Weekendavisen den 17. februar 2017.

Kommentar. Stort set ubemærket har Lars Løkke Rasmussen givet sin støtte til oprettelsen af ”sikre faciliteter” for flygtninge i Libyen.

I forrige uge mødtes EU’s regeringschefer på Malta for at diskutere flygtningekrisen i Middelhavet. Da de tog hjem havde de bevilget 1,5 milliarder kroner til en massiv forbedring af den libyske kystvagt, så den kan bremse og evakuere de både, der udskibes fra landets lange kyststrækning, inden de når ind i europæisk farvand. Det handler altså om, at gøre Libyen ansvarlig.

På mødet kom statsminister Lars Løkke Rasmussen med en ret så opsigtsvækkende udtalelse, stort set ubemærket. Han erklærede sin støtte til en tysk-østrigsk idé om at EU skal oprette egne flygtningelejre i Libyen og andre nordafrikanske lande. Vi skal, sagde han, låse bagdøren til Europa: ”Vi skal sørge for at understøtte nogle sikre faciliteter på den anden side af den dør og så diskutere, i hvilket omfang vi skal åbne hoveddøren og invitere visse folk indenfor på en kontrolleret måde.”

Oversat til folkesprog betyder det, at statsministeren mener, at EU er nødt til at investere meget, meget dyrt i humanitær infrastruktur. Det han kalder ”sikre faciliteter” kan vel oversættes til egentlige bosættelser. Statsministeren erkendte overfor Politiken, at forudsætningerne for ”den ideelle model” ikke er til stede endnu. Sandsynligvis tænkte han på, at Libyen politisk set – trods en FN-anerkendt regering – er voldsomt ustabilt og har været det siden Europas ledende lande og Nato i 2011 bombede storforbryderen Gadaffi ad h til. Man efterlod et land i opløsning, hvor driftige menneskesmuglerne siden så store forretningsmuligheder. Konsekvensen er, at Libyen siden blev operativt hovedkvarter for menneskesmuglingsindustrien, der også gør sig i mishandling, tortur, drab og terror. Hvordan kunne man undlade at se dette tomrum opstå?

Hvis det – trods alt – skulle lade sig gøre for EU at få Libyen til at lægge jord til en eller flere enorme ”sikre faciliteter”, tårner spørgsmålene sig op. Først og fremmest: Hvor længe vil det være EU’s opgave og ansvar at sikre driften med alt, hvad det indebærer, herunder retsbeskyttelsen af flygtningene m.m., for ikke at tale om sikkerhed for det ansatte personale?

Man ved fra enorme flygtningekriser i bl.a. Afrika, at de store flygtningebosættelser kan destabilisere et område, hvis den bofaste befolkning uden for lejrene i forvejen har ringe livsvilkår selv. Så hvordan vil den socialt udsatte befolkning reagere, når EU sikrer livsgrundlaget for flygtningene i de nye byer? Hvad vil de lokale mene om, at flygtningene i et eller andet omfang sikres sundhed, skole og beskæftigelse? Hvis ikke de store flygtningelejre samtidig kaster så mange arbejdspladser og så meget økonomisk vækst af sig i værtssamfundet, er der risiko for ustabilitet. Og hvis flygtningbyerne omvendt rent faktisk sætter gang i økonomien, hvilket er meget sandsynligt – hvad betyder det så for deres hjemlande, når konflikterne, de er flygtet fra, måske er bilagt, og landene skal genopbygges? Vil syriske borgerkrigsflygtninge, der har etableret sig i nyanlagte samfund, hvor deres børn er vokset op, vende hjem efter mange år i eksil?

Ingen kan i dag beskrive, hvad EU’s langsigtede rolle vil være i en situation, hvor kriseløsningen bliver permanent. Men nøjagtig samtidig som Lars Løkke Rasmussen gav sin opbakning til ”sikre faciliteter” – altså enorme flygtningelejre – i Libyen kom nyheden om, at landsretten i Kenya har underkendt den kenyanske regerings ønske om at nedlægge flygtningebosættelsen Dadaab, hvor en kvart million somaliske flygtninge har boet i årevis. Med andre ord: At oprette enorme flygtningelejre bliver nemt det samme som at etablere permanente bysamfund på et andet lands territorium.

EU har ingen interesser i at ende som de facto statholder i Libyen, så idet vi konstaterer, at vi må overveje, hvordan vi bedst beskytter vores grænser og kontrollerer flygtningetilgangen, må vi også stille de svære spørgsmål om en dette kolonialistiske eksperiment: Hvad sker der, når en nationalistisk magthaver tager magten i Libyen under parolen Libya First! og lover at slette flygtningebyerne fra ørkenkortet, for eksempel ved at sætte mange millioner af mennesker fra de ”sikre faciliteter” i både med kurs mod Europa? Hvordan vil EU så forsvare sine interesser?



Skriv en kommentar