Anmeldelse i Weekendavisen den 25. marts 2011.

Noveller. Julia Butschkows personer er kørt i grøften i et mennesketomt landskab.

Angst for den grå sofa

Det er evnen til at ændre på rutinen, der kendetegner normaliteten. Det mener en psykiater i åbningsnovellen i Julia Butschkows Der er ingen bjerge i Danmark. Han siger, at de af hans patienter der er mest syge, enten slet ikke har nogen rutiner at ændre på, intet system i noget som helst – eller omvendt: så faste rutiner at de ikke er i stand til at bryde dem.

Dét er et nøgleafsnit i novellesamlingen, hvor vi i tretten korte snapshots møder mennesker på kanten af det normale: Psykiaterens hjemmegående kone holder f.eks. døren ind til dagligstuen aflåst, fordi hun er angst for den grå sofa.

Af andre mennesker på kanten til normaliteten møder vi f.eks.:

Hjemmehjælperen, der 1. maj i Fælledparken ser en gammel, syg mand, som hun gør rent hos til hverdag. Hun begynder at følge efter ham og filme ham med sin mobiltelefon.

Lille Lauge, der er klædt ud som klovn til fastelavn. Hans mor er død, men han husker hvad hun fortalte ham om buddhismens satori, det øjeblik hvor alting stopper. Da han slår til med battet og flækker tønden, bliver alting sort.

Den studerende, der skal besøge en medstuderende fra universitetet, som er blevet indlagt på en psykiatrisk afdeling på et provinshospital. Da hun endelig når frem, drejer hun om på hælen og tager hjem i stedet for at gå ind.

Maria, der bryder psykisk sammen efter at have tjent penge som callgirl og levet på en fed løgn om at være forkælet forlovet til en rig forretningsmand.

Pigen, der møder en fyr på et diskotek og opdager, at han tilsyneladende har hukommelsessvigt efter at have maltrakteret kvier og vildsvin på en gård.

Kvinden, der føler sig så ensom i sin Lotto-millionær-mands selskab, fordi han kun går op i byggeprojekter, samtalekøkkener og spabade, at hun byder sig selv til som luder på nettet.

Soldaten, der skal afsted til Irak, og hans kone, der ved at han vender tilbage fuld af traumer og vold, som da han kom hjem fra i Bosnien. Mens han er væk, kører hun hans ting på lager og sender ham en mail om at han ikke skal opsøge hende mere.

Ja, som det fremgår, handler Julia Butschkows noveller i høj grad om psykisk ustabilitet, og når to af historierne hedder Det er helt normalt og Det ser meget almindeligt ud, ved vi jo godt, at det modsatte er tilfældet. Som sagt: Det er evnen til at ændre på rutinen, der kendetegner normaliteten. Og det er har evnen til at ændre på det normale, der kendetegner novellekunsten. Den evne har Julia Butschkow. Ikke på niveau med Pia Juul og Naja Marie Aidt, men på vej.

Titlen på samlingen, Der er ingen bjerge i Danmark, er hentet fra en replik i en af novellerne, men jeg forstår ikke hvorfor den er udvalgt til at repræsentere helheden. Til gengæld giver omslagets maleri af Allan Otte ekstrem god symbolmening, det forestiller nemlig en bil, der er kørt i grøften i et mennesketomt landskab.

Julia Butschkow gjorde stort indtryk med romanen Apropos Opa i 2008, og selvom der er psykologisk bid i novellerne, når de ikke romanens niveau. Kun i sekvenser mærker man den barskhed, der har kendetegnet forfatteren tidligere, og overraskende nok, er det faktisk en mild og sentimental platonisk kærlighedshistorie med den stemnings- og betydningsfulde titel September, der for alvor bundfæller sig.

Julia Butschkow: Der er ingen bjerge i Danmark. Noveller. 140 sider, 250 kr. Samleren.



Skriv en kommentar