Antiloperne der samlede en nation

Amnesty International, februar 2010.

Clint Eastwood har instrueret og Morgan Freemann spiller hovedrollen i en ny storfilm, der portræterer Nelson Mandela i årene efter apartheid. Vi har været i biffen.

Til sommer er Sydafrika vært for Verdensmesterskaberne i fodbold, og mens vi varmer op, kan vi se Clint Eastwoods nye, tankevækkende, stort set autentiske – og kun let patetiske – storfilm om Nelson Mandelas bestræbelser på at få en splittet befolkning til at skabe en Regnbuenation. Og her kommer fodbolden ind i billedet som et fantastisk apropos – for præsidenten indså nemlig, at kun sporten kunne skabe den følelse af fællesskab, begejstring og stolthed, der kunne forene Sydafrika efter apartheid.

I 1995 lagde Sydafrika også stadions til en VM-slutrunde – den gang i rugby, der er så populært på de kanter. Landets eget rugbylandshold – populært kaldet The Springboks – var forhåndskvalificeret som værtsland, men sportsligt var holdet i en elendig forfatning. Værtsskabet var kommet som en anerkendelse af, at apartheid var forbi, men sportsligt led landsholdet stadig under mange år uden kampe pga. denn internationale sportsboykot af det racistiske styre.

Nelson Mandela, der ikke selv havde stor forstand på rugby, indså at landet havde brug for det stik modsatte af en række ydmygende nederlag. Da han overværede en testkamp mellem Sydafrika og England, opdagede han, at det kun var det hvide publikum der heppede på The Springboks. De sorte sydafrikanere holdt med England! Nelson Mandelas drøm var, at skabe ét hold som hele landet skulle kunne stå sammen om. Sydafrika havde brug for sejre, store sejre, der kunne give folk noget at juble over, noget der kunne indgyde mod og fremtidstro.

Et hold, et land
Præsidenten inviterede anføreren for holdet, Francois Pienaar (spillet her af Matt Damon) på te og opbyggelig samtale. Hvad ville han egentlig, spørger hans kæreste efter mødet. – Han ville vist have os til at vinde verdensmesterskabet, svarer anføreren forvirret.

Ja, Nelson Mandela (sympatisk spillet af look alike Morgan Freemann) ville såmænd bare gerne vinde lidt rugby til gavn og glæde for nationen. Han spekulerede derfor ganske klogt i sportens rolle for befolkningen, og hvis dét virker kynisk, kan man jo bare tænke på, hvordan fodbold m.m. altid er blevet spændt for en politisk eller nationalistisk vogn.

Præsidenten søsatte kampagnen One Team, One Country. Han talte om at sydafrikanerne måtte inspirere sig selv til storhed, fordi intet mindre kunne gøre det. Storhed skulle man nå ved at lede gennem det gode eksempel, sagde han, og med formidabel sans for symbolkraft forlangte han, at hans sikkerhedsfolk både skulle være hvide og sorte. Synd at sige at det gamle apartheidstyres hvide bodyguards og de sorte fra ANC havde lyst til at arbejde sammen. Men også her kunne rugbysporten bygge de nødvendige broer.

Filmens titel, Invictus, er hentet fra et digt af den engelske digter William Ernest Henley (1849-1903). Digtet – hvis latinske titel betyder Uovervindelig – er skrevet i hospitalssengen af den poliosyge og benamputerede digter, og det skildrer en rank og stædig sjæl, der ikke kan knækkes af livets fortræd. My head is bloody, bun unbowed, hedder det et sted, og digtet kulminerer: I am the master of my fate, I am the captain of my soul – jeg er min skæbnes herre, jeg er min sjæls kaptajn.

60.000 fans og 43 millioner sydafrikanere
I filmen fortæller Nelson Mandela, at dette digt hjalp ham med at holde modet oppe under hans 27 år lange fangeskab på fængselsøen Robben Island, og han giver det til Francois Pienaar som et led i den moralske oprustning (at det i virkeligheden ikke var dette digt, Mandela gav Pienaar, men et uddrag af en Theodor Roosevelt-tale, gør ikke så meget).

One Team, One Country er et eksempel på effektiv nations building og nations branding, som man siger i dag. For Nelson Mandela var det vejen til at skabe en sammenhængende nation. På The Springboks – i filmen som i virkeligheden – var der kun én sort spiller, Chester Williams, resten var hvide, men præsidenten fokuserede ikke på ubalancen, men på muligheden for at komme i bedre kontakt med den sorte befolkning. Så han sendte sit hvide hold ud i de sorte townships for at træne med drengene. Befolkningen skulle opdrages til en fælles identitet.

Om projektet det lykkedes? I Invictus ser vi, hvad der skete i virkeligheden, dengang i 1995 – Sydafrika vandt verdensmesterskabet i rugby! Nelson Mandela blev hyldet af sorte og hvide, og udenfor stadion festede hvide politibetjente sammen med en fattig sort dreng, som får lov at lytte med til finalen på bilradioen. Ikke er øje er tørt, Regnbuenationen lever.

Da Francois Pienaar får overrakt VM-trofæeet af Nelson Mandela himself, klædt i en Sprigbok-bluse med Pienaars navn på ryggen, bliver han interviewet på stadion: ’Det må have hjulpet meget at have 60.000 fans i ryggen her på Ellis Park?’ Og anføreren svarer: ’Vi blev ikke støttet af 60.000 fans her, vi blev støttet af 43 millioner sydafrikanere!”
Nelson Mandelas mission completed!

Nu hopper vi så fra 1995 til 2010. De nybyggede sydafrikanske stadions skal huse verdens største sportsbegivenhed næst efter OL. Fuldkommen som i 1995 er det sydafrikanske landshold nede i en bølgedal, dårligt spil, dårlige resultater, men med blandt verdens bedste i kraft af værtsskabet. Og også denne gang er farvefordelingen skæv på det sydafrikanske landshold. Men denne gang er blandingsforholdet det modsatte. Alle spillerne er sorte, på nær én Mens rugby er de hvides sport, er ægte fodbold traditionelt de sortes.

Når VM i fodbold begynder i Sydafrika til sommer, vil hele verden finde anledning til at hylde Nelson Mandela. Og apartheidsystemets banemand vil selv finde anledning til at hylde Regnbuenationens fodboldhold, Bafana Bafana. Men Springboks-sejren fra 1995 vil ikke blive kopieret. Hvad verdensmesterskaber angår, er det sydafrikanske mirakel forbi.

INVICTUS. Instruktion: Clint Eastwood. Premiere den 25. februar.

NOTER

Udviklingsdramatik
Det er nu, at forårets teateroplevelser skal planlægges, og på Det Kongelige Teater er der længe ventet nyt fra forfatter og dramatiker Astrid Saalbach. Rødt og grønt hedder skuespillet, der foregår i et borgerkrigshærget land i den 3. verden (ingen nævnt, ingen glemt). Her møder vi udsendte medarbejdere i diverse udviklingsprojekter, og stykket stiller en række væsentlige spørgsmål: Hvordan begår man sig i en kultur, man ikke forstår? Hvordan hjælper man – ved at følge reglerne, eller ved at bryde dem? Og hvordan bevarer man sig selv, når man med jævne mellemrum er nødt til at skifte land – og hvordan bevarer man optimismen, når alle ens projekter slår fejl? Ifølge Det Kongelige Teater er Astrid Saalbachs stykke en beskrivelse af de vestlige idealers møde med den 3. verdens benhårde virkelighed, og skuespillet kaster en bombe ned i den vesteuropæiske selvtilfredshed. Uden at have set stykket endnu, kan man vist roligt konstatere, at Rødt og grønt tager fat på de samme emner som Tørk Haxthausen behandlede i tv-serien Udvikling og Jakob Ejersbo i romantrilogien fra Afrika, Eksil, Revolution og Liberty.

Astrid Saalbach: Rødt og grønt. Det Kongelige Teater den 22. april – 5. juni.

Ekspeditioner til landets indre
I 1970’erne brød den tyske journalist Günter Wallraff igennem med sine under cover reportagebøger, hvor han afslørede det tyske samfunds vrangsider – udbytterne, undertrykkerne, svindlerne og ikke mindst racisterne. Og nu er han tilbage. Atter engang har reporteren påtaget sig falske og forklædte identiteter for at få de ægte og ufortyndede oplevelser som f.eks. sort, hjemløs eller underbetalt industriarbejder. Og atter engang har han beskrevet urimelighederne, overgrebene og fordommene i en række journalistiske virkelighedsreportager. Günter Wallraff kalder selv sin journalistik for reportager fra den fagre nye verden – eller ekspeditioner til landets indre.

I bogens åbningstekst, Sort på hvidt, undersøger journalisten, forklædt som sort, hvordan det er at være f.eks. arbejdsløs somalier i Tyskland. I et helt år levede Wallraff som somalier, og han reflekterer bl.a. over, hvordan forklædningen som sort giver ham andre problemer, end hans øvrige under cover identiteter: ”Måske ville det være gået mig bedre som perfekt tysktalende, sort læge eller som sort musiker. Men jeg har altså ikke noget arbejde (lige som alle de andre flygtninge i Tyskland, som ikke har kunnet få arbejdstilladelse) og kan ikke pege på nogen særlige evner eller erhvervserfaring, jeg er ikke nogens kollega som jeg var i rollen som tyrkisk gæstearbejder, BILD-redaktør, bager eller callagent. Selv som hjemløs var jeg blandt ligemænd – men som sort blandt hvide? Jeg er simpelthen bare den fremmede, den sorte fremmede, og fremstår som sådan som værgeløs og værdiløs overfor et toptunet samfundssystem. Således kan alle, jeg møder, ytre deres racistiske rygmarvsreflekser, smide deres dumsmarte bemærkninger eller deres knytnæver i hovedet på mig uden at være hæmmet af en respekt for et bestemt erhverv eller indkomst.”

Günter Wallraff: Fra den fagre nye verden. Ekspeditioner til landets indre. Forlaget Per Kofod. Udkommer i marts.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.