Weekendavisen den 10. juni 2016.
Kommentar. Husk nu, at frisind stadig er andet og mere, end frisind blandt ligesindede.
For præcis 50 år siden (da Henrik Sass Larsen blev født, men ikke i dén anledning) skrev dramatikeren Ernst Bruun Olsen musikforestillingen Bal i den borgerlige, som var en kras kritik af Socialdemokratiets kulturpolitik. Stykket handlede om borgerliggørelsen af en arbejderfamilie, og nu – i jubilæumsåret for stykket – er der atter lagt op til en socialdemokratisk kinddans med værdier, der ikke bare er borgerlige, men yderligt højreorienterede.
For et par uger siden sagde Henrik Sass Larsen i et interview med Politiken, at humanismen er decideret farlig og undergravende for velfærdssamfundet. Han giver Karen Jespersen ret i den integrationspolitik, hun i sin tid stod for i partiet, inden hun først gik til Venstre og siden yderligere til højre: ”Dengang Karen var der, var jeg enig med Karen. Det er jeg også i eftertiden,” siger Henrik Sass Larsen.
Socialdemokraterne har altså en stærk mand, sandsynligvis den kommende finansminister (hvis ikke Suzuki-Torben kommer i vejen igen?), som i indvandringspolitikken placerer sig på ikke bare sit eget partis højrefløj, men også matcher Dansk Folkepartis, for det er vel i grunden dér, Karen Jespersen ville kandidere, hvis hun skulle vende tilbage til aktiv politik. Eller måske taler vi efterhånden om de ekstra krasbørstige nationalkonservative Nye Borgerlige, der på kun syv måneder har skaffet sig 10.000 stillere (halvdelen af det nødvendige for at stille op til folketingsvalg), 1.200 medlemmer, 15 lokalforeninger, seks byrådsmedlemmer, et regionsrådsmedlem? Dansk Folkeparti bør skæve over højre skulder og passe på overhaling indenom.
Jo, der er kamp om at charmere de mange vælgere, der gerne vil have en strammere indvandringspolitik, og kampen føres på alle fronter, senest vil regeringen have en undersøgelse af det demokratiske sindelag (eller mangel på samme) blandt flygtninge og indvandrere: ”Det er mit klare indtryk, at nogle af de unge indvandrere ikke har de samme holdninger til frihedsrettighederne som danskerne, og det er virkeligt bekymrende,” siger Inger Støjberg, og det kan man da kun være enig i. Lad os da endelig få sådan en undersøgelse, men sæt nu ordentlige ressourcer af, så det ikke bare bliver lirumlarum, men egentlig forskning.
Så vidt, så godt. Men jeg synes faktisk at Inger Støjberg skal gå skridtet videre. Jeg synes at vi skal have en undersøgelse, der ikke blot dækker nye flygtninge og gamle indvandrere, men alle borgerne her i landet. Jeg har nemlig bemærket, at ikke alle danskere har de holdninger til frihedsrettighederne, som de forventes at have. Ja, der er sågar danskere, som ikke er helt stive i troen på ytringsfriheden, det ”virkeligt bekymrende” er, at disse danskere hedder bl.a. Inger Støjberg, Bertel Haarder og Søren Pind. To af dem burde vide bedre.
Som man så i ugens løb, har det ene koryfæ efter det andet – ekspolitikere, jurister, filosoffer, forskere, debattører, redaktører – lagt afstand til regeringens planer om at kriminalisere visse ytringer fra visse prædikanter i visse situationer. Selv skrev jeg om emnet for et par måneder siden her i avisen, at grænsen for, hvad vi kan acceptere naturligvis går ved trusler og opfordringer til vold. Som Grundtvig sagde: Munden fri, hånden bundet! Men nu skal munden altså lukkes på de der prædikanter, og selvom det kun ligner et lille indgreb, er der tale om en farlig bevægelse, der kan skabe præcedens.
Hvad er det for et lille begrænsning i talefriheden, som vi næste gang på perfekt nysprog får at vide, at vi må acceptere for vores egen friheds skyld? Ganske vist siger justitssheriff Søren Pind, at indskrænkningen i ytringsfriheden vil blive afskaffet igen, når krigen er vundet, men hvem tør tro på det?
Der er ingen garanti for, at det demokratiske instinkt er hundred procent usårligt, uanset hvor dansk og liberal, man er. Det viser regeringens inkonsistente forhold til ytringsfriheden. I forhold til lovgivning, er Henrik Sass Larsens sørenkrarupske kritik af humanismen jo heldigvis bare retorik, men dog stadig højrepopulisme. Gad vide om han har tænkt på, at han stiller sig skulder ved skulder med de reaktionære præster og imamer, der mener at sekulær humanisme er menneskeligs selvforgudelse?
Jeg mener at indsatsen mod antidemokratiske holdninger (herunder antiytringsfrihed og antiligestilling) skal føres offensivt, især hvis holdningerne kobles til voldelige eller undertrykkende opfordringer. Men det nytter ikke noget, at kampen for demokratiet føres med midler, der indskrænker det demokratiske råderum. Derfor er begrænsninger af prædikanternes ytringsfrihed naturligvis et problem for et samfund, der historisk bekender sig til liberalt demokrati og borgerlig humanisme.
Hvad vi har brug for, er en ordentlig dosis liberal højrefløjshumanisme, der forstår at frisind er andet og mere, end frisind blandt ligesindede, som Jørgen Schleimann formulerede det engang. Det ved Birthe Rønn Hornbech, og når de en dag ikke længere er ministre, ved også Bertel Haarder og Søren Pind det igen.
For et år siden havde vi folketingsvalg og valgets tale var klar nok. Jeg havde gerne set Dansk Folkeparti tage ansvaret i regering i stedet for at hygge sig i smug i bekvemmelighedsopposition, men naturligvis er de for kloge til at risikere noget. Det kan ske tidsnok, og hvorfor ikke sammen med Socialdemokraterne? Ganske vist siger Henrik Sass Larsen, at han ikke lige kan se det ske, men mon ikke det bare er et spørgsmål om tid?
Under alle omstændigheder, når nu vi alle er så optaget af det med frihed, lighed og demokrati: Jeg tillader mig at stille et spørgsmål, som jeg flere gange har søgt svar på her i avisen, men altid forgæves: Mener Pia Kjærsgaard, folketingets formand, stadig det, som hun mente i 1999 (og som fik daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen til at kalde hende ikke-stueren), men som hendes parti officielt holdt op med at mene sidste år, nemlig at også familien til kriminelle udlændinge med en udvisningsdom skal sendes ud af landet – altså at uskyldige mennesker, der ikke har begået noget kriminelt og derfor ikke er dømt for noget, skal miste deres opholdstilladelse?
Spørgsmålet er nemt at besvare: ja eller nej. Hvis ja, kan vi konkludere, at Pia Kjærsgaard er uenig med sit parti, og det er aldrig set før. Hvis nej, kan vi konstatere at Nyrup havde en pointe. Under alle omstændigheder er det relevant at få afklaret, om hun stadig vil straffe uskyldige, udømte mennesker med udvisning. Måske er folketingets formandskontor et godt sted at begynde afdækningen af danskere, der ikke har det samme forhold til frihedsrettighederne, som os andre.