Weekendavisen den 15. februar 2019.

Lookalike. Metalitterær, selvironisk og morsom essayroman om en forfatter, der prøver at være Hemingway.

Enrique Vila-Matas: Der er aldrig nogen ende på Paris. Oversat af Peer Bundgaard. 288 sider, 250 kr. Forlaget Basilisk.

Åh, hvor har jeg sværmet for en af litteraturhistoriens helt store forfatterfetichistiske primærmyter: Paris i 20’erne, befolket af ekspatrierede genier. Oh, hvor har jeg fantaseret om at sidde som Ernest Hemingway i et koldt værelse og skrive og kaste appelsinskræller i kaminen. Og tænk at have været en flue på væggen, da den maskuline Hemingway skulle vurdere størrelsen på F. Scott Fitzgeralds knap så store Gatsby på herretoilettet på Michaud’s.

Den catalanske forfatter Enrique Vila-Matas kaster sig pladask ud i Hemingways parisermyte, som vi kender fra den legendariske posthume erindringsbog Der er ingen ende på Paris. I en henrivende morsom, picaresk og intellektuel leg, der vedkender sig arv og gæld med samme overgivelse, som Woody Allen lagde for dagen i den skønne tidsrejse, Midnight in Paris, dyrker han ikke alene myten, men også myten om myten.

Alene titlen, Der er aldrig nogen ende på Paris, er så leflende for Hemingway, at vi forstår Enrique Vila-Matas’ betingelsesløse underdanighed. Hans essayistiske roman er en lille genistreg om en mand – forfatteren selv – der skal holde en række forelæsninger om begrebet ironi (nej, Kierkegaard bliver ikke nævnt). Bogen udgøres så af forelæsningerne, eller måske snarere af noter og overvejelser til forelæsningerne, samt en metafortælling om både forelæsningerne og forfatteren selv, samt – ikke mindst – hans erindringer om da han som ung boede i Paris og skrev på en roman, Den lærde morderske. Hvis det lyder selvhøjtideligt, kan jeg forsikre, at Enrique Vila-Matas punkterer sig selv med eftertrykkelighed.

Dette er nemlig slet ikke en forelæsningsfortælling om ironi, men om selvironi, og åbningsscenen er kostelig. Forfatteren fortæller, at han rejste til Key West, Florida, for at deltage i den Ernest Hemingway lookalike-konkurrence, der hvert år tiltrækker bredbringede mænd med hvide fuldskæg. Selv mener han, at han har opnået en betydelig lighed med sit ungdomsidol, den store forfatter, men det kan hans kone og alle andre ikke se. Og det kan dommerne i Key West heller ikke. De diskvalificerer ham, og ikke kun fordi han bærer falsk fuldskæg, men fordi han har en ”absolut mangel på lighed med Hemingway”.

I Der er aldrig nogen ende på Paris (måske nok en kvart bog for lang, men lad nu det ligge) sætter Enrique Vila-Matas sig selv i idolets sted, ligesom han erstatter oraklet Gertrude Stein fra Hemingways erindringer med Marguerite Duras. Som ung håbefuld forfatter lejede han et loftsværelse hos hende, men han forstod ikke altid, hvad hun sagde, fordi hun talte et superiørt fransk. Til gengæld gav hun ham en liste med punkter, som han burde følge for at fuldende sin roman. Dette er nemlig i høj grad en roman (eller en forelæsning, eller et essay) om at skrive. Man tænker at W.G. Sebald spøger i kulissen, men han nævnes kun i forbifarten, en bifigurernes bifigur i Enrique Vila-Matas’ uendelige navneopråb af forfattere, filmfolk m.m. Her spiller den argentinske filminstruktør Eduardo Cozarinsky en diskret nøglerolle, for hans roman Vudú urbano karakteriserer forfatteren på en måde, der passer perfekt på Der er aldrig nogen ende på Paris, nemlig:

”Citaterne eller de kulturelle aflejringer indgik i strukturen på en nærmest mirakuløs måde for i stedet for i fordragelighed at tilpasse sig resten af teksten kolliderede de med den og antog en egen uforudset kraft for således at udgøre et selvstændigt kapitel i bogen.”

Vores forfatter erkender på et tidspunkt at han måske nok havde fundet ud af, hvordan man hinkede fra rude til rude, når han skrev på Den lærde morderske, og måske nok også havde styr på de ideale fortælleskemaer, men han vidste ikke, hvordan han skulle organisere denne virkelighed. Måske nok. Men Enrique Vila-Matas organiserer sin intellektuelle metalitteratur ganske suverænt, med intelligent selvironi og afvæbnende humor.



Skriv en kommentar