Weekendavisen den 21. april 2017.
Kommentar. Teatrene er vilde med viden. Nødtørftig scenekunst går hånd i hånd med højeskoleforedrag. Måske er det en reaktion på tidens fordummelse?
Migranten sydfra kom sejlende i sin kano. I en lerkrukke medbragte han såsæden, som skulle forandre os for altid – fra at være primitive jægere og fiskere til at blive effektive landbrugere. Da den mørklødede mand lagde til her ved vores strand, rakte han kornkrukken frem mod vores forfædre, mens han stirrede på os med tillidsfulde øjne.
Historien om Danmark, som for tiden vises på DR1, er fortalt i flotte stemningsfulde scener, der forestiller sig fortiden. I krydsklip fortæller, fortolker og formidler kloge lektorale hoveder fra universiteter og museer. Den vekselvirkning – mellem iscenesættelser og forklaringer – er naturligvis set før i fjernsynet, klassisk som museernes gammelkendte dioramaer og tableauer. Så bærer vi gerne over med, at migranten sydfra havde sådan et flot fuldskæg, som hænger på hver og hver anden hipster på Vesterbros kafferisterier, bryghuse og vinbarer.
Historien om Danmark er ikke alene om at kombinere fortælling og forklaring. Også teaterscenerne blander i disse år flittigt den sceniske historie med en ordentlig dosis velformuleret videsformidling. En lang række forestillinger, der består af en mere eller mindre vellykket blanding af noget nødtørftigt teater og elementer af højskoleforedrag, udstillinger og sociale møder med mennesker, der har en særlig livserfaring, måske som traumatiserede soldater, flygtninge, romaer, hjemløse, psykisk syge, på overførselsindkomst eller den slags – endnu mangler vi vist kun at få et teaterformidlet indblik i hvordan den allerrigeste priviligerede procent lever.
Jeg ved ikke om genren har et navn, men man kunne kalde den performativ folkeoplysning. Det omfatter blandt andet en række forestillinger fra selskabet Global Stories, der i en udpræget genreblanding fortæller historier og formidler viden om menneskevilkår og politiske virkeligheder i for eksempel Grønland og Somalia. I disse forestillinger har der været sceniske optrin integreret med personlige historier og foredrag med pegepind på verdenskortet. I samme boldgade har vi for nylig været på gadevandring på Vesterbro i København med helt autentiske rumænske romaer, der fortæller om livet som flaskesamlere i København – tilføjet egentlige researchbaserede højskoleforedrag, skrevet af en dramatiker, fremført af en skuespiller.
Men hvad gør det for os, at vi kan se vaskeægte somaliere, grønlændere og romaer på scenen – ikke i roller, men som sig selv i en virkelighedsfortælling? Ja, kort sagt gør det ikke nødvendigvis noget godt for kunsten, men den slags forestillinger skal heller ikke nødvendigvis bedømmes som scenekunst. Til gengæld er ægtheden og identifikationen helt i top. Vi får slet og ret noget at vide, nøjagtig som hvis vi var til et foredrag hos FOF.
Vidensformidling gør i sig selv ikke et skuespil stærkere, men den kan give dramatikken en helt konkret tilføjelse. Da Thomas Bendixens Med sne gik i Skuespilhuset spillede Kirsten Olesen en læge med ekspertise i demens, og rollen rummede lange lægefaglige monologer om hjernens degenerering, illustreret af en intelligent scenografi, der viste demenssygdommens attentat på den raske hjerne. Det var overmåde interessant, og oplysningsniveauet var tårnhøjt. Men det var ikke dramatik. Det var forskningsformidling. I princippet kunne man have haft en vaskeægte forsker på scenen, eller måske Peter Lund Hjerne-Madsen eller vores egen Lone Frank.
Viden er cool. Det er derfor vidensfestivaler og talks er så populære for tiden, og det er derfor viden dukker op uventede steder. For nylig kom jeg til at hænge ved en engelsk udgave af en kagebagekonkurrence i tv. Jeg har aldrig set den danske, så jeg ved ikke om jeg er gået glip af noget. Men den engelske udgave rummede dybt interessant kulturhistorisk formidling, ikke bare om bagværk og bageteknikker, men også om samfunds- og industriudvikling og engelsk lokalhistorie.
Det vidensformidlende teater er nært beslægtet med tidens interesse for non fiction-litteratur, dokumentarfilm og fortællende podcast-serier, der forener det narrative og det underholdende med det oplysende. Måske er det en reaktion på tidens fordummelse? Samlet set er det et udtryk for, at kulturforbrugeren skal have noget at vide på en interessant og intelligent måde, måske som en reaktion på fake news og ørkesløse shows, hvor nogen hele tiden skal stemmes ud. Som modtræk til ligegyldig elimineringsunderholdning, er den performative folkeoplysning meget velkommen. Også selvom den ikke er stor kunst.