Weekendavisen den 20. december 2019.

Kommentar. De velhavende og velgørende fonde bør købe det historiske palæ, som Københavns Bymuseum har forladt, og etablere…

https://www.weekendavisen.dk/2019-51/boeger/koebenhavns-litteraturhus-vesterbrogade-59

Norske forfattere og forlagsfolk har ofte en fuldkommen ubegrundet lillebrorfølelse overfor os her i Danmark. Jeg tror at det skyldes noget så simpelt som vores geografiske placering på det europæiske kontinent. Ganske vist er vi kun en undselig polyp, men vi er fastlandforbundne, og København har altid været porten mod syd.

Hver gang jeg møder norske kulturfolk, der ser op til København – Køben, som de ofte siger – takker jeg høfligt og beder dem om at gøre op med deres ubegrundede underlegenhed. Norge har, siger jeg, for det første en helt fantastisk samtidslitteratur, som andre lande halser efter. Dernæst har Norge mange flere litteraturfestivaler, en meget bedre indkøbsordning af litteratur til bibliotekerne og en tidsskriftstøtteordning, som gør at man kan købe magasiner om kunst, kultur, filosofi og litteratur i enhver kiosk og boghandel (det kan man mildest talt ikke i Danmark, for i Danmark udkommer tidsskrifter kun som trodshandlinger i kulturlivets marginalzoner).

Og så har Norge, slutter jeg min remse, en institutionstype, som vi mangler desperat i Danmark, nemlig litteraturhuse. Litteraturhuse – som man også kender fra Tyskland – er litterære kraftcentre, der for eksempel rummer både boghandel, café, skrivesteder, mødelokaler og scener til debat, oplæsninger m.m. Med litteraturen og bogen som udgangspunkt fungerer disse huse som arenaer for ordkunsten og den demokratiske samtale (måske det demokratiske skænderi). Litteraturhusene er den litterære offentligheds samlingssted.

I København findes ganske vist græsrodsstedet Litteraturhaus i Møllegade og Vandkunstens Litteraturhus i Nybrogade. Begge steder har intentionerne og ambitionerne i orden, men de har slet ikke den volumen, som man kender fra Litteraturhuset i Oslo. Det er indrettet i en gammel kommuneskole, og udover de publikumsrettede aktiviteter – herunder en velassorteret boghandel og en god restaurant – kan huset tilbyde gratis skrivepladser til forfattere og oversættere og lokaler til litterære foreninger m.m.

Og så er vi fremme ved dagens pointe. Netop nu står nemlig den perfekte ejendom ledig i København til det, der kan blive en pragtfuld institution for litteratur og levende idédebat, nemlig palæet på Vesterbrogade 59, der tidligere husede Københavns Bymuseum. Museet pakkede ned i 2015 og pakker ud igen i nye lokaler i Stormgade efter nytår. Derfor er den historiske ejendom, der oprindelig blev opført som hjemsted for Det Kongelige Kjøbenhavnske Skydeselskab i 1787, nu udbudt til salg af Københavns Kommune. Skydebrødrenes gamle palæ rummer 2.586 kvadramtmeter, og er ved den seneste offentlige ejendomsvurdering vurderet til 15,6 millioner kroner.

Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed! Under forudsætning af, at en byggesagkyndig ikke finder fugt i fundamentet og rotter på loftet, er det her jo et røverkøb. Det gælder derfor om at få den klassicistiske ejendom med den lange kulturhistorie videre til en ejer, der både vil den det godt og byen det bedste. Lokalplanen tillader at bygningen anvendes til offentlige formål og private institutioner af almen karakter samt sociale og kulturelle formål, og det lyder jo godt. Men kommunen forventer at ejendommens områdetype ændres, så den også kan anvendes til serviceerhverv, restauration og butikker. Og så begynder det at blive risky business. Vi må for alt i verden undgå, at palæet bliver domicil for nogle pengepampere. Vi må undgå at det bliver serveringssted for et skummelt kødkoncept. Vi må undgå at det bliver showroom for kommercielt kvalitetsbras. Vi må undgå at det kommer på en eller anden udenlandsk investors hænder.

Hvis Københavns Kommune ikke agter eller evner at bevare bygningen som offentligt ejet ejendom, bør en eller flere af de velpolstrede danske kulturfonde træde til, købe ejendommen og investere i dens udvikling som litteraturhus af international klasse. Modellen kan de finde i Oslo. Litteraturhuset på Wergelandsveien blev oprindelig etableret af den velhavende og velgørende fond Fritt Ord, der driver et omfattende støtteprogram for litteratur, medier og ytringsfrihed. Fonden renoverede skolen for 100 millioner kroner, indrettede den til Litteraturhus og garanterede driftsudgifterne i syv år. I dag er Litteraturhusets økonomi sat sammen af offentlige tilskud, blandt andet fra kommunen, indtægter fra arrangementer og udlejninger og fondsansøgninger til program og projekter. Restaurant og boghandel forpagtes.

Så altså: Jeg foreslår at de vigtige fonde, der tager så stor samfundsansvar for kulturelle og sociale formål, stikker hovederne sammen i en vis fart og køber ejendommen. Realdania, hvis hjerteblod er at skabe livskvalitet gennem det byggede miljø, kan forhåbentlig se pointen hvad angår arkitektur og bygningsarv. Og Nykredit, A.P. Møller Fonden, Bikubenfonden, Augustinusfonden, Den Obelske Familiefond og hvad de ellers hedder, kan forhåbentlig se de strategiske argumenter for at skabe sådan en kulturinstitution midt i hovedstaden.

De 15,6 millioner kroner er et greb i lommen for fondene. Dertil kommer renovering og drift. Den slags koster og tager tid, men heldigvis er de store fonde i fuld gang med at afmystificere driftsstøtte. Den slags har de ikke villet røre ved tidligere, men de senere år har de indset, at det ikke nytter noget at skabe rammer, hvis der ikke er råd til drift i en årrække. Et fondskonsortium, der fordeler finansiering og ledelse imellem sig, vil kunne give dansk litteraturliv en fantastisk gave. På længere sigt skal institutionen kunne klare sig selv. Det vil være et klasseeksempel på at de magtfulde fonde påtager sig kulturpolitisk ansvarlighed. Vi trænger til at erkende at litteraturkomplekset bør være helt på vores side. Norge har vist vejen.



Kommentarer

En kommentar til “Københavns Litteraturhus, Vesterbrogade”:
  1. Lise Høyrup

    Hej Klaus
    Jeg er ganske enig. I september besøgte jeg helt uforberedt Litteraturhusene både i Oslo og i Trondheim, og der er jo ikke noget bedre end som indkøbs-og seværdighedstræt turist at slå sig ned sådanne steder, suge indtrykkene til sig og bare nyde stemningen. Men hvordan få opbakning til den gode sag? Underskriftsindsamling, kontakt til de rette politikere, måske et indslag om husenes nødvendighed i “Skønlitteratur på P1?”
    Med venlig hilsen
    Lise

Skriv en kommentar