Øens ordløse enspænder

Weekendavisen den 13. januar 2017.

Roman. Roy Jacobsens roman om en kvindes ekstreme og ubændige selvopholdelsesdrift er ustabil, men formidabel når den er bedst.

Roy Jacobsen: Hvidt hav. Oversat fra norsk af Camilla Christensen. 212 sider. 250 kroner. Rosinante.

Den 27. november 1944 bombede britiske jagerfly et nazistisk troppetransportfartøj i et sund i Nordnorge. Troede de. Men dampskibet fragtede primært russiske krigsfanger, og det anslås at 2.500 mennesker omkom, hvilket gør sænkningen af MS Rigel til en af historiens største skibskatastrofer målt i antal dødsofre.

I norske Roy Jacobsens Hvidt hav spiller bombardementet en vigtig rolle for øboen Ingrid. Vi mødte hende første gang i De usynlige (2014), som skildrede livet på Barrøy frem til 1928, hvor familien blev splittet for alle vinde. Nu vender den voksne kvinde tilbage.

Barrøy ligger afsondret derude i bugten, men dog i synsafstand fra fastlandet. Også Ingrid er en isoleret, ordløs enspænder, brølstærk, fatalistisk, flittig og ukuelig. Men som vi ved fra John Donne, er intet menneske en ø, en verden for sig. Og som Robinson opdagede fodspor i sandet, opdager også Ingrid, at hun ikke er så alene igen. Nogen er gået i land på Barrøy. Ingrid begynder at afsøge øen og de tilhørende næs, hvor hun finder flere lig. Havfuglene har hakket kroppene åbne ind til rygraden.

Men en enkelt mand lever stadig. I en modbydelig kamp med fuglene (folk med ornithofobi skal ikke læse disse scener), lykkes det Ingrid at mobilisere nærmest umenneskelig stamina og evakuere manden tilbage til huset, hvor hun begynder at klæde ham af:

”Under uniformen de samme brune laser, totter af træuld og en ubestemmelig grå masse, der lignede papir i opløsning. Hun pillede det af ham som flager af en solskoldet ryg, stof, hud, sod, mug, og puttede det ind i ovnen, så flammerne var lige ved at kvæles. Hun lagde mere brænde på, og temperaturen steg, mens han skreg med en stemme, der ikke var et menneskes. Så var hun nødt til at brække sig, før hun kunne fortsætte arbejdet. Da han lå nøgen foran hende, sort, lyserød, gul og blågrøn som et forkullet verdenskort, hældte hun lunkent vand i en skål og begyndte at vaske de dele af ham, der ikke havde sår; han våndede sig og slog ud efter hende. Hun var nødt til at sætte sig på ham og fik også noget trukket af ham, som hun ikke kunne se, hvad var, undertøj eller brændt hud. Han besvimede igen og lå slapt som en død, men trak vejret.”

Den kvæstede og forkullede mand er russisk soldat, et offer for bombardementet af MS Rigel. Trods deres sprogløshed og hans sønderbrændte krop, forelsker de sig, og det viser sig sandt nok, at intet menneske er en ø. Men Ingrid kan ikke holde ham skjult for nazierne, og da russeren forsøger at flygte, må Ingrid atter redde ham, men denne gang magter hun ikke at redde sig selv også.

Det, der især gør Hvidt hav interessant, er dens skildring af ydmyg og ekstrem selvopholdelsesdrift. Ingrid redder liv, skaber liv, og bliver omdrejningspunktet for en nybefolkning af den lille ø. Hendes stålsatte ubændighed overvinder selv de dybeste kriser. Ingrid er en intelligent kvinde, men mere af den intuitive type, end af den reflekterende. Hun er drevet af fåmælt klogskab, men har også en depraveret og destruktiv side.

Helt så bemærkelsesværdig god som De usynlige er Hvidt hav kun i første fase, hvor Roy Jacobsens prosa knejser. Anden del fremstår derimod plotforceret og overbefolket (blandt andet af flygtningeskæbner fra Finnmarken), hvilket gør det samlede udtryk noget ustabilt.

Heldigvis har den formidable, velskrevne og vellykkede indledning, hvor Ingrid vender tilbage til øen og finder den russiske soldat, alene så høj klasse, at romanen tager sin klare plads blandt årets store oplevelser: så kompositorisk og sprogligt tilfredsstillende og så gement spændende, som noget litteratur, der skrives idag.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.