Weekendavisen den 1. februar 2013.

Profetaffæren. Kim Leine modtager Weekendavisens Litteraturpris 2012 for sit store epos om oplysningstiden og og den religiøse synkretisme i Grønland i 1780’erne.

I 1960 vandt Katy Bødtger det danske Melodi Grand Prix med en sang, som havde tekst af revyforfatteren Svenn Buemann, og naturligvis har det intet som helst at gøre med, at Kim Leine i dag vinder Weekendavisens Litteraturpris 2012 for romanen Profeterne i Evighedsfjorden.

Og så alligevel! Vindersangen var en nostalgisk hyldest til det sorgfri liv i det gamle København, dengang der var romantik og ynde i verden, og man dansede sig kvik til Lumbye-musik og sødt tralulalej. Ja, det var dengang, da man sværmed’ på den gamle vold / med krinoline på og solskinsparasol. Dengang kendte verden ikke til nag og nid, Det var en yndig tid.

Hvorfor melder denne patetiske og smålatterlige idylliske slagerfantasi sig, når jeg tænker på Kim Leines store epos om det danske koloniseringsfordærv i 1780’ernes og 1790’ernes Grønland? Jo, det gør den af to grunde, den ene er en association, den anden er en kontrast.

Kontrasten først: En yndefuld verden uden nag og nid – det kan man naturligvis drømme om til alle tider, og det var nu bedre i gamle dage, men hos Kim Leine er man så langt fra bovlamme og sangbare romantiske rim, som man kan være. Sjældent har jeg læst så ildelugtende, kløende, kradsende, sekretflydende, fordærvet og usund en roman. Ja, den er så kropsligt kontamineret, at man nærmest har brug for at skylle den af sig i en rent fysisk renselse.

Og så til associationen: Det var dengang, da man sværmed’ på den gamle vold, sang Katy Bødtger, og her finder vi mærkeligt nok to vitale nøgleord til Kim Leines roman: sværme og vold. Og det interessante ved begge ord, ligger i deres tvetydighed. Det vender jeg tilbage til.

Først må vi lige ridse romanen op for de endnu uindviede:

Den 1. juni 1782 kommer en ung mand, Morten Pedersen, fra den fjerne norske provins til København – en lille ussel by, der tror at den er en storstad. Han ville gerne studere medicin og virke som fysikus, men hans far har besluttet, at sønnen skal være teologikus. Morten resignerer og tager til residensstaden, hvor de andre studerende betragter ham som en bondeknold med et simpelt sen-navn. Morten kaster derfor Pedersen fra sig, henter en nyt efternavn i en fjern gren af familien, og sender breve hjem til faren på studentikost latin underskrevet af ‘Eders Søn Morten Falck’. Der kommer svar, skrevet på dansk, adresseret til ‘Student Morten Pedersen’.

Meningen er klar: Du kan ikke afsværge dig din herkomst, du er den du er. Eller som det hedder i den sætning hos oplysningsfilosoffen Rosseau, som hele tiden svirrer i Mortens hoved: “Mennesket er født frit, og overalt ligger det i lænker.” Der er en altafgørende detalje i sætningen, som får Morten Falck til at gyse: Rosseau skriver ikke ‘men’, han skriver ‘og’. Frihed og lænker er ikke hinandens modsætninger, men vilkår, der går hånd i hånd. Samme sentens spiller i øvrigt en vigtig rolle i En kongelig affære, Nikolai Arcels film om livlægen Struensee.

I Kim Leines profetaffære er vi 40-50 år efter Hans Egedes første missionsfremstød blandt hedningene, og selv da revolutionens stormvinde raser i Frankrig, klarer enevældskongen i kongeriget Danmark-Norge sig med at løsne stavnsbåndet og beholde magten. Hans plan er at ekspandere både sit eget og Guds rige, og i januar 1787 bliver Morten Falck sendt af sted til et ledigt kald i Sukkertoppen for at gøre hedningene til sande kristne.

Fiktionens Morten ramler herefter ind i en autentisk, historisk virkelighed, som Kim Leine i sin tid mødte i en artikel af præsten, højskolemanden og Grønlands-kenderen Mads Lidegaard. Den handler om grønlændere, som engang i 1700-tallet lod sig døbe af danske missionærer, hvorefter de udskiftede deres inuitnavne med gode kristne navne, nemlig Habakuk (en mindre profet i Det Gamle Testamente) og Maria Magdalena (en af Jesus’ trofaste følgere, og som bekendt hustru og mor til hans børn, hvis man altså skal tro Dan Brown).

Habakuk og Maria Magdalena er gode kristne, og de lever sammen med andre rettroende døbte ved bopladsen Igdlut dybt ind i Evighedsfjorden nord for Sukkertoppen. De synger Brorsons salmer og græder over Kristi lidelser så snottet sprøjter, som det hedder i romanen. Men i kølvandet på en række ulykker og vantrivsel, og på lang afstand af de danske præster, begynder den ellers så religiøst afstemte Maria Magdalena at høre stemmer og se ånder. Hun udvikler sig til en profan profet, som kombinerer sin kristentro med elementer af inuitternes oprindelige åndemaneri og myter, og Habakuk udnytter sin kones sans for det åndelige til at tage magten på bopladsen. Naturligvis kan den danske konges gudfrygtige kolonisatorer ikke kan acceptere, at der opstår en sekt udenfor kirkens kontrol, og profetaffæren begynder at udvikle sig.

Og så tilbage til sværmeriet:

Habakuks og Maria Magdalenas religiøse synkretisme bliver af de kristne danskere holdt ud i strakt arm som en vildfarelse, et sværmeri. Mens mens ordet i grand prix-sangen fra 1960 dækker over en romantisk flirt, er der anderledes vigtige ting på spil, når ordet bruges af kristne, der føler deres religiøse sandhed trådt for nær. Sværmeri og kætteri kan komme ud på ét, og ‘sværmerne’ i Evighedsfjorden opfattes som renegater, der skal skubbes tilbage i folden.

(I øvrigt: For nylig argumenterede en sognepræst fra Skagen imod de såkaldt kønsneutrale ægteskaber – altså homovielser i kirken – ved at kalde det for klassisk kristent sværmeri…)

Kim Leine skildrer fornemt dette religiøse drama, som udspiller sig samtidig med at mennesket, ikke gud, bliver sat i centrum af oplysningstidens og humanismens nye vinde, som Morten Falck ikke kan sige sig fri for at følge med betydelig interesse.

Og nu tilbage til volden.

Svenn Buemann og Katy Bødtger skulle bare vide, hvad Kim Leine lader Morten opleve på det gamle voldanlæg rundt om middelalderbyen, da han kom til København i 1782. Her er absolut ikke tale om sødt tralulalej og uskyldigt svæmeri, men om den unge teologikus’ skamfulde, liderlige kopulering med en prostitueret hermafrodit, som han har mødt på en beværtning:

“Han har besluttet at kalde ham ‘drengen’, men det er muligvis pigen han begærer. Eller et tredje køn, hvis det giver mening at kalde det det. Måske er det bare den biologiske utilstedelighed han søger. Han har på fornemmelsen at det der sker i aften, og de valg han tager, vil blive afgørende for resten af hans liv,” skriver Kim Leine.

Hermafroditten symboliserer den splittelse, som Morten Falck mærker vokse i sig selv gennem hele romanens forløb. Splittelsen mellem troen og tvivlen, religionen og humanismen, kolonimagten og grønlænderne. Og volden, hvor mødet finder sted, er et grænseland – eller et ingenmandsland – hvor noget slutter og noget begynder, og lige bag volden lurer konfrontationen med det fremmede og farlige, rejsen ind i mørkets hjerte.

Kim Leine skriver så man skærmer sig for ild og skutter sig for is, kradser sig for paryklus og vrænger ad spæklugt og sveddunst. Vi er med til voldtægt og abort, hævn ydmygelse, straffeekspeditioner. Vi er i kajakken, på hvalfangerbåden, i tørvehytterne og på præstegården, i det københavnske borgerskabs stillestuer, i byens skumle, skamfulde skyggesteder, og endelig er vi øjenvidner til en flammeknitrende reportage fra byens fatale brand i 1795.

Profeterne i Evighedsfjorden er en klassisk hjemme-ude-hjemme-roman, der blot vender op og ned på, hvad der er hjem, og hvad der er ude. Romanen er derfor en samtidsroman placeret i fortiden, sådan som den beskriver et individs splittelse mellem gamle sandheder og nye tvivlsspørgsmål. Den er også en roman om den religiøse imperialismes kulturkonfrontationer, og dermed skriver Kim Leine sig ind i tidens litterære tendens til at fortolke postkolonialistiske problemer. Der skal nok være dem, der mener, at han lader grønlænderne fremstå som en slags eksotiske, ædle vilde, men sådan ser jeg det ikke. Jeg møder mennesker i romanen, mennesker som nok kan være eksotiske og ædle, men også amoralske og anfægtede, og jeg betragter galleriet af danskere – herunder nordmanden Morten Falck, dødt Pedersen – som produkter af kolonialismen, ja som ofre på for kolonialismen, på samme niveau som grønlænderne.

Det er her, Profeterne i Evighedsfjorden lykkes som mere end en klassisk historisk fantasi. Ofte har disse genreromaner nemlig svært ved at komme ud af museerne og mindestuerne, men for Kim Leine lykkes det at skrive vigtig dansk kulturhistorie ind i en fiktiv ramme på en måde, som får både menneskerne og historien til at leve for læseren – i hvert fald for mig.

Profeterne i Evighedsfjorden har solgt ca. 40.000 eksemplarer herhjemme, mens den er under udgivelse i England, USA, Tyskland, Frankrig, Spanien, Italien, Norge, Sverige, Island, Rumænien og Ungarn. I november modtog han Jytte Borberg-prisen. I dag blev han belønnet med De Gyldne Laurbær, Boghandlernes flidspræmie for et godt salg. Samtidig er Profeterne i Evighedsfjorden blandt favoritterne til Politikens nyindstiftede litteraturpris. Og til DR’s Romanpris. Og outsider til den prestigefyldte Nordisk Råds Litteraturpris, som overrækkes til efteråret.

Der sværmes altså for Kim Leine. Der sværmes fordi historiefortællingen, som underholder os og gør os klogere imens, kommer til sin ret. Sådan har det været i Kim Leines forfatterskab siden debuten med Kalak i 2007, over Valdemarsdag og Tunu til historien om sværmeriet i Evighedsfjorden. Med disse fire bøger har Kim Leine vist sig som en meget tids-atypisk forfatter, der er kættersk nok til ikke at dyrke den skriftorienterede og noget anæmiske litteratur.

Til sidst må vi lige have med, at Evighedsfjorden, hvor sværmeriet foregår, har sit navn efter sin topografiske form. Hver gang man tror, at man har nået ind til bunden af fjorden, bugter den sig og åbenbarer en ny udsigt. Man mister dermed tidsfornemmelse, overblik og orientering og bliver ført og forført af den uigennemskuelige natur. På en måde er romanen en slags Evighedsfjord. Den er lang, den er dyb, den er uforudsigelig, den er skæbnesvanger. Og på en måde er hele Kim Leines forfatterskab det samme. Da han debuterede med den den selvbiografiske Kalak, genrebetegnet som dokumentarroman, måtte man i al sin begejstring spørge sig selv, om det var et one shot eller begyndelsen på et forfatterskab. Var det en ene bog, som forfatteren havde i sin – sin egen skæbne?

Heldigvis viste det sig, at Kim Leine havde meget i sin, som vi ikke kunne forudsige, og jeg mener at vide, at forfatterskabet tager et nyt knæk ind i den dybe og uudgrundelige fjord med den næste roman, som efter hvad jeg har opsnappet, åbner en helt ny udsigt.

Kim Leine er i dag en værdig vinder af Weekendavisens Litteraturpris. Hjertelig tillykke.



Skriv en kommentar