Er du sand, roman? Svar!

Weekendavisen den 17. februar 2017.

Kommentar. Fra giganten Knausgård til debutanten Korsgaard har den journalistiske læsning overtrumfet den litterære.

Den kendte forfatter og journalist Morten Sabroes kone Do Windfeld har engang købt en revolver hos en skummel våbenhandler i Los Angeles med henblik på at dræbe en rig businessman, der mange år forinden havde voldtaget hende. Do Windfeld lokkede manden ud på et øde sted, hvor hun havde planlagt at udføre drabet, og…

Hvad der videre skete må De selv læse Dem til i Love me Do, Morten Sabroes aktuelle roman, hvor han skildrer sin kones hævntogt. Og så kan De løse billet til et arrangement i Politikens Hus den 21.2., hvor forfatteren mødes med sin kone til en samtale, der sælges på denne måde: ”Morten Sabroe sparer ikke på beskrivelserne af Do Windfeld i romanen. Meget er virkelighed, lige så meget fiktion. Men er det i orden at blive skrevet ind i en roman uden indsigelse og ikke få lov til at læse den, før den er klar til tryk? Hvordan føles det at få sit liv lavet om, så omverden tror, at der er en sandhed i det?”

Interessant præmis – at omverden tillægger romanen sandhedsværdi. Jeg ror det ikke, når jeg læser Morten Sabroes roman. Men at det sker i tide og utide, ved vi jo alt for godt, senest har vi set det i tilfældet Hvis der skulle komme et menneske forbi af Thomas Korsgaard om en miserabel opvækst på en kriseramt landbrugsejendom i Jylland. Sådan en romanrapport er jo nem nok at tro på. Den virker autentisk. Men at en midaldrende kvinde skulle planlægge et drab på en rigmand i L.A. efter at hun i øvrigt har afpresset en hoteldirektør for millioner af dollars… Nej, den må du længere ud på landet med, Morten Sabroe, helt derud, hvor romanerne gror.

Kan man tillægge en roman sandhedsværdi? Ja, en roman kan være sand, sådan som et kunstværk kan være sandt. Men selvom en roman er baseret på ‘virkelige begivenheder’, er den filtreret til fortælling gennem følelser og omsat til en subjektiv og narrativ struktur, som gør at vi ikke må forveksle den med faghistorie, journalistik eller dokumentarisme. Spørgsmålet vi kan stille til en roman, er derfor ikke om den er ‘sand’ forstået som ‘beviselig’, men om den er ‘sand’ forstået som god skrivekunst.

Siden en mand ved navn Karl Ove gjorde sig selv, sin familie og sit liv til romanstof, har ‘autofiktionen’ bredt sig som gnister i vissent græs fra land til land. Netop nu vrimler det igen-igen med romaner, hvor forfatterne bruger deres egne og andres autentiske navne eller – ikke mindst forlagets pressemeddelelser og i interviews – lader os forstå, at romanen tager udgangspunkt i forfatterens egen opvækst eller lignende. Som om man kan gøre krav på ‘virkeligheden’ og som om, at det skulle gøre litteraturen mere interessant, end hvis det hele var fri fantasi.

Så sent som i september havde vi debatten om Karina Pedersens Helt ud i hampen – mails fra underklassen. Et hastigt sammensat genretribunal fik vist nok talt sig frem til, at bogen havde stået frit, hvis den havde båret prædikatet ‘roman’. Ikke desto mindre bliver Thomas Korsgaards Hvis der skulle komme et menneske forbi (som er deklareret som roman) udsat for samme rethaveriske læsning og efterprøvelse. Er du sand, roman? Svar!

Fra giganten Knausgård til debutanten Korsgaard har den journalistiske læsning overtrumfet den litterære. Og det fortsætter. Meget snart kommer de danske oversættelser af norske romaner af Vigdis Hjorth, Merethe Lindstrøm og Geir Gulliksen, der i hjemlandet er blevet kritiseret for at 1) beskrive faren som incestforbryder, 2) skildre ægtemandens psykiske sygdom, 3) gøre ekskonen til romanfigur i en fortælling om skilsmisse. Alle forfatterne er blevet krydsforhørt af litteraturkritikkens moralpoliti og af kulturjournalistikkens gravergrupper. Tilbage står værker, der litterært set skal kunne svare for sig selv.

I annoncen for arrangementet med Morten Sabroe og Do Windfeld – som begge optræder under egne navne og identiteter i romanen – beskriver forfatteren sin praksis: ”Spørgsmålet, der driver bogen frem, er: Hvem er du? Du står foran et menneske, du kender, men du har en følelse af, at det menneske er en anden. Bruger du et menneske, du lever tæt på til det, har det – muligvis – omkostninger. Men jeg har ikke tænkt mig at forsvare mig. Det har sin pris at leve sammen med en forfatter. Kan man ikke tåle mosten, kan man flytte sammen med en bankrådgiver’.”

Jeg læser Morten Sabroes Love me Do som en (blandt andet) parodi på en tendens og lader det være op til en journalist at afsløre, at Do Windfeld slet ikke har planlagt et drab i virkeligheden.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.