Weekendavisen den 26. februar 2016.

Roman. Maja Lucas analyserer en mor, der nægter datteren sin blik. Overordentlig fin roman om et overordentligt stort tabu.

Historien om en moder

Maja Lucas: Mor. En historie om blodet. Roman. 144 sider, 230 kr. C&K Forlag.

Først brød jeg mig ikke meget om slutningen, men så sov jeg på det, og nu er jeg kommet overens med den. Naturligvis må det gå, som det går, i Maja Lucas fine, frysende fortælling om et moderskabs endeligt. Tillad mig dog et tøvende håb på alles vegne.

En mand, en kvinde, et nyfødt barn. Pludselig er hun mor, men hun magter ikke rigtig at være det. Allerede på barselsgangen indser hun, at hun er den sidste, afgørende instans, og det skræmmer hende: ”Det forekommer hende, at hun aldrig før har følt et ansvar, at hendes handlinger hidtil har været på skrømt, undskyldelige. Nu er hun ikke længere sine forældres barn, hun er sit barns forældre.”

Dén følelse, den erkendelse, kender alle nye forældre, mødre som fædre. Men den navnløse mor i romanen trænger et skridt dybere ned i moderskabets enorme, tunge tabu: ”Pigen føles som en sygdom, der skal overstås.” Sådan må en mor bare ikke føle. Men denne kvinde føler sig uegnet som forældre. Hun føler ikke at hun formår at tage et voksent ansvar på sig. Hun og manden har været vant til ”det konfliktfri samvær”, hvor de ”har været enige om det meste og skrinlagt resten”. Nu bliver hun stresset, opfarende og aggressiv overfor pigen, og hun må smerteligt indse, at hun ikke opfører sig sådan, som hun troede at hun ville: ”Hun troede, hun altid ville være på barnets side, men hun erkender, at det ikke er tilfældet. Hun er ikke længere på de svageste parti.”

Først tror vi – og hun – at det er en fødselsdepression, noget forbigående. Men frustrationerne og de negative følelser bider sig fast, så det at være en god mor bliver en viljeshandling. Det er ikke fordi, hun ikke elsker sin datter, det er ikke fordi hun ikke kan yde omsorg. Men instinktet er sløvet, og aggressionerne lurer. Kun når datteren er i fuld harmoni, kan moren selv slappe lidt af. Hun bliver så afslappet at hun nærmest får lyst til sex igen, og i en enkelt scene lader Maja Lucas moren onanere sig selv til orgasme, mens hun ser på datteren, der leger med klodser. Det er i al sin rolighed en frygtelig uhyggelig scene, som mirakuløst undgår at blive klam. Det ville aldrig kunne skrives om en onanerende far.

Da datteren er halvandet år, indser moren, at ”det at få et barn har forandret hende, sat et mærke på hende, gjort hende til en anden. I fysisk forstand: mere udslidt, mere grå.”

Maja Lucas skriver i en nøgtern, nærmest kynisk konstaterende tone om noget så rædselsfuldt og ulykkeligt som en ung kvindes utilstrækkelighed som moder: ”At få et barn er som et syndefald; det er umuligt at vende tilbage til tilstanden før det. Hun føler at menneskeheden er splittet i de to tilstande, forældre og ikke-forældre, men hun ved ikke, hvilken tilstand hun vil foretrække.”

Jeg kender flere kvinder, der har fravalgt moderskabet, herunder nogle, der åbent tør tale om, at de ikke er specielt begejstrede for børn. Det er befriende ærlig snak. Men det er kun de sejeste, der tør sige det. I Mor må kvinden erkende, at hun selv har det sådan. Hun kan ikke lide andre folks børn, knap nok sit eget. Pigen mærker det naturligvis, og for at fremkalde morens kærlighed, driver hun hende ud til kanten. Og moren reagerer både aggressivt og defensivt: ”Når de har konflikter, er hun begyndt at nægte pigen sit blik. Som om hun vil lukke for den menneskelighed mellem dem, den mulighed for at provokere.”

Mor er en overordentligt fin fortælling om et overordentligt stort tabu. En historie om blodet, lyder undertitlen på Maja Lucas’ roman. Altså om det blod, der knytter mor og datter sammen. Men også om det blod, der springer, når kroppen kælver og skælver, og når det hele bryder sammen i et sidste, dramatisk og forløsende brud. Som måske – håber jeg naivt – også varsler en ny begyndelse.



Skriv en kommentar