Weekendavisen den 11. marts 2016.

Debut. ”Hvis der ikke var andre, så havde hun jo ingen. Og det troede jeg ikke, at der var”. Fine noveller af Lotte Kirkeby.

Om livet og døden

Lotte Kirkeby: Jubilæum. 192 sider, 250 kr. Rosinante.

Der er et ganske elegant symbol, som dukker op et par gange i Lotte Kirkebys debutnoveller, Jubilæum.

Første gang lyder det sådan her: ”Hun lod vinen glide rundt i glasset og betragtede dens gardiner, der glinsende og fede lagde sig op ad glassets kant i røde buer…”

Og anden gang: ”Garvesyren havde lagt sig som en hinde over vandet, som havde været kogende, da han hældte den op og gik ned for at vække hende. Men nu var den krakeleret. Den havde lagt sig op ad de tynde kanter og var trængt ind i porcelænet.”

Jeg tør godt læse disse diskrete scener som symboler på, hvordan vi mennesker sætter os som sedimenter og aflejringer, hvordan vi er hinandens hinder. Se bare:

I novellen ‘Sankthans’ møder vi et yngre ægtepar, der en aften forlader hospitalet. Der sker ikke mere i aften, siger lægerne, og de har jo deres nummer. Vi forstår, at det er datteren, der er indlagt. Tre sider senere – efter at de har drukket vinen – lytter kvinden efter gøgen og tæller dens kukkuk, og så ringer telefonen. Manden tager den. Da han har lagt på igen, stiller han sig bag sin kone, hviler hagen mod hendes hoved og løsner den elastik, der har holdt hendes hår sammen. Elastikken havde hun taget aftenen før i datterens skuffe på hospitalet. Slut.

I novellen ‘En mand og hans kone’ dør en kvinde yderst stilfærdigt i sin seng i sommerhuset. Manden er hos hende, symbiotisk og hengiven. En af sønnerne ringer for at høre, hvordan moren har det. Det har været en af de gode dage, siger faren. Siger at de gik en tur ned til havnen, sad på bænken i solen og spiste en is, nu sover hun. Sønnen ånder lettet op og beder ham hilse moren, når hun vågner. Men faren lyver. Og mens teen sætter sig som mørke rande i koppen, går han ind til sin kone. Slut.

Alle 19 noveller handler om menneskelige relationer, der på den ene eller den anden måde er bragt til et slutpunkt eller en skillevej – måske uden at de involverede selv er i stand til at overskue og gennemskue situationen. Meget ofte lurer døden, enten helt konkret, som når den gamle dame sover ind, eller som en forsigtig antydning af en piges skæbnesvangre sygdom. Andre gange er døden subtilt til stede som ved et kejsersnit, en kræftsygdom der vender tilbage, i erindringen om en død ægtemand eller far, som døde hvepse i en størknet masse af syltetøj (i fin fortælling om onde børn), eller som killinger, der skal ”ordnes” inden de får øjne.

Mest elegant nærværende er døden nok i novellen, hvor en mand og hans svigerinder rydder op i garderoben efter hans kone, deres søster, som er død (nærmere omstændigheder uoplyste).

I en cardigan finder de en seddel med teksten ‘This Is Just To Say’, en linje fra et digt, hun holdt meget af (William Carlos Williams’ digt er en undskyldning for at have spist alle blommerne). Søstrene havde aldrig forstået digtet: ”Vi kunne ikke dele hendes oplevelse og hendes digt, og hvis der ikke var andre, så havde hun jo ingen. Og det troede jeg ikke, at der var.”

Novellen ‘Lilly Marie’ er fortalt af en yngre kvinde og henvendt til et ‘du’. Kvinden besøger sin mormor, der fylder 80. ”Du skal ikke være ked af det”, siger den gamle dame, uden at vi helt hvad, hun hentyder til. De sidder og ryger cerutter og cigaretter sammen, og mormoren fortæller om sin nu afdøde mand, om hvordan de mødtes. ”Men vi havde det såmænd godt,” siger hun. Og: ”Og det får du også igen.”

Jo, antydningens kunst er vigtig for en novelleforfatter. Lotte Kirkeby er ikke helt så gådefuld som Naja Marie Aidt, Helle Helle, Pia Juul eller Sidsel Falsig Pedersen ofte kan være, ikke nær så sproglig æstetisk heller, men hun har skarpt blik for både stort og småt, det milde, det morbide, er velskrivende, rørende og ikke uden humor, hør blot: ”Om morgenen havde jeg hældt kogende vand ud over låsen. Den var tøet i en fart og var sprunget op med et smæld, som fra en pistol, men vandet var løbet ind i alle hullerne og havde fyldt dem op, og mens jeg skrev et essay om livet og døden, frøs det hele til is igen.”



Skriv en kommentar