvis gang på jorden symboliseres af efternavnet. Han flytter nemlig ind som lejer for en kort bemærkning hos en studiekammerats rige familie i London bydelen Notting Hill, men han bliver som gæst i fire år. Vi er i Margaret Thatchers England i firserne, og Nicks husvært er det nyvalgte konservative parlamentsmedlem Gerald Fedden. Han har to store politiske ambitioner. Den ene er at blive så berømt, at han bliver gjort til grin i den kendte tv-satire Spitting Images (det er det program, hvor politikerne karikeres med groteske voksdukkehoveder), det andet er lægge spisestue til en middag, hvor the Lady – altså Mrs. Thatcher – er til stede.
Jo, romanen er skånselsløs i sin satiriske udlevering af det konservative upperclass miljø i firsernes London. Bare åbningskapitlet varsler, at borgerskabet ikke slipper helskindet gennem romanen. Her bliver vi introduceret for et umage par, den 20-årige homoseksuelle Nick og den psykisk syge Cathrine der er søster til Nicks ven, Toby (Nick er forelsket i Toby, der til gengæld ikke er til fyre). Tobys og Cathrines forældre tilbringer august 1983 i Frankrig, og de unge er alene i det palælignende hus i Notting Hill. Mens gartneren, altmuligmanden, sekretæren og husholdersken ordner alt det praktiske, bliver det Nicks opgave at tage vare på Cathrine, ”looking after the Cat”, som hendes far siger. Det er altså en mentalt forstyrret ung pige og en seksuelt afvigende ung mand, som nu skal føre os ind i de fine og magtfulde cirkler.
Mens Nick går rundt og glæder sig til en blind date med en sort mand fra en kontaktannonce, får Cathrine en af sine kriser. Hun vandrer rundt i huset og gennemroder skuffer og skabe, som var hun en indbrudstyv på jagt efter værdier, og i skufferne med bestik finder hun tilsyneladende, hvad hun leder efter. Da Nick kommer ind på hendes værelse, ser han, at hun har samlet store forskæreknive og filetknive som hun har lagt sirligt frem som til en operation. Helt uden dramatik beder den momentvis suicidale Cathrine Nick om hjælp til at bringe tingen i orden igen, og selvom ærgrelsen hænger som en tæt tåge over hans hoved, aflyser han sin blind date og hjælper sin værtsfamilies datter.
Som en engelsk kritiker har bemærket, kunne denne rørende scene ikke have fundet sted i en af Alan Hollinghursts tidligere romaner. Dels fordi der aldrig har optrådt kvinder i bøgerne, dels fordi der aldrig er nogen, der har valgt chancen for sex mellem mænd fra til fordel for noget som helst andet. Nå, vi behøver ikke at have ondt af Nick, han tager grundigt revanche og indhenter det forsømte, både med manden fra kontaktannoncen og med en depraveret libanesisk mangemillionær.
The Line of Beauty kulminerer i en scene, hvor den stive, konforme konservatisme møder det unge, lidenskabelige skørlevned. Skæv af coke tumler Nick ned på en sofa ved siden af The Lady, premiereminister Thatcher, som endelig beærer familien Fedden med sit besøg. Han kikker på hende, hun smiler tilbage, og med et smil spørger han: ”Prime Minister, would you like to dance?”. Kort inden har hun afvist værtens inklination, men til den unge, skæve bøsse svarer hun: ”You know, I’d like that very much”.
Vi får ikke at vide hvordan, men det lykkes Gerald Fedden at stoppe dansen, hvorefter Nick trækker sig tilbage til et af husets badeværelser, hvor han sniffer coke og har hård sex i en trekant med to andre fyre. Da han vender tilbage til selskabet, er premierministeren ved at tage af sted. Men om Gerald får vi at vide, at han har danset med the Lady, og at der hviler en glød af intimitet, lethed og succes over ham.
De seneste to år er Booker Prize gået til nogle temmelig ubeskrevne blade, nemlig forfatterne Yann Martel og DBC Pierre. I begge tilfælde fandt romanerne hurtigt vej til de udenlandske markeder, og det samme vil ske med Alan Hollinghurst. Prisen er altså uforlignelig som markedsføring af en bog og dens forfatter, og sponsoren bag Booker – investeringsfirmaet MAN, der har fået sit navn tilføjet på den officielle pris – har derfor ambitioner om at bruge litteraturen som brohoved for brede sin indflydelsessfære ud til andre markeder end England og de øvrige lande i Commonwealth. Fra 2005 vil MAN derfor også uddele en International Booker Prize. Man må tro at investeringseksperterne har kalkuleret sig frem til at det kan betale sig. Men man kan alligevel godt frygte prisinflationen.