Weekendavisen den 30. september 2016.

Teater. Teater Momentum i Odense har omdøbt sig selv til ‘Det Ny Kgl. Teater’ i denne sæson, hvor de kopierer Skuespilhusets repertoire. Første forsøg er ‘Ødipus og Antigone’.

Sofokles: Ødipus og Antigone. Instruktion: Elisa Kragerup. Scenografi og kostumer: Maja Ravn. Skuespilhuset, skiftende datoer til den 14. december. // Sofokles: Ødipus og Antigone. Instruktion: Henrik Grimbäck. Teater Momentum/Det Ny Kgl. Teater til den 15. oktober.

Klassikere er som de mikroskopiske bjørnedyr, der overlever alt, inklusive nedfrysning og atombombebestråling. Det Kongelige Teater kunne derfor have valgt en langt mere radikal kurs i opsætningen af Sofokles’ to stykker, her samlet i ét, Ødipus og Antigone, med et tilføjet mellemstykke om Antigones brødre. Men Niels Brunse, der har har gendigtet, og Elisa Kragerup og Johan Holm Mortensen, der har bearbejdet, lader ordene fremstå i en klassisk og loyal modernisering af den antikke tekst, hvor ingen er faldet for fristelsen til at forvrænge og tilføje.

Maja Ravns markante scenografi er (ifølge introduktionen i foyeren forud for forestillingen) inspireret af steder, som mennesker har forladt. Det dybe rums vægge er beklædt med flisevægge, der er itu og tapeter, der er skallet af. På gulvet står rækker af træstole som om der er gjort klar til dilletant i forsamlingshuset. Men stemningen af forladthed og forsømthed hænger i luften på dette sted, der har kendt bedre dage. Det er en eminent visuel fortolkning af Theben, den kriseramte og pestbefængte by.

Historien handler fremdeles om kongesønnen Ødipus, som ifølge en spådom skal slå sin far ihjel, ægte sin mor og avle børn med hende. For at forhindre dette i at ske, overgive forældrene den lille dreng til den visse død. Hans ankler bindes sammen, og en hyrde får besked på at efterlade ham i ødemarken. Men han forbarmer sig, forærer barnet til en anden hyrde, der giver det til et andet, barnløst kongepar, hvor Ødipus vokser op som plejebarn. Da han som voksen erfarer, at den ulyksalige spådom engang blev afsagt om ham, forlader han hjemmet for aldrig at vende tilbage i den tro, at han nu sikrer sig selv og sine forældre mod tragedien. På sin vej møder han en mand, som han slår ihjel, han løser sfinksens gåde, og han bliver udnævnt til Konge af Theben, den pesthærgede by, som først kan rejse sig og rense sig, når den gamle Kong Laios drabsmand er blevet fundet. Herfra kan det kun gå galt i dette litterære, dramatiske grundfjeld af et detektiviske oldtidsplot.

Elisa Kragerup forsøger at moderere tragedietekstens tyngde med en iscenesættelse, der betoner det legende og det aparte, blandt andet med en dekonstruktion af det klassiske kor, som her reflekterer al vores frygt og afsmag. Det kommer der mange gode kontraster ud af, som spiller på det forfaldne og det dekadente i byen, hvor blodskylden hærger. Vi ved jo noget, som de ikke selv ved, den stakkels fadermorder Kong Ødipus og hans moderhustru i ét, Dronning Iokaste, og vi tænker derfor vort, når Peter Christoffersen og Tammi Øst fletter tunger. Ak, al den illegitime lidenskab og liderlighed er ligeså umulig at vaske af, som skændselsmærkerne på Ødipus ankler.

Marie Dalsgaard har i rollen som den blinde spåmand Tiresias umiddelbart set utilstrækkeligt at arbejde med. Hun har kun få kortere monologer, hvor hun virkelig kan vise sit store register, men broderparten af hendes indsats går med at se vis og uudgrundelig ud. Som en blanding af en replikant og en sfinks glider hun spøgelsestavs omkring i periferien, hvor hun tager ophold i tavs positur med et skæbnebevidst og ulykkeligt udtryk i sit albinohvide marmoransigt. Det er en tavs triumf for Marie Dalsgaard, der fanger, foruroliger og fastholder øjet som forestillingens sære og sorgmodige galionsfigur.

En anden flot non-verbal præstation står Peter Plauborg for som Polyneikes. Han har både talt og spillet sig varm, ofte lidt vel karnevalistisk, da han i Antigone-delen taber en vanvittigt flot udført duel til sin bror, Eteokles (godt spillet af Mads Rømer Brolin-Tani), og derefter ligger såret på gulvet med en forvrænget krop gennemsitret af dødskramper. I lang, lang, lang tid. Kropskontrol og koncentration for alle pengene.

Da Kong Kreon forbyder at den oprørske Polyneikes, må blive begravet, sætter Antigone sig op imod ham, fordi gudernes lov er vigtigere end kongens. Her folder Maria Rossing sig kraftfuldt og karismatisk ud. Tammi Øst og Karen Lise Mynster står støt som Iokaste og Kong Kreon, modne og myndige, som de er. Som Ødipus er altid seværdige Peter Christoffersen blevet sendt i en lovlig sjov retning i begyndelsen, hvor han underligt nok ligner en bugtalerdukke. Det klæder ham til gengæld at stikke øjnene ud på sig selv. I det hele taget gør tragedien sig bedst, når den får lov at folde sig rent tragisk ud uden alt for meget fjollet farce.

På Teater Momentum i Odense har de også Ødipus og Antigone på plakaten. Et tilfælde? Ingenlunde: Teatret skifter kunstnerisk ledelse en gang om året, hvilket i sig selv en bemærkelsesværdig idé, som betyder, at ingen gror fast i betrækket. Denne sæson er lagt i hænderne på Henrik Grimbäck, der har fået en idé, som enten vil vise sig at være gal eller genial: Det, som Det Kongelige Teater har valgt at sætte op, sætter Momentum også op. Tre forestillingen bliver til fulde produktioner, mens femten andre bliver til mindre opsætninger, heraf nogle blot få minutter lange komprimeringer, som fyres af i foyeren. Som teatret selv formuleret det: ”Målet er at producere et bud på samtlige titler – simultant med Det Kgl. Skuespil. Lillesøster i provinsen vil, på sin egen afmægtige men frimodige facon, lege med storesøster i Hovedstaden.”

I denne sæson kalder Teater Momentum sig derfor ‘Det Ny Kgl. Teater’. Set udefra lyder det både originalt, interessant og dristigt. Måske dumdristigt? Vi må til Odense og få syn for sagn (hvor ‘Det Ny Kgl. Teater’ beredvilligt lader avisen se en forpremiere).

Lyset går ned og Antigone (Katrine Leth) begynder lavmælt at se tilbage på tragedien, der har udspillet sig. Hun er i grønt sportstøj med en Lacoste-krokodille på brystet og en badmintonketcher i hånden. Nu spoles der tilbage til et enkelt hotelværelse, placeret på en høj sokkel i Ida Grarups og David Gehrts gode scenografi, hvor Ødipus (Nicklas Søderberg Lundstrøm) gemmer sig væk. Her finder Antigone, hans datter, ham, og senere støder spåmanden Tiresias (Tobias Shaw) og hustruen – og moren! – Iokaste (Nanna Cecilie Bang) til.

Alle fremsiger deres replikker med en unaturlig, kejtet, lavmælt, statisk, nøgternt og nærmest ironisk følelsesforladt betoning. Det skaber en virkelig gavnlig underlighed, der fungerer som et varsel om tragedien. Det ulmer i den grad under overfladen, og når Ødipus slår æg i stykker for at lave røræg (!) på sit spartanske hotelværelse, er det netop et varsel, der peger frem mod selvafstraffelsen. Man skal se det for at forstå, hvordan det hænger sammen i den perfekt udførte scene, hvor incestdramaet kulminerer og blodskamsblodet sprøjter. Det er mere, end lyset kan tåle, som den blinde spåmand Teresias siger.

Dybest set er teksten Sofokles originale i nyoversættelse ved Marcel Lysgaard Lech, men instruktør og ensemble tilføjer efter behov i både udstyr (badminton og rulleskøjter) og ord, for eksempel siger Iokaste: ”Vil du ikke, please, bare stoppe det der lort med profeter og bare komme hjem, Ødipus?” Og denne uhyggelige replik i et overbærende tonefald som til et hysterisk barn: ”Skat, du skal ikke have sex med din mor!”

Jeg har læst folk fra begge forestillinger knytte Thebens krise til nutidens, og begge steder nævnes flygtningekrisen. Det samme har jeg det seneste år bemærket ved opsætninger af Shakespeare og Ibsen. Ja, jo, tjae, ok. Klassikerne er jo klassikere, fordi de fra en fortid taler til en nutid, men det betyder altså ikke, at man partout skal presse dem ind i den ramme, hvor vores egen virkeligheds tragedier udspiller sig netop nu. Men ok: Ødipus og Antigone er bjørnedyr, der kan tåle alt.



Skriv en kommentar