Tarvelige mennesker

Weekendavisen den 3. februar 2017.

Roman. Man hører ekkoet af en milliard coming of age-historier i Thomas Korsgaards elendighedserindring, der føjer sig til rækken af rapporter fra det mørke Jylland, hvor børn bliver gjort fortræd.

Thomas Korsgaard: Hvis der skulle komme et menneske forbi. 208 sider, 249,95 kr. Roman. Lindhardt & Ringhof.

Armod, psykisk sygdom, alkoholisme, misbrug, vold… Børnene lider flittigt under de voksnes omsorgssvigt i den danske samtidslitteratur, og nu føjer den 21-årige debutant Thomas Korsgaard sig til rækken af autentiske misery memory-romaner fra det mørke Jylland. Ifølge pressemeddelelsen er romanen baseret på forfatterens egen opvækst. Overfor sådan en oplysning bliver jeg som en refuserende springhest. Forventes jeg måske at læse med en særlig empati, fordi romanen udspringer af levet lorteliv i en kriseramt landbrugsfamilie for enden af en grusvej mellem Viborg og Skive?

Hvis der skulle komme et menneske forbi er tragedien om et ægtepar, der mister grebet om hverdagen, fordi finanskrisen tvinger deres landbrug i knæ. Oveni alle de andre problemer føder moren et dødfødt barn, hvorefter hun bliver syg af depression og bruger al sin tid på kasino på nettet, mens børnene må klare sig selv. Faren er en grov stymper, der går rundt i sin kolortbefængte kedeldragt i det forfaldne stuehus, mens kalvekadavere stinker på møddingen, og en flok hunde drøner forvirrede rundt.

Tue (altså forfatterens alter ego) er i grunden en god dreng, men når han spejler sig i de voksne kommer der kun vrængbilleder tilbage. Vi mærker små glimt af forsonende kærlighed, menneskelighed og vilje til at gøre det rigtige, både hos forældrene, bedsteforældrene og den veletablerede farbror, men trøstesløsheden og hjælpeløsheden tager magten, og da Tue bliver snuppet i at stjæle Brugsens pantflasker, er han så galvaniseret af desillusion, at han ikke kan mærke sin egen fejl: ”Min samvittighed talte ikke engang rigtig til mig. Der var så mange andre tarvelige mennesker i verden, at jeg umuligt kunne være den eneste.”

Ja, det er naturligvis svært at kende forskel på ret og uret, når man af sin far bliver taget med på natligt tyvetogt for at stjæle kobberkabler fra jernbanen. Til gengæld melder moren sin veninde for socialt bedrageri.

Hvis der skulle komme et menneske forbi er ikke kun elendighedserindring. Det er også en gammelkendt modningshistorie, hvor man hører ekkoet af en milliard coming of age-romaner. Sammen med den ildelugtende Mike får Tue sin første erfaring med pubertetssex. Samtidig bliver han ven med den bramfri Iben, der ser sider af ham, som han endnu ikke selv har erkendt.

Thomas Korsgaards debut føjer sig til rækken af romanrapporter fra det mørke Jylland, hvor børn bliver gjort fortræd. Men den vil ikke vække nogen landsdækkende socialindignation, ganske som Riebnitzsky, Vilstrup, Skyggebjerg og Karina Pedersen heller ikke gjorde. Det gjorde jo derimod Yahya Hassan, der blev betragtet som en sandhedsrapportør fra en lukket verden. Dengang fik alle lyst til at redde de brune børn fra kulturel og religiøs undertrykkelse. Fint nok. Men det undrer og bekymrer mig til stadighed, at strømmen af romaner om fortræd og omsorgssvigt i det hvide Jylland ikke skaber noget nær samme interesse. Var Yahya bare en bedre historie? Er digte stærkere end prosa?

I lørdags fortalte Politiken i forbindelse med et stort forfatterinterview, at de havde ringet til Thomas Korsgaards far, der dog ikke ønskede at kommentere romanen. Mystisk journalistik, sådan at konfrontere en forfatters far med sønnens roman. Mig bekendt var der ingen, der ringede til Yahya Hassans far og spurgte om sønnens ghettodigte nu også var ‘sande’. Er der nogen, der har ringet til Merethe Pryds Helles familie for at faktatjekke Folkets skønhed?

Hvis der skulle komme et menneske forbi er ikke nogen ringe roman, men som litteratur betragtet er den naturligt umoden, ganske som forfatteren selv. Dens kvalitet ligger især i portrættet af faren, især når man får øje på hans forsonende kvaliteter. Ganske vist er han dum, grov og afstumpet, men man fornemmer også en tilgroet godhed på den dybe bund. Romanens slutsætning er god og gådefuld.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.