Tørklædemuslim og hjemmeværnsdansker

Kommentar i Weekendavisen den 24. juli 2009.

Maria Mawla. Hjemmeværnet kan ikke leve op til sit slogan: ”Vi træder frem, hvor andre viger tilbage”…

Vi kræver med god ret, at muslimerne her i landet skal bekende sig til danske værdier – ellers risikerer de at vi mistænker dem for at være fundamentalister i forklædning. Når en muslim (der har været dansker siden hun var fire månder gammel) så gør en aktiv indsats i noget så nationalt som Hjemmeværnet, bliver kravet straks skærpet. Det er ikke nok at tørklædeklædte Maria Mawla arbejder frivilligt for Danmark og danske værdier. Nej, hun skal også udviske sin religion og muslimske identitet.

Det hele begyndte den 14. juli da Hjemmeværnet med tydelig stolthed lagde en artikel på sin hjemmeside om den 27-årige tørklædeklædte universitetsstuderende Maria Mawlas uddannelse i korpset. Men hvor naiv har man lov at være? Troede Hjemmeværnet virkelig at vi har plads til den slags i Danmark? Og troede Maria Mawla selv virkelig at det ville lykkes for hende at blive godkendt som tørklædemuslim og hjemmeværnsdansker på samme tid – hun som ellers for ti år siden ikke engang kunne accepteres som kassedame i den første store danske tørklædestrid?

Ja, det troede de, men de havde gjort regning uden vært. Den 19. juli udsendte havnebetjenten i Hanstholm, forsvarsordfører Ib Poulsen fra Dansk Folkeparti, nemlig en pressemeddelelse, hvor han bl.a. skrev ”Det giver ingen mening, at Hjemmeværnet og det danske forsvar kæmper for demokratiske værdier i udlandet, når man samtidig tillader et medlem af Hjemmeværnet at bære et så udemokratisk og diskriminerende symbol. Jeg er nærmest chokeret over, at Hjemmeværnet ligefrem roser sig selv for det. På den måde blåstempler Hjemmeværnet den kvindeundertrykkelse, som det muslimske hovedtørklæde er udtryk for.”

Hjemmeværnet gik herefter straks fra at være en del af Danmarks totalforsvar til at kapitulere betingelsesløst. Værnets politiske chef, Venstremanden Ulrik Kragh, blafrede straks med det hvide flag og forbød Maria Mawlas videre uddannelse i korpset – med mindre hun smider tørklædet.

I Hjemmeværnskommandoens erklæring den 19. juli hed det: ”Vi vil gerne, at Hjemmeværnet afspejler befolkningen, og er glade for, at også muslimske borgere ønsker at være frivillige i Hjemmeværnet – og dermed tager ansvar for forsvaret og beskyttelsen af Danmark og danske værdier. Men det var en fejl, at den pågældende kvinde fik lov at bære hovedtørklæde under uddannelsen. Uniformsbestemmelserne gælder alle, og de er først og fremmest skabt af hensyn til Hjemmeværnsenhedernes sikkerhed.”

Sammenfattende kan vi konstatere, at Dansk Folkeparti altså anser Danmarks kamp for demokratiske værdier i udlandet for at være meningsløs pga. en enkelt kvinde med tørklæde i Hjemmeværnet. Og Hjemmeværnet selv mener pludselig, at Maria Mawlas armygrønne tørklæde inde under den reglementerede kasket eller hjelm kan true delingens sikkerhed, fordi fjenderne får for nemt ved at identificere hende i kamp – om dem er der jo rigtig mange af, hvor Maria Mawlas gør tjeneste i sanitetsenheden for København City!

Dansk Folkeparti nærer som bekendt en dyb mistillid til muslimer, og partiets logik virker på denne måde: Hvis Maria Mawla ikke tager tørklædet af, modarbejder hun vores værdier. Hvis hun gerne vil arbejde for vores værdier uden at lægge tørklædet, er hun en indre fjende, ja måske en muldvarp, en potentiel hjemmegroet terrorist, der skal holdes væk fra forsvaret sådan som kommunisterne blev det i sin tid. Men hvofor tillægge dette tørklæde så stor betydning? Maria Mawla er jo det levende bevis på, at det godt kan bæres af emanciperede, højtuddanede og selvstændige kvinder. Hvorfor ikke byde hende velkommen som en rollemodel? Og hvad vil Dansk Folkeparti så stille op med de muslimske mænd – eller muslimske kvinder uden tørklæde – som engang måtte finde på at engagere sig i Hjemmeværnet? Hvilket argument kan de mon finde på for at gøre dem uforenelige med vores værdier?

At Dansk Folkeparti forfalder til en populistisk, proportionsløs provokation som et led i partiets totalangreb på alt muslimsk, kan ikke undre. Men at Hjemmeværnet, der ellers havde forhåndsgodkendt hovedbeklædningen og jo var tydeligt stolte at Maria Mawla, ikke har mod og mandshjerte til at forsvare en af deres egne frivillige mod Dansk Folkeparti, er meget bekymrende.

I maj 2008 havde vi balladen om Domstolsstyrelsen, der mente, at muslimske dommere med tørklæder i princippet og i teorien kunne være ok. Det hidsede Dansk Folkeparti sig op over, hvilket bl.a. kom til udtryk i partiets løgnagtige og demagogiske annonce, der viste en ”dommer” i burka, ikke tørklæde. Dengang var der ingen der interesserede sig for, at Domstolsstyrelsens vejledning til de ansættende domstole ikke mindst handlede om, at de ved jobinterviews skulle spørge ekstra omhyggeligt til evt. tørklædeklædte juristers demokratiske sindelag. Det var integration koblet med mistillid til muslimer.

Tørklædekonflikterne i Domstolsstyrelsen og Hjemmeværnet genrejser dette overordnede spørgsmål: Hvor synlig må religion og religiøse symboler være? Da Anders Fogh Rasmussen var statsminister, talte han meget om at begrænse religion i det offentlige rum. Modsat ham mener integrationsminister Birthe Rønn Hornbech, at det ikke angår myndighederne at bestemme, hvordan folk går klædt. Samtidig har Søren Pind gjort sig til talsmand for det klassiske Dansk Folkeparti-dogme om, at vi ikke skal have integration, men assimilation – altså ensidig tilpasning i kultur og normer. Og Dansk Folkeparti prøver som altid at gøre det svært for muslimer at vinde fodfæste i det danske samfund, og derfor omfatter partiets sommeroffensiv også et krav fra Martin Henriksen om, at det skal være forbudt at bære tørklæder for alle offentligt ansatte, ikke kun på f.eks. skoler, men også i plejesektoren, hvilket vil skade kvindernes position og integration enormt.

Hjemmeværnet har svigtet en frivillig, der gerne vil gøre en indsats, oven i købet en kvinde der kunne bevise, at man godt kan bære tørklæde og være religiøs, fri og selvstændig på samme tid. At Maria Mawlas tørklæde skulle være en sikkerhedsrisiko er et latterligt argument, som virker særlig søgt i fredstid. Man kunne have afvist Ib Poulsen og fastholdt en pragmatisk linie, hvor kvinden fik sin uddannelse, selvom hun bærer tørklæde – det er jo hverken neongrønt eller prydet med fjendtlige Korancitater. I stedet lod man sig frygtsomt kyse, helt i modstrid med Hjemmeværnets slogan: ”Vi træder frem, hvor andre viger tilbage”. Nej, Hjemmeværnet veg tilbage, da Dansk Folkeparti trådte frem.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.