Weekendavisen den 10. oktober 2019.

Roman. Liv Nimand Duvå skriver benhårdt og silkeblødt om det normale og det afvigende, det beskyttende og det overgribende, om kroppen som et erindringskammer og kunsten som et kampsted.

Liv Nimand Duvå: Rosenreglen. 250 sider, 249,95 kr. Gyldendal.

Det er sjældent, meget sjældent, at jeg læser ny dansk prosa med nærmest betingelsesløs begejstring. Men sådan har jeg læst Rosenreglen, Liv Nimand Duvås inderligt grumme, stærkt foruroligende og overordentligt vellykkede roman.

Kathrine er – uden den store entusiasme – sammen med Peter, som hun mødte, da de begge studerede på Kunstakademiet. Nu er hun flyttet hun ind hos ham i et nyetableret kollektiv i et gammelt, utæt hus. Hun har svært ved at underordne sig fællesskabet, og samtidig skal hun bruge sin energi og opmærksomhed på at skabe et performanceværk til en udstilling i Århus Kunsthal.

Kathrine, eller bare Kat, er inspireret af den radikale serbiske kunstner Marina Abramovics performative udforskninger af krop og sind – med kunstneren selv i centrum for værket. Hun udtænker derfor værket ‘Teenage Homicide’, hvor hun selv skal sidde nøgen på et skind midt i udstillingslokalet. Foran skal ligge en række objekter, blandt andet læbestift, børneslik, en bikini, som publikum frit må tage og bruge på kunstnerens krop. På væggene ses store fotostater med den 13-årige Kat, der poserer.

Mens Kat døjer med at samle sig om værket, intensiveres uroen omkring hende i kollektivet. De andre er ikke tilfredse med hendes engagement, det bliver diskuteret på husmødet, og hun lover at forbedre sig. Kat påtager sig at købe ind, men da hun kommer hjem med æbler, får hun en irettesættelse. Det er problematisk at købe plasticindpakkede æbler, når der er vilde æbler i haven, får hun at vide. Senere laver hun æblemos af havens æbler til hele kollektivet, men da hun mangler noget citronsyre, bruger hun rengøringsmidler. Der er jo ingen, der siger, at jeg behøver at spise det selv, tænker hun.

Som romanen skrider frem, glider fortid og nutid sammen. Fotografierne i Kathrines performance stammer fra en gammel harddisk fra 1999, hvor hun ofte stod model for en mand, der blot omtales som Fotografen. Hendes mor havde meldt hende til en modelkonkurrence, og selvom hun ikke vandt, ville Fotografen gerne bruge hende. Nu husker hun ture til sommerhuse langt væk, hvor han klædte hende i små bikinier og fodrede hende med børneslik.

Da Kathrine som voksen ser fotografierne af sig selv som teenager, plager det hende, at hun aldrig sagde Fotografen imod. ”Kan ikke klare tanken om, at det var sådan, du ville have det,” som hun siger til sig selv. Hvad der præcist skete, om der skete mere, er uklart, i hvert fald for læseren. Men gennem arbejdet med værket overtager Kathrine hans blik på sig selv:

”Stakkels Fotograf, hvor må han have gennemtrawlet sig selv, sin egen fantasi. Indtil der til sidst ikke var mere tilbage af dig at gnaske i, og han måtte æde sine drømme, sit eget begær. Det er umuligt ikke at se dig som en fremmed, ikke at komme til at se på dig, som han gjorde.”

Denne blikforskydning, og jeg’ets henvendelse til sig selv som et du, er romanens mystiske kerne, som man lærer at orientere sig i sammen med de drømmeagtige sekvenser om kroppen som en tavle for sindets selvskade. Kathrine taler til sine selvskabte sår og ar som ”min lille fantomsmerte” og ”min wellness”. Som det hedder i hendes optegnelser fra en tvangsindlæggelse: ”Men kroppen var vidne, og den er her endnu”. Og ”Kroppen er den eneste erindring, vi har.”

Romanens titel, Rosenreglen, henviser til en belæring fra Kathrines mormor: Roser skal skæres til, ellers vokser de ud af deres mønster, væk fra deres bed. Senere i romanen er rosen en forbudt blomst på psykiatrisk afdeling, sådan er reglen. Men til aller sidst ridser Kathrine et motiv i væggen: vilde roser, der vokser frit. Hendes historie og omstændighed taget i betragtning, er det en symbolsk slutning, der er til at tage at føle på.

At Rosenreglen er så fuldtonet god, skyldes dels romanens suveræne balancering af Kathrines jeg og du, dels dens elegante skildring af sindets kompleksitet, dels Liv Nimand Duvås fornemme fornemmelse for det foruroligende, uheldsvangre og unheimliche, der teleporteres fra Kathrines indre til hendes omgivelser – eller snarere: fra omgivelserne til hendes indre.

Liv Nimand Duvå skriver på én gang benhårdt og silkeblødt om det normale og det afvigende, det beskyttende og det overgribende, om kroppen som et erindringskammer og kunsten som et kampsted. Som Kat tænker om sine billeder, der efter kuratorens opfattelse handler om kvindekroppens udsathed og forskellige tiders æstetisering: ”Så er vi i gang. Så skal vi nok give dem udsathed, så skal de fandme få æstetik.”

Lyder det som en trussel? Det er ment som en trussel, kan jeg roligt sige, for Kats performance i Århus Kunsthal, bliver båret frem af et hævnbehov, som hun (måske?) ikke selv har erkendt. Alt for sjældent har jeg læst så helstøbt et portræt af sind og selvskade. Alt for sjældent har jeg læst så udfordrende et portræt af kunst som smerte. Det kulminerer højdramatisk. Så fik vi fandme æstetik.



Skriv en kommentar