Weekendavisen den 14. februar 2020

https://www.weekendavisen.dk/2020-7/boeger/litteraturen-i-et-billede

Året er 1975 og kvinden i den dybrøde brokadekjole har netop fået trykt sine debutdigte i det allerførste nummer af det endnu leveduelige avantgardetidsskrift Victor B. Andersens Maskinfabrik (hvis forside i øvrigt var prydet af den bredbringede Kong Frederik 9. i bar overkrop med dragetatoveringer på brystet). To år senere udkommer hendes første bog, Tryghedsnarkomaner, og med ét er Vita Andersen berømt. Her sidder hun i havfruestilling på en leopardplettet pude – omgivet af tidstypiske ølkasser, arkitektlamper, kassettebånd og en elektrisk skrivemaskine, side om side med en enorm rejsekuffert, en lampe fra forrige århundrede og en stuebirk på en piedestal – og aner slet ikke, hvor meget hendes digte kommer til at tale til danskernes hjerter. De letlæste, talesprogsagtige og knækkede bekendelsesdigte brager rent igennem og gør det muligt at tale om hverdagens vanskeligheder og følelser af svigt og utryghed. Helt i årtiets ånd er en plakat med Hundertwassers farveladeglade felter en del af Vita Andersens stueudsmykning.

NB: En plakat med portræt af forfatteren George Sand (1804-1876), der kæmpede for fri kærlighed og ligeret mellem kønnene, har en central plads på opslagstavlen.



Skriv en kommentar