Weekendavisen den 18. oktober 2019.
Roman. Hvad gør en mor, der er strandet i afmægtig ensomhed, hvor øl, onani og selvskade er det eneste smerteafløb?
Maja Lucas: Gennem natten og vinden. 150 sider, 199,95 kr. Gyldendal.
Johanne bor alene med lille Tore, hvis far hun ikke har set siden, han gjorde hende gravid. Hun har mistet grebet om indkøb, tøjvask, rengøring, hygiejne, omsorg for sin søn, omsorg for sig selv. Hun bruger dagen på at bælle øl og onanere, hun henter Tore for sent i børnehaven, han mangler rent tøj, tisser i bukserne, får ikke madpakke med, spiser chips til aftensmad. Selv stinker hun af sved og øl. Lejligheden sejler i affald og tomme flasker.
I Johannes liv dukker pludselig en fremmed mand op. Dima, 19 år, hjemløs roma fra Moldova, hans opholdstilladelse er udløbet, politiet er efter ham. Modvilligt lukker Johanne ham ind i sin usle lejlighed. Dima er den eneste, der bemærker Johannes ar på hænderne. I hurt myself, siger hun. Hvorfor, spørger han. Fordi jeg ikke kan finde ud af noget, svarer hun. Dima gennemskuer Johanne. De bliver hinandens usandsynlige hjælpere, men også her tager det fatale magten.
På et eller andet tidspunkt skred grunden under Johanne, og hun er ikke i tvivl om sin egen sociale deroute. Hendes forældre er døde, der er ingen der kan støtte hende. Hun er ellers intelligent, hun var sin årgangs bedste student, læste medicin, kan citere digte, og er mildest talt godt skåret for tungebåndet, når hun affejer andre menneskers indblanding med skarp, polemisk arrogance.
I en æske under sengen gemmer Johanne farens gamle pistol. Fra Tjekhovs diktum om, at en forfatter eller dramatiker ikke må placere noget i sin fortælling, som skaber falske forventninger, ved vi, at en pistol, der introduceres i første akt, skal affyres i tredje. Romanen kulminerer da også med en pistolscene, ganske vist med en anden pistol, og dét er måske hele pointen om Johanne: Hun mangler en forbindelseslinje til forældrene og fortiden. Hvad gør en mor, der er strandet i afmægtig ensomhed,
hvor øl, onani og selvskade er det eneste smerteafløb?
I den urovækkende Mor. En historie om blodet (2016) skrev Maja Lucas om en kvinde, der ikke ønskede moderskabet, nu skriver hun – lige så foruroligende – i Gennem natten og vinden om en, der ikke magter det. Johanne vil gerne være en god mor, men evner det ikke. Da Tore vil hjælpes i gang på gyngen, afviser hun ham først, men så skubber hun så hårdt, at han falder af og slår hovedet. På skadestuen svarer hun resigneret på systemets bekymring: ”Det er svært at leve”.
Johanne er en kompleks karakter med en dyb selvindsigt, hun er grænseløs, udadreagerende, impulsiv og styret af sin afhængighed. Men hendes manglende evner til at være en kompetent forældre, betyder ikke at hun ikke har en mors følelser, så hun kæmper imod da børnehaven slår alarm og kommunen indkalder til en bekymringssamtale. Til samtalen møder Johanne op med en Anders And-drikkedunk fuld af vodka, og så erklærer hun sagsbehandleren krig med Goethes ‘Erlkönig’ (1782) på tysk: ”Wer reitet so spät durch Nacht und Wind?/ Es ist der Vater mit seinem Kind;/ er hat den Knaben wohl in dem Arm,/ er fasst ihn sicher, er hält ihn warm./ ” (Og i Ohlenschlägers danske oversættelse, ‘Elverkongen’: ”Hvo rider saa seent giennem Skoven grøn?/ Det er en Fader alt med sin Søn./ Han holder Drengen vel i sin Arm,/ Han har ham sikker og fast og varm.”)
For Johannes er Elverkongen og kommunen to sider af samme sag. De vil begge røve et barn. Naturens dæmoni og myndighedernes trussel om tvang kommer ud på ét. Som faren i digtet, flygter også Johanne med sin søn gennem Nacht und Wind. Bag sig efterlader hun mindet om den unge Dima, der som den eneste ikke så ned på hende.
Maja Lucas har igen skrevet en frysende, foruroligende, glasklar, syleskarp og uendelig trist historie om en mor.