Åbenhed, demokrati, humanisme

Kommentar i Weekendavisen den 29 juli 2011.

Den 22.7.2011. Jens Stoltenberg sætter en ny dagsorden for kampen mod terror.

I det blege skær fra en enkelt gadelygte leder en mand midt om natten efter sine nøgler. En anden mand stopper op og hjælper ham med at lede – forgæves.

“Er du sikker på at du tabte nøglen her?” spørger han.
“Nej, jeg tabte dem henne om hjørnet.”
“Men hvorfor leder du så her?”
“Fordi her er der lys.”

Den gamle vittighed illustrerer den norske efterretningstjenestes forhold til terrortruslen. Mens de og vi har haft så travlt (og ikke uberettiget, skal det tilføjes) med at frygte, diskutere og overvåge potentiel islamistisk terror, har de og vi fuldkommen glemt den højreradikale trussel, der bizart nok påstår at den vil beskytte samfundet mod netop muslimerne.

Vi har troet at vores egne nationalister var nogle ufarlige dilletanter, og som bekendt fastslog den norske efterretningstjeneste så sent som i fjor, at de højreradikale slet og ret var ude af stand til at planlægge og gennemføre et attentat. Myndighederne koncentrerede sig om islamisterne, og dermed ledte de efter den tabte nøgle i det blege lys under lygtepælen, og hvad der skete i mørket henne om hjørnet, havde de ingen idé om. Derfor er Norge i dag et land i chok og bundløs sorg, og mange år fremover vil det være et land i posttraumatisk stress.

Chokket efter bomben og henrettelserne af ungdomspolitikerne den 22. juli 2011 overskrider alle nationale grænser. Norges chok er vores chok, et chok som ikke mindst handler om demokratiets ekstreme sårbarhed, selv efter et tiår med en lang række skærpelser af antiterrorlovgivningen. Efterretningstjenesten var ikke alene om at overse truslen fra den højreradikale terror. Heller ikke terrorforskerne havde taget højde for, at den næste terrorist ikke nødvendigvis var en fundamentalistisk jihadist, men en kulturkonservativ blond nordmand, en antiracistisk, pro-israelsk ‘kristen korsfarer’, som deler værdier og samfundssyn med mange af højrefløjens toneangivende politikere og debattører.

Det kan meget vel være, at massemorderen, kujonen og den politiske terrorist Anders Behring Breivik identificerer sig med en række europæiske højrefløjspolitikere og debattører, herunder flere danske, men det gør naturligvis ikke disse politikere og debattører til medskyldige. Dog må de i disse dage grunde dybt over, hvad de kan og skal gøre for ikke (uvilligt!) at levere en slags retfærdiggørelse til højreradikale terrorister. I første omgang har f.eks. Søren Espersen fra Dansk Folkeparti afvist at terroren skulle få hans parti til at ændre retorik, men på den anden side kan man vel heller ikke forvente at Olso og Uøya ikke får konsekvenser?

Antiterror i Europa har siden angrebet på World Trade Center for snart ti år siden handlet om, hvor meget frihed vi vil afgive i bytte for en forventing om øget sikkerhed. Friheden har vi afgivet, men sikkerheden kan ikke leveres – ikke i Madrid i 2004, ikke i London i 2005, og heller ikke i Oslo i 2011. Systemerne har måske nok fejret nogle præventive triumfer her i Danmark (og gudskelov for det), men nu også høstet en gennemgribende fiasko i Norge, hvor man ledte under lygtepælen i stedet for i mørket henne om hjørnet.

Jens Stoltenberg sagde i sin bevægende tale ved den første mindehøjtidelighed allerede dagen efter terrormassakren i Oslo og på Utøya, at Norge vil møde terrorismen med mere åbenhed, mere demokrati og mere humanisme. Denne besindighed er slet og ret imponerende, og retorikken er befriende atypisk. Men spørgsmålet er, hvilke aktive handlinger disse idealer vil udmønte sig i. Netop nu favner Jens Stoltenberg sin befolkning med værdighed, men hvordan vil han skabe mere åbenhed, demokrati og humanisme? Den norske statsminister har med sine ord varslet anderledes handlinger end dem, vi normalt har set i antiterrorens navn – men hvad vil han gøre for at de ikke bare skal ende som smukke ord i en bevæget tid? Det vil hans politiske lederskab blive bedømt på i fremtiden.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.