Jakob var der

Weekendavisen den 26. august 2016.

Biografi. Hvor instrumentelt styrende bør en biografiforfatter være? Rune Skyum-Nielsen går et skridt for langt i sit fascinationsportræt af Jakob Ejersbo.

Rune Skyum-Nielsen: Jakob var her. Bogen om Ejersbo. 464 sider, 300 kr. Gyldendal.

I fjor havde Christian Holten Bonkes dokumentarfilm, Ejersbo premiere. Den fulgte Jakob Ejersbos (1968-2008) to nære venner Christian Kirk Muff og Morten Alsinger på en mærkelig mission. Morten havde på Jakobs dødsleje lovet at sprede sin vens aske på Kilimanjaros top, som forfatteren havde haft udsigt til i de formative ungdomsår, da han boede i Tanzania.

Denne private sag blev til en dokumentarfilm, fordi journalist Rune Skyum-Nielsen i sin research til en Jakob Ejersbo-biografi mødte Morten Alsinger, der havde haft blikbeholderen med aske stående siden 2008. Rune Skyum-Nielsen tog initiativ til en Kilimanjaro-ekspedition, sørgede for fondsstøtte, deltog selv i rejsen (august 2013), og var desuden medforfatter på filmen. Og nu udkommer så hans Jakob var her. Bogen om Ejerso, hvor askespredningen er en vigtig del af det litterære narrativ.

Men kan/bør man som forfatter være så indflydelsesrig og instrumentelt styrende for det, man skriver om? Hvis Rune Skyum-Nielsen ikke havde taget initiativet ud af Morten Alsingers handlingslammede hænder, ville den lille dåse med aske jo stadig stå på Mortens hylde. Hvorfor lod biografen den ikke stå? Hvorfor skrev han ikke blot om det uindfriede løfte? Går han ikke et skridt for langt, når han sørger for realiseringen af den rituelle askepåkastelse på bjerget? Jo, det gør han ganske afgjort.

Men Rune Skyum-Nielsen er på sin helt egen mission. Det fremgår af indledningen, hvor han ret opsigtsvækkende skriver om, hvorfor Jakob Ejersbos fremragende Afrika-fortællinger om sorgfulde og rodløse mennesker rørte han så dybt:

”Timingen har sikkert noget at sige, for jeg befinder mig et usædvanligt sted. Min far er uhelbredeligt syg, og det får ham til at række ud efter mig og min storesøster. Det var ellers ham, der år forinden frabad sig al kontakt. Jeg har svært ved at tackle den nye situation, for der er mange af hans valg, jeg slås med at forstå.”

Det er et interessant udgangspunkt for en biografi, for her er vi ved kernen af litteraturens evne til at påvirke vores liv. Det står helt klart, at Rune Skyum-Nielsen både kan identificere sig med forfatterskabets karakterer og med Jakob Ejersbos eget konfliktfyldte forhold til forældrene, som i store dele af hans opvækst boede i Afrika, mens han selv var i Danmark. Men det er til gengæld uklart, hvad han vil med denne identifikation og stærke motiv til at læse litteraturen i sit eget livs spejl. Vi skal nemlig hele 430 sider frem, til bogens næstesidste side, før han tager tråden op igen. Han omtaler Jakobs evne til at forstærke vreden mod forældrene, og så bekender ham: ”Jeg tror, jeg har længtes efter at have det, som Jakobs fortællere havde det. Når jeg læser trilogien, genbesøger jeg en følelse, der ikke var plads til hos min storesøster og mig. Vi var seksten og tolv, da vi på fem dage mistede vores forældre, som vi hidtil havde kendt dem. Den ene stak af, den anden fik et slagtilfælde og blev mærket for livet.”

Rune Skyum-Nielsen har arrangeret sin beundringsværdigt velresearchede bog som et stemmekor for mere end 100 kilder. Det giver sådan en lethed i strukturen, at man suser igennem, godt hjulpet af de mange fotos (mange er dog ligegyldige): Barndom, opvækst, familie, de formative ungdomsår i Afrika og Ålborg identitetssøgning, seksualitet, venskaberne, musikken, kærligheden, uddannelsen, litteraturen, gennembruddet, sygdommen, døden. Og skabelsen af Jakobmyten, da forfatteren ulykkeligvis føjer sig til de unge døde. En myte, som biografien bærer ved til. Mere, end godt er.

At Jakob var der i sine venners liv, er vi ikke i tvivl om, og Rune Skyum-Nielsen afdækker en vis rivalisering blandt kredsens alfahanner: Hvem var Jakobs tætteste ven? Det viser sig, at der både var plads til en privat primærven og en litterær primærven, og det er så de to, Alsinger og Muff, som – på Rune Skyum-Nielsens initiativ – deltager i askemissionen, hvor Jakobs nærvær gennem fravær er enormt. Måske skulle man have været en del af Klanen (som de kalder vennekredsen) for helt at forstå det, men set udefra er turen både rituel, mytologiserende og patetisk.

Mest interessant er granskningen af Jakob Ejersbos litterære metode og karakterudvikling på baggrund af virkelige personer. Vennerne troede at han sniffede baner, når han var lovlig længe på toilettet, men han sad bare og nedskrev, hvad de havde fortalt. Alt skulle forvandles til fortælling, og ikke overraskende findes der folk derude, der mener, at han har forvansket virkeligheden. For os andre står det klart, at Jakob Ejersbo først og fremmest stod til regnskab for den gode litteratur og udvandt historier af sin omgangskreds, som råstof fra undergrunden.

Rune Skyum-Nielsen skriver i en efterskrift, at han valgte metoden med de mange stemmer i respekt for Jakob Ejersbo, der ikke brød sig om ‘den alvidende fortæller’. Nu har vi i stedet en lang række fortællere med partikulær indsigt. Det er der kommet en stor biografisk monologmosaik ud af, som udmærket portrætterer Jakob Ejersbo som et third culture kid, udspændt mellem to lande og to kulturer, en hvid neger. Men bogen mytologiserer mere, end den analyserer, og det gør Jakob var her til et fascinationsportræt, der savner en samlende syntese.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.