Weekendavisen den 29. august 2014.
Kommentar. En smuk kvindelig forfatter viser sig i en ærmeløs tanktop under gammeldags smækbukser. Er det et problem?
I min fjerne ungdom (for 25-30 år siden) arbejdede jeg på et bogforlag, hvor jeg engang hørte et koryfæ af en redaktør fortælle sidste nyt fra en rejse til New York, hvor han havde mødt litterære agenter og forlæggere. For det første – oh skræk! – var askebægrene fjernet fra kontorerne. For det andet havde man opgivet at udgive kvindelige debutanter, hvis de ikke så godt ud…
Det var digteren Christina Hagens kronik i Politiken i lørdags, der bragte nyheden fra de amerikanske forlagskontorer anno 1985 tilbage i min erindring. Under den brutale overskrift ’Man skal ligne en kneppedukke for at blive hørt’, skrev hun med vrede og resignation, at kvindelige forfattere altid bliver vurderet på deres udseende, ikke på deres litteratur.
I frustration over mediernes fokusering på forfatternes ansigter, har Christina Hagen denne sommer haft en såkaldt body double. Hun lod sig simpelthen repræsentere af en ung, smuk kvinde, Sofie Lund Hansen, der i et par måneder optrådte i digterens navn ved oplæsninger, interviews med mere. Så fik medierne det, de gerne ville have: Et pretty face. Eller som Christina Hagen mener (jf. kronikkens overskrift ): en lækker kvinde med høj fuck faktor.
Så vidt jeg forstår, besluttede Christina Hagen at lade en smuk kvinde træde i sit sted i protest mod mediernes interesse for de kvindelige forfatteres udseende og privatliv. På den måde fik hun fremført en relevant mediekritik og sat en debat i gang. Men det vil næppe øge interesse for hendes litteratur i medierne udenfor de dertil indrettede reservater. Til gengæld vil det paradoksalt nok styrke interessen for hendes person og privatliv.
Men sagen er, at Christina Hagen har en pointe. En indlysende pointe. Naturligvis betyder udseende meget, også for forfattere. Og måske også mere, end godt er. Men kan man sige noget empirisk om, at det er nemmere for en yndig forfatter med stram hud og flot hår at blive interviewet i Alt for Damerne, end det er for hendes noget grimmere kollega?
Hvis man kigger i bunken af bøger, der udkommer i disse år, får man indtryk af, hvordan kvindelige forfattere ofte er genstand for yderst attraktive iscenesættelser, hvor stylisten har været på arbejde med krøllejernet og den helt store sminkedåse. Men når man har sin jævnlige gang i forfatter- og forlagsmiljøet, kan man se, at der ofte er stor forskel på, hvordan en forfatter ser ud til hverdag, og hvordan hun tager sig ud på fotografiet.
Der arbejdes omhyggeligt med æstetik, motiv og iscenesættelse af den kvindelige forfatter, og her er Christina Hagen selv ingen undtagelse. Men de signaler, som man sender via et portrætfoto på en bogklap, kan naturligvis være mere eller mindre flirtende, mere eller mindre erotiske, mere eller mindre seksualiserede. Men de kan også være mere eller mindre ærlige. Jeg kender eksempler på kvindelige forfattere, der ikke ser ud i virkeligheden, som de gør på deres bøger. Og det samme kan man jo sige om Lars Løkke og hans valgplakater.
Spørgsmålene er derfor: Hvem bestemmer hvad, når en kvindelig forfatter skal fremstilles som et image i vores bevidsthed? Er det forlagenes marketingchefer, der presser forfatterne til en omgang photoshop og digital botox? Næppe. Jeg tror, at de kvindelige forfattere har fuld kontrol over deres egen billediscenesættelse på bøgerne, uanset om vi taler om så kendt en signatur som Helle Helles nøgne skulder eller Asta Oliva Nordenhoffs sjuskede totalkaos.
På Kristina Soltz kommende roman ser vi forfatteren i noget nær helfigur i en ærmeløs tanktop under gammeldags smækbukser. Billedet er indiskutabelt smukt. Forfatteren ligner en naturligt smuk bondepige, som ved, hvad hun vil og kan svare for sig. Men billedet viser også en kvinde, der næsten er påklædt nøgen. Er det så et problem? Nej, det er ikke noget problem. Men hvis Kristina Stoltz stillede op til et photo shoot i et magasin eller en avis på denne måde, ville hun så være iscenesat som en ‘kneppedukke’? Ja, det ville hendes kollega Christina Hagen jo nok mene. Men jeg tror nu, at billedet er valgt af Kristina Stoltz selv.
Det afgørende er, at forfatteren selv har hånd i hanke med det hele, og kan sige fra, hvis forlaget vil noget, hun ikke selv vil. Så kan vi derudover diskutere både etik og æstetik i medierne, der spiller en vigtig rolle for den offentlige identitetsproduktion af forfatteren. Med sit dobbeltgængerprojekt har Christina Hagen givet en begavet mediekritik. Men de kvindelige forfattere bærer naturligvis selv ansvaret for vores første billeder af dem.