Weekendavisen den 20. november 2015.

Terminaltransit. Vild pantomimeforestilling bruger lufthavnen som scene for både underholdning og samfundskritik.

Chaplin møder Orwell

Ved første øjekast ligner Airport blot en føljeton af udsøgte, komiske kropsbeherskelser i en løst sammenvævet fortælling, men ved eftersyn viser det sig, at forestillingen er en skarp analyse af den internationale lufthavn som et klaustrofobisk mikrokosmos, hvor vi alle er under overvågning af et altseende øje.

Kristján Ingimarsson Companys vilde pantomime har elementer af elegant koreograferet nycirkus, akrobatisk gadeteater, smidig gymnastique moderne og gammeldags, gakket artisteri i sort-hvid-film. Instruktøren og hans ensemble har (sammen med dramaturg Simon Boberg, scenograf Johan Kølkjær og co-writer Jesper Pedersen) fundet det poetiske i det prosaiske i de kønsløse lufthavne, som vi alle kender så godt. I en slags human animation med rullekufferter og bagagevogne som rekvisitter, bliver det hele omsat til en både sjov og satirisk legesyg ballet.

Først kommer kvinden med den røde rullekuffert og det troskyldige blik ind på scenen, åben og autoritetstro. Men hvor må hun være? Hvor er køen? Snart er hun midtpunkt i en kvik koreografi, hvor mænd i refleksveste flytter hurtigt rundt på de der stolper med afspærringsbånd, som regulerer køerne ved indcheckning og security – og pludselig står passageren spærret inde på en enkelt kvadratmeter. Vi begynder at mærke klaustrofobien. Og det bliver kun værre.

Airport er nemlig et portræt af lufthavnen som et minisamfund, hvor autoriteterne har et fast greb om borgerne. Vi får dessiner om hvad vi må, hvad vi skal, og hvad vi bare har at rette os efter, og truslen hænger i luften: Hvis vi undlader at følge Stemmen og Øjet, bringer vi som bekendt flysikkerheden i fare, og hvem tør det?

Nej, både pigen med den røde kuffert, forretningsmanden, den smarte fyr og hippietypen gør som der bliver sagt, for de har ikke andre muligheder, magtesløse som de er, og som vi alle er, når vi træder ind i identiteten som passagerer. Og så får vi at vide, at alle fly er aflyst grundet uforudsete begivenheder. Please remain calm.

Her træder så ikke-mennesket ind på scenen i form af en mannequindukke og en metallisk stemme, der forener myndighedsdirektiver med kommercielle forlokkelser. ”Hello stranger. Please stand closer.” Dukkestemmen lover, at den kan opfylde alle vores behov i en land af luksus og nydelse. Dukken beklager forsinkelsen og forsikrer os om, at den er her for vores lykkes skyld. Men truslen er immanent (her i min oversættelse fra engelsk): ”Jeg kan være hvad som helst, I ønsker jeg skal være. Hvis I er gode ved mig, er jeg god ved jer. Jeg har tilladelse til at bruge magt imod hvad som helst, der truer lufthavnen. I er intet uden mig. Jeg er lufthavnen.”

Det er mildest talt et møde mellem Chaplin og Orwell i et plastisk formsprog, hvor det ikke kun er de formidabelt dygtige skuespilleres koreograferede badut, der imponerer. Også scenografien og brugen af rekvisitter er fuldkommen kongenial med portrættet af lufthavnen som en kold overvågningsanstalt. Et stort, smukt kvindeansigt, der reklamerer for dejlige dufte, bliver opløst i felter der skifter plads, så øjets overvågning træder tydeligt frem. Samtidig skilles mannequindukken ad og bevæger sig som flyvende, flydende løsdele gennem rummet i skuespillernes kyndigt, koordinerende hænder. Den uhyggelige, svævende, dekonstruerede ikke-person (som bærer dukkeskaberen og instruktøren Rolf Heims tydelige mærke) bliver et virkelig stygt symbol på kontrol og kønsløshed i den dehumaniserede lufthavn. Men også et symbol på forførelse og afpersonaliseret erotik. Overvågning med et happy smile.

Airport ligner sjov og ballade, men er elegant og underholdende samtidskritik fra en besynderlig verden, hvor man godt kan overveje dobbeltbetydningen af ord som terminal og transit. Airport er et boarding kort værd.

Airport. Co-produktion mellem Kristján Ingimarsson Company & Republique. Republique, København, til den 28. november.



Skriv en kommentar