Tiden råber på satire – forgæves

PROSA – tidsskrift for sakprosa, april 2016.
prosa.no

Danmark har i disse år en stor og god socialsatirisk samtidslitteratur, men vi har ingen romaner, der i den satiriske tradition driller, udstiller og udfordrer tidens religiøse fanatisme, dér hvor det gør allermest ondt.

Det må skyldes, at danske forfattere enten prioriterer hensynet til religiøs sensitivitet meget højt, eller at de – bevidst eller ubevidst – afstår fra at skrive om de emner, der i princippet kan udløse en lokal fatwa. Det sidste er naturligvis menneskeligt ganske forståeligt, men litterært set er det en problematisk tilståelsessag.

Men all right. Danmark har jo også en særlig historie med satirens pris efter at Jyllands-Posten i 2005 bragte de 12 avistegninger af profeten Muhammed, der skulle demonstrere, at ”hån, spot og latterliggørelse” er vigtige og nødvendige værdier for demokratiet. Men i dag ved vi alle kun alt for godt, at der er fanatikere derude, der vil både dræbe og dø for deres profet.

Hvis vi skal forstå fraværet af satirisk litteratur og tidens mest brandbare emne i den politiske kultur – religionen, islam – må vi altså forstå frygten.

For præcis et år siden havde en satirisk cabaret premiere i København, Perkercabaret (på dansk er ‘perker’ en nedladende betegnelse for indvandrere, sandsynligvis opstået som en sproglig sammentrækning af ‘pakistaner’ og ‘tyrker’, oprindeligt måske en neologisme blandt indvandrerne selv, måske blandt danske racister, man kan tale om ‘perkerdansk’ på samme måde som man i Norge siger ‘kebabnorsk’). Cabaretten blev skrevet og produceret af Teatergruppen danskdansk, der blev dannet i 2009 som et såkaldt byrumsteater på det multietniske Nørrebro (svarende til Grønland i Oslo). Gruppens opgave er at skabe ‘samfundsrelevante forestillinger, der afspejler mangfoldigheden i Danmark i dag’. Og som der videre står i teatrets formålsparagraf: “Teatret vil være et inkluderende teater, der hele tiden sigter efter at komme sit publikum nærmere i valget af fortællinger og i mødet med dem. Fortællingerne drejer sig om dansk identitet og samfund og er et møde, som inddrager og udfordrer publikum.”

Den kunstneriske leder af danskdansk er instruktør, skuespiller og forfatter Hassan Preisler. Hans forældre er henholdsvis dansk og pakistansk, og for et par år siden debuterede han som forfatter med en roman, der med ironisk og satirisk distance skildrede hans erfaringer med integrations- og kulturmødeindustrien. Brun mands byrde, hed romanen. Naturligvis et ordspil på Rudyard Kiplings digt Hvid mands byrde. På forsiden så man Hassan selv klædt som Lille Sorte Sambo fra Helen Bannermans berømte børnebog af samme navn (på norsk også kendt under titlen Vesle Svarte Sambo), som i dag er omdiskuteret for dens utvivlsomme kolonialistiske racisme.

Hassan Preisler er altså normalt ikke bange for at provokere. Men kort efter nytår i fjor mødte jeg ham i forbindelse med en tv-optagelse. Han fortalte mig, at hans teatertrup var ved at forberede en ny cabaret, Perkercabaret. Målet var at lave satire om alle de hellige køer i debatten om danskerne og indvandrerne – eller rettere sagt: danskerne og muslimerne. Jeg kom til at tænke på Kurt Tucholsky (1890-1935), den tyske antinazist, pacifist og satiriker, som i en af sine tekster fantaserer om en revy, der skal udfordre alt og alle i Weimarrepublikken: ”Vi skal lave en skarp, vittig revy, som ingen har set mage til før – tiden råber på satire! Det bliver det helt store!”

Men, sagde Hassan, nu var han blevet nervøs. Efter attentatet på Charlie Hebdo i Paris den 7. januar 2015 var teaterfolkene blevet præget af angst. Vi aftalte at jeg skulle skrive et interview med ham (Weekendavisen den 30.1. 2015) om hans bekymringer for at lave satirisk kulturmødeteater, og om hans erkendelse af, at selvcensuren var ved at tage magten.

Nu handlede det ikke længere om brun mands byrde. Nu var det Bange mands byrde. Men hvad var det egentlig, Hassan Preisler og hans kolleger frygtede? Jo, naturligvis frygtede de at ende som ofre for terrorister, der vil straffe os for vores ytringsfrihed og religionssatire. Blodsporene i Paris var endnu våde. Og ingen i Danmark har glemt ambassadeafbrændingerne under Karikaturkrisen efter Jyllands-Postensens Muhammedtegninger for ti år siden. For ikke at tale om hvordan avisens daværende kulturredaktør Flemming Rose har måttet leve med politibeskyttelse, ligesom tegneren Kurt Westergaard, der i sit eget hjem kun overlevede en somalisk mands økseangreb, fordi husets badeværelse var blevet indrettet til panic room med armeret dør.

Der var altså god grund til at føle angst. Eller var der? Det viste sig hurtigt, at Perkercabaret ganske vist tog fat på nogle sociale tabuer – muslimske pigers sexliv – men at forfatteren, instruktøren og skuespillerne ikke havde tænkt sig at vise en sketch om eller med profeten Muhammed. Ingen satirisk tegning, ingen parodi, ingenting. De turde slet og ret ikke at udfordre de mennesker, der måtte kunne finde på at hævne en overtrædelse af det muslimske billedforbud. Derfor var der i virkeligheden slet ikke noget at frygte. Men frygten for frygten var nok i sig selv.

Da cabaretten fik premiere skete noget, der næsten var værre, end protester og ballade. Der skete – intet. Ikke en eneste muslim gad hidse sig op over noget som helst. Ingen reaktioner, ingen krænkelse, ingen kritik. Intet.

Nu, et år efter, har Perkercabaret repremiere. Hassan Preisler var ikke tilfreds med forestillingen sidste år, og det er han sandsynligvis heller ikke i år. Danskdansk tør nemlig stadig ikke udfordre det største tabu. Han fortæller, at der stadig ikke er nogen sketch med Muhammed. Han ville egentlig gerne forsøge at inddrage Profeten i en scene, der er bygget op over René Magrittes maleri ‘Ceci n’est pas une pipe’. Han ville vise en tegning af en mand med turban og skæg, og så ville han sige: ”Dette er ikke Profeten”. Men scenografen turde ikke tegne sådan et motiv. Hvem kan bebrejde ham eller hende det, når man tænker på, at der imellem premieren og repremieren var et attentat på teateret Krudttønden i København, hvor et møde med svenske Lars Vilks, der havde formastet sig til at tegne Muhammed som en hund i en rundkørsel, blev angrebet af en homegrown terrorist, som dræbte en af mødegæsterne på åben gade.

Det kræver altså mere end almindeligt mod, at være satiriker i vores tid. Satiren og selvcensuren er derfor tæt knyttet til hinanden, og det tror pokker, når man kender risikoen for repressalier fra voldelige fundamentalister, der finder en identitet som profetens vogtere og hævnere. Men forfattere og andre satirikere har jo altid skrevet og tegnet deres karikaturer af politiske og religiøse magthavere med en enorm risiko. At trodse censuren og kirkepolitiet har som bekendt historisk haft enorme konsekvenser – fra publiceringsforbud og fængsel til tortur og henrettelse. Og terror og trusler har den ønskede effekt: tegnere, forfattere og teaterfolk afstår fra at gøre det, de ellers ville have gjort.

Det så vi også da Teater Katapult i Århus i januar annoncerede et skuespil med titlen Profeten Allan – på Herrens mark. Teatrets chef, Torben Dahl, sagde: ”Vi er klar over, at det kan være en kontroversiel titel, men det kan ikke være anderledes. Kunsten må aldrig blive berøringsangst, alle emner skal kunne behandles kunstnerisk.” Så gik der tre måneder. Pludselig annoncerede teatret, at forestillingen alligevel ikke blev realiseret. Skuespilleren, der skulle have spillet ‘Allan’, var sygemeldt med stress. Mere fik man ikke at vide. Men det er svært at undgå det (konspirations)tanke, at kunsten alligevel blev berøringsangst.

End ikke på tiårsdagen for udgivelsen af de herostratisk berømte tegninger i Jyllands-Posten turde aviserne at bringe genoptryk, selvom det journalistisk set ville være det eneste naturlige. Jyllands-Postens egen chefredaktør taler åbent om det publicistiske svigt – men hensynet til medarbejdernes sikkerhed kommer først. Tegningernes virkningshistorie kan beskrives i ord, men tegningerne selv er blevet omfattet af trykkeforbud. Satiren er sat skakmat.

Tiden råber på satire, sagde Kurt Tucholsky. Hvad litteraturen angår, råber tiden dog mest forgæves, når det handler om noget så brændbart, dominerende og definerende for de seneste mange års kulturdebat som muslimernes profet. Måske skyldes det tolerance, måske skyldes det angst. Sandsynligvis en alliance af begge dele.

En af Danmarks helt store digtere, Henrik Nordbrandt, er på sporet af denne kombination af følelser i et digt i samlingen Vi danskere (2010), der vel best kan betegnes som en selvironisk poetisk portræt af folket og nationen:

Vi danskere skal være søde ved de fremmede
rigtig søde
sådan som det også ligger til vores natur.

Vi skal også være søde ved dem, vi ikke kan lide
især dem
så de ikke lægger mærke til, at vi ikke kan lide dem.
Det er jo bare deres kultur
ved vi.

Hvis vi ikke kan lide deres kultur
er det nok bare, fordi vi ikke har forstået den.

Vi danskere skal lære at forstå
at alle kulturer faktisk er lige gode.

Andre folks dårlige manerer
hvidløgsånde, hånd- og halshugning
hekseafbrænding, hovedjægeri
stening, kannibalisme og alt det der:
Det er bare traditioner.
Dem skal vi ikke blande os i. Det er grimt
at mene noget grimt om andre menneskers
traditioner og kultur.

Det kan vi slet ikke være bekendt
som danskere.
Og det ligger som bekendt
heller ikke til os.
Sådan er vores kultur slet ikke.
Vi skal være søde.

Også selv om vi synes, at alle andre end vi danskere
er nogle røvhuller
skal vi være søde og forstående
og forstå

at det nok bare er os, der er noget galt med.

Dette digt stråler af ironisk tvetydighed med sin dobbelte kulturkritik. Men først og fremmest er det et ukærligt portræt af den respektfulde kulturalisme, der i tolerancens hellige navn er parat til at acceptere andre kulturers undertrykkelse. På den måde udstiller og konfronterer digtet samtidig de normer, vaner og værdier, som der ikke er nogen grund til at være tolerant overfor. Digtets budskab (hvis det har et egentligt budskab) er, at vi må vi lære at kende forskel på hvidløgsånde og hånd- og halshugning for at kunne navigerer i verden. Som sådan er Henrik Nordbrandts digt mere end endimensional revyhumor, det er et sjældent bud på litterær satire.

Men at litteraturen ikke dyrker den skarpe satire, betyder ikke at den ikke er politisk. Tværtimod er der i moderne dansk litteratur en stærk politisk bevidsthed, og dele af den er også med stærk satirisk adresse til middelklassens kulturradikale kulturbærere. Tydeligst ser vi det måske i en roman med en selvironisk sigende titel: Politisk roman (2013), hvor forfatteren Lone Aburas satiriserer over en selvgod tandlæge, der ikke kan få sin egen sammenbragte familie til at fungere, men til gengæld lægger al sin energi i at skjule en flygtning, der skal vises ud af landet. Også Kirsten Hammann har brugt dette tema i romanen En dråbe i havet (2008) om en forfatter, der er så optaget af at tænke på de nødlidende i Afrika, at hun glemmer at hente sin egen datter i børnehaven.

Mange forfattere skriver med stærke socialsatiriske pointer om familiestrukturer, nye samlivsformer og om oversete og underpriviligerede borgere. Den satirepraksis har de til fælles med den danske tv-satire, som traditionelt har været politisk og magtkritisk, men gennem de seneste ti-femten år primært har været (selv)ironiske danskerportrætter, en slags sociale troldspejle.

Andre forfattere skriver opfindsomt, energisk og med politisk vrede og indignation om samfundsudviklingen i et globalt perspektiv. Vi kan nævne en række eksempler: Dennis Gade Kofods Nancy er en allegori om klimakrise og migrationskrise, hvor naturen i alliance med nogle underjordiske væsener fra folketroen hævner sig på menneskers rovdrift og lader en moderisk tåge erobre øen Bornholm i Østersøen. Kasper Colling Nielsens Den danske borgerkrig 2018-24 skildrer systemernes voldsomme sammenbrud efter finanskrisen. Peder Frederik Jensens Vold beskriver globaliseringsproblemerne mellem det rige nord og det fattige syd. Forfatteren, der tidligere hed Claus Beck-Nielsen, Das Beckwerk og Nielsen og nu skriver som Madame Nielsen, har skrevet en række værker med politisk motiv, nu senest en reportageroman om flygtningene på Europas landeveje, Invasionen. Og så har digteren Thomas Boberg skrevet en digttrilogi, Hesteæderne I-III, hvor han i en ofte aggressiv og frenetisk tone skriver sarkastisk og kritisk om både politiske og religiøse magthavere – både de kristne og de muslimske.

For at finde eksempler på rendyrke satire i romanform, må vi vende os mod forfattere, der ikke har nogen egentlig position i den etablerede litteratur. Og vi må en hel håndfuld år tilbage i tiden. Samtidig må vi tage til takke med romaner, der ikke har nogen stor litterær værdi, og skønt polemiske og principielt morsomme, har de ikke vundet nogen opmærksomhed i offentligheden. Jeg tænker på Nytårstalen (2004) af Flemming Chr. Nielsen og på Mordet på imamen (2008) af Paul Smith.

Den første roman er et dybt satirisk portræt af daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen, og selvom den er skrevet før karikaturkrisen, forholder den sig naturligvis også til ‘de fremmede’, altså muslimerne, der siden 80’erne har været en del af den danske værdidebat – bl.a. bliver der spillet høj kirkemusik og gregorianske koraler ved alle indkøbscentre for at skræmme ikke-kristne væk. Den anden roman er skrevet efter karikaturkrisen og handler logisk nok om en islamkonvertit, der bliver fundet dræbt i noget, der ligner et ritualmord. Ved siden af liget finder man en sabel, en henvisning til et Koran-vers og en kopi af Kurt Westergaards tegning…

Flemming Chr. Nielsen var engang en profileret journalist og lederskribent på Jyllands-Posten, hvor han var kollega med tegneren Kurt Westergaard, der i 2005 tegnede Muhammed med bombe i turbanen (en tegnet forvrængning af udtrykket ‘en appelsin i turbanen’, der stammer fra Adam Ohlenschlægers 1001 Nat-inspirerede skuespil Aladdin og betegner en persons privilegium eller held). Men før han udgav Nytårstalen havde han held til at bedrage det litterære miljø i Danmark, da han under pseudonym udgav et manuskript, der angiveligt vat Regine Olsens hidtil ukendte dagbog om forlovelsesbruddet med Søren Kierkegaard. Det var en sensation! Men altså skrevet som en gimmick af Flemming Chr. Nielsen (der i dag primært er optaget af at nyoversætte Herman Melvilles samlede værker).

Paul Smith er ikke kendt i den brede offentlighed, men har dog spillet en vis rolle som ‘spindoktor’ for en dansk komiker, Jacob Haugaard, der i 1994 skabte betydelig furore ved at stille op som løsgænger til et Folketingsvalg – og blive valgt ind! Hans primære politiske budskab var ‘Mere medvind på cykelstierne’.

Som det fremgår er mændene bag disse to satiriske romaner ikke forfattere i begrebets klassiske forstand. De brænder ikke for litteraturen, men for at gøre grin med politiske establishment. Men de har ikke noget konsistent forfatterskab, som f.eks. romanforfatteren og tv-satirikeren Leif Panduro i 60’erne og 70’erne. De er heller ikke egentlige samfundsrevsere eller politiske polemikere, som f.eks. den store, kulturradikale kritiker, revyforfatter, debattør, ytringsfrihedsforkæmper m.m. Poul Henningsen fra 30’erne og tre årtier frem. Deres romaner står sådan lidt umotiverede og ensomme hen som enlige svaler, der vidner om, hvordan den litterære satire i Danmark har ligget som en uopdyrket brakmark i de år, hvor det satiriske potentiale ellers har været enormt, både hvad angår politik, religion og kultur.

Politisk kritik i litterær form er ikke det samme som satire. Først og fremmest er der vel humoren til forskel, og den satiriske humor fungerer jo samtidig som en slags social kontaktlim for de indforståede, mens den er ekskluderende for dem, der er genstand for satiren.

Litterær satire på vores breddegrader kan i dag umuligt vurderes løsrevet fra udviklingen efter at Jyllands-Posten bragte de tolv tegninger i 2005. Måske derfor er der ingen centrale værker, der for alvor tager religionssatiren til sig. Hassan Preislers ærlige angst er derimod det perfekte eksempel på selvcensurens markante indtog i dansk kultur. Hvis satiren skal leve op til sit væsen, må angsten trodses – men det er jo så nemt at sige. I vores fredelige hjørne af verden har vi altid agtet de kunstnere, der tager den store risiko på sig: forfatternes undergrundscirkulation (de såkaldte samisdat-udgivelser) i Sovjetunionen, dissidenterne, digterne og debattørerne i de arabiske lande, de systemkritiske bloggere i Kina. Disse modige mennesker, der med ordet tør udfordre de magtfuldkomne stater, der ikke tøver med at straffe med censur, fængsel, dødsstraf. Men i en terrortid er også demokratiets egne kunstnere i risko for at blive straffet. Ikke af staten, naturligvis, men af mordere. Satiren er derfor skræmt fra at være konkret til at være subtil. Terroristerne har med succes transformeret muslimernes billedforbud til ikke bare at gælde for dem selv, men også for sekulære satirikere.

For at beskytte den religionskritiske, satiriske ytrinsgfrihed mod tvang om tavshed, er der kun én ting at gøre: at slå igen med satire. Men igen er det så nemt at sige. At gøre det, er at påtage sig en risiko for eget liv, og hvem ønsker at leve sit liv som Kurt Westergaard eller Lars Vilks? Hvem ønsker at skabe risiko for sig selv, sine nærmeste, sine omgivelser, hele samfundet?

Resultatet er derfor, at terroristerne har magten til at definere et tabu og skabe en begrænsning i satiren. For Hassan Preislers cabaret havde det en reel effekt. Men midt i angsten mobiliserer han heldigvis nyt mod. Netop nu forhandler han således om rettigheder til at dramatisere De Sataniske Vers på Det Kongelige Teater i København. Salman Rushdie har givet sin tilladelse.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.