Weekendavisen den 28. juli 2017.

På dansk ved. Spiser grizzlybjørne møl eller natsværmere? Oplysende og underholdende rapport fra oversætterens værksted.

Kirsten Marie Øveraas: Ged eller mammut? Om at oversætte. 192 sider, 229 kro. Alt i ord.

Jeg så engang en Woody Allen-film på video (åh, dengang i 80’erne, VHS på Moviebox!), hvor selskabet skal til at gå til bords. Så siger værtinden: ”Let’s make a toast before dinner”, altså: Lad os skåle, før vi går til bords. På underteksterne stod: ”Lad os riste brød før middagen”.

Toast eller toast? Ja, ordene staves og lyder ens på engelsk, homonymer kalder man den slags, men de betyder ikke det samme. I en snæver vending kan man naturligvis nemt komme til at forveksle dem, men hvordan kan det ske, at en oversætter tager fejl? Man kan jo se på filmen, at de ikke finder brødristeren frem, men hæver glassene.

Sagen er, at oversætteren – hårdtarbejdende og akkordlønnet – måske slet ikke har set filmen, men kun har oversat fra en udskrift af replikkerne og derfor ikke har nogen visuel idé om konteksten. Det kalder man i branchen for at tørtekste. Her har vi nok forklaringen på fejlen, men det er absolut ikke en undskyldning.

Jeg kom til at tænke på toast og toast da jeg læste Kirsten Marie Øveraas’ interessante og underholdende Ged eller mammut? Om at oversætte, der tager os med ind i den professionelle oversætters værksted, hvor vi bliver introduceret til håndværkets teorier og teknikker. Det handler både om skønlitteratur, faglitteratur, film- og tv-undertekster, journalistik og den komplicerede kunst at konferencetolke. Bogen har bidrag af forfatterens fagfæller, Carina Graversen, Sara Koch, Anne Simonsen og Morten Visby, og efter læsningen er man betragteligt klogere på oversætternes arbejde. Og fuld af respekt.

Kirsten Marie Øveraas er en grundig oversætter med stor respekt for sprogets og betydningens detaljer. Hun skyder ingen genveje, men fører os via velvalgte eksempler omhyggeligt og oplysende gennem sit fags stadier, problemer og principper. Se bare udviklingshistorien for sådan en ikonisk filmreplik som ”Yippe-ki-yay, motherfucker!” fra den første Die Hard i 1988. Den blev tekstet til ”Yippe-ki-yay, røvbanan”, måske endda ”Juhu, røvbanan” (det kan ikke verificeres i dag), og siden har der i forskellige andre tekstninger været 8-10 varianter.

Kirsten Marie Øveraas skildrer sit arbejde som en ”betydningsdetektiv”, der bruger lang tid på at opklare, hvad der skal stå på dansk, når ”the grizzly bears eat moths”. Det engelske ord ”moth” kan nemlig både betyde ”møl” og ”natsværmer”, og det er oversætterens opgave at vælge det mest korrekte. Det kræver en grundig research i mange kilder for at få opklaret, hvad bamsen spiser.

Bogen er teoretisk uden at være tung, spækket med sjove eksempler og indsigtsfulde overvejelser. En enkelt kæphest rider Kirsten Marie Øveraas lovlig hårdt, nemlig det synspunkt at det amerikanske ”Thanksgiving” rent faktisk kan oversættes til ”jul”. Jeg har slet ikke tal på, hvor mange gange vi får at vide, at det synspunkt provokerer folk, hvilket man jo godt kan forstå, fordi oversættelsen er objektiv forkert. Men via en redegørelse for oversættelsesteoriens begreber makrostrategier og mikrostrategier argumenterer Kirsten Marie Øveraas for, at det i visse tilfælde kan være det korrekte valg, at oversætte forkert. Det kommer helt an på konteksten. Hvis ”Thanksgiving” i sammenhængen blot betyder ”en højtid” kan ”jul” være en relevant oversættelse. Her må oversætteren tage stilling til en indholdsbestemt tilpasning og erstatning, argumenterer forfatteren.

Jeg talte for et par år siden med Karsten Sand Iversen om hans oversættelse af Ulysses. Han sagde, at han ofte valgte løsninger, der svarede til det, James Joyce ville have skrevet, hvis han havde skrevet romanen på dansk. Niels Brunse har også fortalt, at han i sine oversættelser af Shakespeare tillader sig at placere et ordspil der, hvor det kan lade sig gøre på dansk, selvom det måske ikke er helt det samme sted, det oprindelig stod. Målet er at skabe en kongenial oversættelse i respekt for originalen. Dermed bliver oversætteren forfatterens kreative medskriver.

Engang så jeg Suzanne Brøgger i fjernsynet. Hun blev undervist i jazzpiano af en amerikaner. Han sagde, at det var ”a piece of cake”, altså pærelet. Oversættelsen lød: ”Det er et stykke kage”. Dén fejl viser meget udmærket, at oversættelse er et svært håndværk, af og til en kunstart i sig selv. Det er ikke et stykke kage.

Bogens titel? Jo, Ged eller mammut refererer til en tekstning af et tv-serie, hvor ”Like they say in Silicon Valley: It’s not a bug, it’s a feature” blev sat over til ”Som de siger i Silicon Valley: Det er ikke en ged, men en mammut”. Udsagnet betyder noget i retning af, at ”det er ikke en fejl, det er meningen”. Den danske oversættelse giver absolut ingen mening, og som titel på Kirsten Marie Øveraas’ bog har den heller ingen nytteværdi.

Men samlet set er Ged eller mammut en godt formidlet pædagogisk indføring i en metier, som vi kun bemærker, når det går galt. En oversættelse skal nemlig være gennemsigtig som en nyvasket rude. Det er pletterne på glasset, der får os til at se vinduet frem for udsigten. Yippe-ki-yay, røvbanan! Det er et stykke kage at riste brød.



Kommentarer

En kommentar til “Det er ikke et stykke kage”:
  1. Anmeldelse i Weekendavisen – Ged eller mammut? Om at oversætte

    […] Tusind tak! Hele anmeldelsen kan læses på Klaus Rothsteins egen blog. […]

Skriv en kommentar