Oktober 43

Weekendavisen den 20. september 2013.

Kommentar. Moralske Maude hjalp hr. Stein. Og fiskerne tog store summer for at hjælpe de danske jøder i sikkerhed. Tak til menneskesmuglerne.

I den kommende tid bliver halvfjerdsåret for de danske jøders redning under 2. Verdenskrig markeret med skåltaler, festforestillinger og fakkeltog. Fortællingen om hvordan danskerne hjalp deres jødiske landsmænd til sikkerhed på den svenske kyst, varmer hver gang.

Fiskerne, der stod for overfarten, er historiens helte. Men heltehistorier mangler ofte nuancer. Spørgsmålet er, om man i dagens anledning – og i al taknemmelighed og respekt – kan sætte redningsaktionen i nutidsperspektiv med denne ubekvemme påstand:

De danske fiskere arbejdede i samme branche som de menneskesmuglere, der i dag transporterer folk fra for eksempel Somalia, Sudan, Syrien og Afghanistan væk fra krigen og til en mulig beskyttelse i Fort Europa. Nogle fiskere gjorde det af ansvarsfølelse og hjertets godhed, andre med et motiv, der var alt andet end altruistisk – der var nemlig penge at hente op af de forfulgtes lommer. Jødernes flugt var dermed også (nogle af) fiskernes forretning.

I de forgangne 70 år er skippernes ry og rygte blevet passet og plejet som et åndeligt artefakt af stor betydning for den danske mentalitets- og identitetshistorie fra de fem forbandede år. Som hånd i handske har fiskerne ved Sjællands kyster passet ind i den belejlige fortælling om det retsindige folk, der gjorde det moralsk korrekte – på linje med modstandsfolkene – mens politikerne holdt sig til en mere gusten kalkule for at navigere landet gennem krigen.

Ja, danskerne hjalp deres jødiske landsmænd, og som søn af forældre, der selv måtte flygte som børn, er jeg naturligvis evigt taknemmelig. Men jeg er også skeptisk overfor den nedarvede fortælling, der har frasorteret historien om, hvordan flygtningene ofte (men ikke altid!) måtte betale store summer for at få hjælp. I hele efterkrigstiden har danskerne – jøder som ikke-jøder – helst villet huske flugtaktionen som et eksempel på ridderlig menneskelighed. Som om alle danskere trådte i karakter med samme moralske ildhu, som Maude da hun hjalp hr. Stein.

Men Korsbæk er ikke hele Danmark, og blandt jødiske familier findes endnu idag mange historier om, hvad det kostede at betale sig til en plads i en fiskekutter, ligesom nogle familier bærer rundt på lidt skamfulde historier om, hvordan de efter befrielsen vendte hjem til plyndrede lejligheder, eller fandt ud af, at deres hjem var blevet overtaget af andre, selvom man havde betalt en nabo for at passe på det hele. Mange danskere hjalp, ja. Men nogle var sig selv nærmest.

Vi har ikke brug for romantiserede fortællinger fra besættelsestiden, selvom de varmer mest. Men både jøder og ikke-jøder ønsker i meget høj grad at vedligeholde den opbyggelige historie om et land, der stod sammen om beskyttelse af den forfulgte minoritet. Uden nuancer.

I de seneste uger har to historikere fremført forskellige syn på flugten over Øresund. Mens Bo Lidegaard argumenterer for, at den danske regerings samarbejdspolitik skånede landet og forhindrede at tyskerne gik mere målrettet efter jøderne, mener Bent Blüdnikow at ledende nazister vendte det blinde øje til, for at hytte deres eget skind ved et kommende retsopgør. Han siger også, at den danske regerings samarbejde med besættelsesmagten samtidig var til enorm skade for forfulgte jøder i andre europæiske lande, og reelt var med til at forlænge krigen.

Historikerstriden om hvorvidt redningen af de danske jøder skal analyseres og genfortælles i et nationalt eller internationalt besættelsestidsperspektiv, kræver ingen konklusion. Enhver faghistoriker er formet af sin tid og sin tradition, og perspektivet på begivenhederne kan derfor ændres sig over årene. Der kommer dog næppe nye kolde fakta på bordet om flugten. Redningsaktionen i oktober 1943 er velbelyst, men åben for fortolkning.

I en tid, hvor man nidkært undersøger enhver asylansøgers motiv, er det absolut også relevant at spørge, hvad der driver flugthjælperne. Og det bør ikke være tabu, at se på den knap så ridderlige drivkraft, der fik danskere til at hjælpe jøderne over Øresund. Penge er da en ærlig sag.

I sin nye bog, Landsmænd. De danske jøders flugt i oktober 1943, skriver Bo Lidegaard, at der allerede i flugtens samtid faldt “sarkastiske bemærkninger om fiskernes indtjening”. Nogle mente at jøderne betalte ågerpriser. Hvad det så end er, når livet står på spil. Også på dette punkt gælder i øvrigt modellen med udbud og efterspørgsel. Da krisen spidsede til og mange familier skulle over sundet, steg priserne. Bo Lidegaard anslår gennemsnitsprisen for en flygtning til at være 1.000 kr., svarende til en tredjedel eller en fjerdedel af årslønnen for en faglært arbejder (næsten halvdelen af de flygtende tilhørte netop denne socialgruppe).

Fiskerne løb en betydelig risiko, og naturligvis skulle de tjene penge, der kunne sikre deres familier, hvis de selv blev taget af tyskerne. Intet tyder heller på, at de jødiske flygtninge forventede en gratis tur over Øresund. “Deres frygt var snarere at falde i hænderne på plattenslagere, der franarrede de flygtende deres penge uden at levere overfarten,” skriver Bo Lidegaard.

På nøjagtig samme måde frygter flygtningene i dag at havne i hænderne på kyniske og korrupte slyngler, der efterlader deres menneskelige kontrabande i en aflåst container på en rasteplads. Behovet for sikre flugtruter er umætteligt i en konfliktfyldt verden, der producerer flygtninge hver dag, og der vil derfor altid være pengebegærlige gribbe parat til at udnytte de desperate flygtninges situation. Og ikke alle flygtninge har jo et fredeligt naboland af Sveriges formidable støbning til rådighed for deres asyl.

Jeg har tit hørt den indvending mod nutidens asylsøgere, at de ikke kan være “ægte flygtninge”, når de kommer via en menneskesmugler. Det er det rene nonsens. De danske jøder betalte smuglere, men det blev deres beskyttelsesbehov jo ikke mindre oprigtigt af. Dette er helt essentielt at huske, hvis man vil benytte erfaringerne fra fortiden til at forstå nutiden.

Taknemmeligheden over fiskernes hjælp til flygtningene er grænseløs, ikke mindst fordi mange også gav en hånd til dem, der ikke kunne betale. Så: Tak til menneskesmuglerne. Jeg ville dog værdsætte dannelseshistorien om flugten og flugthjælperne mere, hvis den blev lettet lidt for romantik og sat i perspektiv til de aktuelle flygtningebevægelser. Også nutiden finder sine helte blandt menneskesmuglere. Det er en ubekvem sandhed.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.