Artikel i Standart 4/2010, december 2010.

Det er soldaten mere end krigen, der er i centrum for de danske forfatteres skildring af Afghanistan. Og så er der Carsten Jensen.

Krigen i Afghanistan dukker relativt ofte op i den moderne danske litteratur, både i poesi og prosa, men endnu mangler vi en egentlig gennemtænkt skønlitterær skildring af det politiske, moralske og menneskelige problemkompleks, der knytter sig til krigen. Groft sagt må vi nøjes med et par spændingsromaner med soldater i skurkeroller, nogle psykologiske skildringer af soldater med krigstraumer – eller med krigskritisk og politisk bevidst essaystik og lyrik.

Da den tyske forfatter med DDR-rødder Ingo Schulze var i Danmark for at præsentere sin roman »Adam og Evelyn« (2008), der bl.a. skildrer tiden omkring Murens fald, sagde han i et interview med Skønlitteratur på P1, at man er nødt til at ty til romanerne, hvis man vil forstå de vigtige historiske begivenheder. Det er ikke nok at læse faghistorie, sagde han.

Nøjagtig det samme mener Ingo Schulzes landsmand, Nobelpristageren Günter Grass. I et interview med Information om det, forfatteren kalder »trivialiseringen af den politiske debat«, har Günter Grass bl.a. sagt, at nuancering og fordybelse kun kommer med romanen:

»Den går i detaljer og arbejder sig fremad med en episk tålmodighed, der tillader, at man går et spadestik dybere. Og den giver mulighed for at indtage alternative perspektiver på en sag. På den måde opstår erfaringer, som kan bidrage til den strikt politiske viden.«

Helt konkret efterlyser Günter Grass ny skønlitteratur om Taleban og Afghanistan-krigen. Og dermed retter han søgelyset mod en litteratur, som endnu kun findes meget sporadisk her i Danmark. Mens vi har fået en lang række journalistiske bøger, bl.a. med soldaternes egne beretninger fra krigen, virker de skønlitterære forfattere endnu tvivlende og tøvende.

Krigen i litteraturen egner sig til tidens store efterspørgsel på thrillers, men dermed bliver krigen også nemt staffage for et plot, der nok underholder, men ikke nødvendigvis kommer med de dybe spadestik og alternative perspektiver, som Günter Grass savner. Hanne-Vibeke Holst forsøgte ganske vist at integrere debatstoffet om krigen i »Dronningeofret« i (2008), der afslutter forfatterens politiske trilogi. Også Morten Hesseldahl indarbejdede en del gode dialoger om krigen og den internationale islamdebat i sin politiske thriller »Drager over Kabul« (2007), der bl.a. portrætterer den afghanske præsident Hamid Karzai. Men dybe spadestik? Nej, desværre.

Et eksempel på en roman, der bruger krigen som afsæt for akut spænding, er Michael Katz Krefelds thriller »Protokollen« (2010), hvor en mentalt ustabil Afghanistan-soldat hverves som bombemand af en gruppe danske krigsveteraner og ultranationalister, der gennemfører en terrorhandling i København for at skabe modstand mod muslimerne. Her bliver soldaten reduceret til et instrument for andres onde vilje, hvilket er en lige lovlig uopfindsom genindspilning af temaet, konflikten og konspirationen fra Hanne-Vibeke Holsts roman, der også skildrer en ensom Afghanistan-veteran, der hverves som attentatmand for højreradikal dansk terror.

I disse romaner bliver de traumatiserede soldater rekrutteret til voldsom kriminalitet af danske racister med nazistiske sympatier. Man kunne mene, at det var et uanstændigt skudsmål at give de soldater, der løser et livsfarligt job i en tjeneste, som politikerne sender dem ud på. Men i fiktionens verden kan alt naturligvis retfærdiggøres – og i øvrigt fik de to romaners plot tilføjet troværdighed da Charlotte Johannsens ikke-fiktive under cover-afsløring af det racistiske fodboldmiljø i Århus, »Forklædt som nazist« (2010), beskrev, hvordan flere Afghanistan-veteraner efter hjemkomsten søger et ståsted i den ekstreme, voldelige hooliganisme.

I romanerne begår eks-soldaterne ikke terror på grund af politisk ideologi, men som en konsekvens af egne krigstraumer og andres manipulerende kynisme. De er hjemmegroede terrorister, men på en måde uskyldige. Terrororganisationerne giver dem den samme mening, som de fandt i hæren – en mening som hverdagen udenfor det militære system ikke kan tilbyde.

Krigen i soldaten
Lars Husums roman »Jeg er en hær« (2010) er blevet kendt som den første danske litterære fiktion om krigens konsekvenser for soldaterne. Romanen er et vigtigt og vægtigt bidrag til forståelsen af krigen som et livsfarligt og identitetsskabende sted, og den skildrer de store psykologiske eftervirkninger for soldaterne, der har svært ved at finde sig til rette efter endt mission. Trygheden herhjemme giver pludselig ingen mening. Taleban er en dødsfjende, hvis sprog man både frygter og forstår. Men når kæresten vil juleshoppe, slår det klik.

I modsætning til Hanne-Vibeke Holst og Michael Katz Krefeld lader Lars Husum ikke sine eks-soldater hverve til kriminalitet, men alle forfatterne har ensomheden, meningsløsheden og angsten til fælles. Krigen som traume for den enkelte vender hele tiden tilbage.

»Jeg er en hær« er ofte blevet omtalt som den første om roman om soldaterne, men det passer ikke. Debutanten Niels Ole Qvist brugte samme stof i »Tango 4« (2008), som også skildrer soldaternes mentale sammenbrud. Vi læser bl.a. om en soldat, der netop er kommet hjem på orlov, og er blevet hentet af sin kæreste i lufthavnen. Hun kører bilen, han sidder ved siden af. Pludselig kaster han sig ind over rattet og tvinger bilen over i den modsatte vejbane. Han havde opdaget en vejsidebombe! Sagen er jo bare, at der ikke er vejsidebomber i Vejle. Men selvom man tager soldaten ud af krigen, kan man ikke tage krigen ud af soldaten.

Lars Husums »Jeg er en hær« og Niels Ole Qvists »Tango 4« er romaner om soldaten som en desperado i søgen efter en identitet. Men de går ikke i dybden med krigens årsag, de handler knap nok om Afghanistan, og de folder ikke det store, forkromede samfundsperspektiv ud. Derfor lever de ikke op til Günter Grass’ fordring til skønlitteraturen om at bidrage til den politiske viden, men de giver os psykologisk (og solidarisk) indsigt i soldaternes situation, og det er vigtigt i en tragisk tid, hvor de alt for unge mænd vender hjem i kister så ofte, at nyheden om endnu en dræbt dansk soldat, er reduceret til en forvokset note på side 12.

Soldaten står altså langt stærkere end selve krigen i moderne dansk litteratur om Afghanistan. Det skyldes jo nok, at soldaten er konkret, mens krigen er kompleks (og dermed så meget desto større en udfordring for den rette forfatter). Men soldaten er karakteristisk nok ikke nogen hovedkarakter (på nær hos Lars Husum og Niels Ole Qvist). Han bliver derimod flere gange skildret som en biperson, et fysisk eller mentalt offer, en social zombi, måske en fatalist, f.eks. i Mikael Josephsens bundsolide socialrealisme fra Svendborg, »Neden under«, hvor en hjemvendt soldat venter på en benprotese og i Niels Lunds »Før det sidste«, hvor det periferet nævnes, at en mand er hjemsendt fra krigen på grund af »noget med nerverne«.

Men hvad enten soldaten er hovedperson eller biperson: de danske romaner, der forholder sig til Afghanistan – grundigt eller perifert – inddrager soldaten og ikke mindst eks-soldaten. Dermed leverer forfatterne indtil videre en meget traditionel udgave af genren »krigslitteratur«, og fornyelsen af synsvikler og perspektiv har vi til gode.

Krigskritisk lyrik
Traditionelt er poesien et velegnet sted at udtrykke politiske holdninger – men risikoen for at skrive skrækkelige digte er overhængende. Det er dén der sandhed med, at al god kunst er politisk, men al politisk kunst er dårlig. Hvor står Afghanistan-krigen så i dansk lyrik?

Krigen brød ud den 7. oktober 2001 som svar på terrorangrebet i New York den 11. september. Nøjagtig samtidig skrev digteren Klaus Høeck et langt online-digt (nettet var nyt for litteraturen for ti år siden!), der kommenterede tidens begivenheder decideret politisk. I et par strofer forholdt han sig til Afghanistan og de bombardementer, der var optræk til, bl.a. med en henvisning til den oldgræske filosof og forfatter Xenophons (ca. 430-354 f. Kr.) værk »Anabasis« om 10.000 græske lejesoldaters skæbne, da de blev hyret til at deltage i et kupforsøg i Persperriget:

»imagine: at/ læderhalsene og de/ indkaldte reser/ ver kæmper sig vej/ op fra havet som i et/ tredie anaba/ sis (mens du skande/ rer disse vers) for at gen/ etablere bro/ er vejnettet og/ hele infrastrukturen/ i afghanistan«
Klaus Høecks politiske digt forholder sig ikke eksplicit til den danske deltagelse i krigen, men Klaus Rifbjerg lader sig i sommeren 2009 inspirere af endnu en nyhed om dræbte danske soldater. I digtet »De ukendte soldater» skriver han bl.a. om de soldater, hvis død er en tragedie, som intet evigt lys vil brænde over:

»Som af vinden hvirvles de væk/ Som havets skum farer de hen/ Som glimt i bevidstheden/ Blusser de op og forsvinder// Men skammen bliver tilbage/ Løgnen hvis enorme tæppe af slam/ Omfatter os som sendte dem af sted// På en heroisk mission impossible/ En dødsens tivoli-udflugt/ I frihedens og demokratiets navn/ Med automatvåbnet i den ene hånd/ Og skovlen til genopbygning i den anden»

Krigskritisk lyrik, til tider rasende og indigneret, finder vi også hos Thomas Boberg i »Hesteæderne» (2010) og hos Ursula Andkjær Olsen, der i »Havet er en scene» (2008) mikser tekststykker fra amerikanske militærblogs ind i sin egen lyrik:

»Krig er altings fader! I don´t/ think so! Altings mål! Altings/ fucking kors i røven. Krig og fred og/ æg og høne og due: Så er jeg en due af fred en due af fred en/ due af fred og fandango og hokus pokus! Det/ kunne have været smukt hvis ikke det sårbare/ netop var så afskyeligt»

Endelig skal det nævnes, at den norske digter Paal Bjelke Andersen har sin egen måde at skildre krigen på i bogen »NAVNET – et dikt for høytlesning på dansk og norsk» (2010), udgivet på det danske forlag After Hand. Bogen består slet og ret af et navnearkiv over dræbte danske og norske soldater i Afghanistan 2001-2010, samt navnene på 577 døde civilie afghanere.

Han er en hær
Som vi har set, er det i højere grad soldaten end krigen, der er i centrum for de danske forfatteres skildring af krigen i Afghanistan. Men der er én undtagelse: Ingen dansk forfatter har engageret sig så markant som Carsten Jensen, både som reporter, essayist, debattør og dramatiker (»En dag i Helmand», Bornholms Teater, 2010) – og ifølge Kristeligt Dagblad den 25.6. 2010 så også på et tidspunkt som romanforfatter (så må man bare inderligt håbe, at han skriver en god roman denne gang, gerne en roman, der kan leve op til Günter Grass’ forventninger til litteraturen).

Carstens Jensens Afghanistan-tekster består bl.a. af reporrtageessays gennem mange år, der kan læses samlet i »UD. Opdagelsesrejser 1978-2010» (2010) og af avisessays som »Den ubekvemme krig» (Politiken, den 22. maj 2010), der opstiller ni danske dogmer om krigen. Senest har Carsten Jensen skrevet »Operation Meningsløs» (Politiken, den 13. november 2010), der angriber NATO for at være decideret destabiliserende i Afghanistan.

Om man er enig med forfatteren eller ej, må man erkende, at han yder en utrættelig indsats som forfatter med politisk engagement. For at beskrive Carsten Jensens rolle som dansk forfatter med Afghanistan som emne, må man slå Lars Husums titel om i tredjeperson: Han er en hær. Nærmest en intellektuel énmandshær.

# # #

Andre Afghanistan-romaner
• Morten Sabroe: »Det 13. spil« (2010). Thriller om bl.a. islam. Hovedpersonen hedder Hellmann, hvilket vel skal opfattes som en henvisning til Helmand-provinsen, et symbol på kaos og vold.

• Ib Michael: »Orbit« (2010). Kryptisk roman, hvor hovedpersonerne er en slags mytologiske tidsrejsende, den unge mand Ronnie bl.a. med en fortid som soldat i Afghanistan.

• Kåre Bluitgen: »Latteren i hjertet« (2009). Ungdomsroman fra et navnløst land al á Afghanistan.

• Jesper Nicolai Christiansen: »Soldater græder ikke« (2010). Ungdomsroman bruger landet – både konkret og metaforisk – som det sted, hvor en tvangsfjernet piges far er forsvundet.

• Og så har den tidligere jægersoldat Thomas Rathschak bebudet at han vil skrive en roman som opfølger til den kontroversielle »Jæger – i krig med eliten« (2009), som Forsvaret som bekendt forsøgte at få stoppet.



Skriv en kommentar