Klas Östergren: Orkanfesten

Anmeldelse i Weekendavisen den 20. februar 2009.

Loke. Klas Östergren deltager i et internationalt forlagsprojekt for mytefortolkning. Det handler dels om at respektere det uafvendelige, dels om at trodse overmagten.

En død mands nys

Dette må være et af de særeste litterære sammentræf, jeg nogensinde er stødt på: I den svenske forfatter Klas Östergrens Orkanfesten forsøger en far at opklare, hvad der skete da hans tyveårige søn blev slået ihjel. Det viser sig, at sønnen nøs under fest, hvor han ikke burde have nyset (mere om det senere) – og historien om den døde mands nys er oversat fra svensk af Pia Juul, der i 1993 udsendte sin tredje digtsamling, der hed… En død mands nys. Underligt, ikke sandt?

Klas Östergrens nye roman er et bidrag til det internationale forlagssamarbejde, som Tiderne Skifter er en del af, hvor en række forfattere fra mange lange inviteres til at skrive en roman over en myte. Den svenske forfatter har valgt at skrive ud fra den nordiske mytologi og fortællingen om Loke, og det er der kommet en sær, svær og sjælden slags roman ud af, som altså er fordansket af Pia Juul, der har ydet en samvittighedsfuld og stort set lydefri indsats, hvor kun få svecismer (eller hedder det svedismer?) skurrer i ørerne, f.eks. burde mærkværdig have været bemærkelsesværdig, almenheden burde have været offentligheden, hore burde have været luder og hændelsesforløb burde have været begivenhed, for ikke at tale om liksom, som svenskerne ligesom godt kan strø ud over hver og hver anden sætning, men som ligesom ikke giver megen mening, når det på dansk bliver ligesom brugt, genbrugt og misbrugt, hvor det bare kunne have været udeladt.

Orkanfesten er et kompliceret forvirringsspil for både hovedpersonen Hanck Orn og læserne. Hvad er det egentlig, der foregår i denne sære verden, hvor oldnordisk mytologi indtræder i en symbiose med en relativ nutidsnær fremtid? Samfundet er gået i opløsning, demokratiet er afskaffet og Klanen styrer det hele i den aflukkede Byen Under Tag, der ligger i et ubestemmeligt land, måske et bud på et fremtidigt, klimakritisk Sverige, hvor regnen pisker og solen skolder.

I dette dystopiske land følger alle mennesker med i fjernsynet, hvor man nonstop kan se kæmpekvinden TomBola, der hver nat fortærer en ny ung mand. I fjernsynet kan man følge med nonstop, når kæmpekvinden TomBola hver nat fortærer en ny ung mand. Ved romanens åbning sidder den enlige Hanck Orn ved radioen og lytter til transmissionen fra kirken, hvor en enkelt orgeltone lyder, sådan som den har gjort i generationer. Pludselig går strømmen og tonen forsvinder: Noget uhelds- og skæbnesvangert er under opsejling.

Hanck Orn arbejder som taksator for en forsikringskoncern, og da han skal bese et hus, der er blevet plyndret, opdager han et stort lager af gammeldags skrivemaskiner i perfekt stand. Selvom kun få kan læse og skrive, er disse maskiner i høj kurs blandt undergrundens intellektuelle. Han opkøber alle maskinerne, og da han kort efter bliver fyret som taksator, vælger han at leve som forhandler og reparatør af sjældne skrivemaskiner, værdifulde og obsolete (et juridisk begreb, som Klas Östergren bruger flittigt, det betyder vist noget i retning af ”gyldig, men ikke gangbar”).

Den sidste taksatoropgave blev en dobbeltskæbne for Hanck Orn, for ikke alene opdagede han sin kærlighed til skrivemaskiner (en kærlighed han deler med sin forfatter, idet Klas Östergren ikke bruger computer, men skriver på gamle hakkebræt, som han ejer i flere eksemplarer og derfor også opkøber alt det gammeldags farvebånd, han kan komme i nærheden af), nej han møder også en ung kvinde, som han dyrker pludselig og impulsiv sex med. Hun tilhører en underprivilegeret gruppe, der dyrker det at nyse som en slags ophævelse af tid og logik, et kort møde med noget overjordisk. Senere får Hanck Orn at vide, at kvinden blev gravid, men døde under fødslen, og pludselig er han far til Toby, der vokser op uden at kende sin baggrund for alvor, men morens tro på nyset skal vise sig at blive hans sære skæbne.

Som ung mand er Toby en meget talentfuld kok, og han har arbejde på en overklasserestaurant, hvor man serverer retter, som de fleste mennesker end ikke har hørt om. Her kommer medlemmerne af den frygtede og magtfulde Klan – en mafiøs gruppe, der styrer landet – og da de holder deres rituelle Orkanfest, bliver Toby taget i at nyse på et af klanmedlemmerne – Loke! Efter drabet bruger han hele sit talent til at så splid og ”blande mén i mjødet”:

”Ingen ville nogensinde blive sig selv igen. Måske var denne hensigt uklar i begyndelsen, mere en tåget, uformuleret utilfredshed, en irriterende følelse af, at der foregik noget som ingen kunne se, kun han. Det var først blevet klart, da en ung kok have stået ved siden af ham og nyst, lige ud i luften og selvmodsigende havde fået alt til at fremstå så tydeligt og klart. Et lille, ubetydeligt nys havde bevæget sig i luften, havde sat en hvirvel i gang, svingdørene havde viftet mere ild ind, havde givet den nærig, gjort den større og stærkere, fodret med al den synd, alt det svig og al den skyld der lå i luften derinde, så det var vokset til en storm, der snart ville opnå orkanstyrke,” skriver Klas Östergren, der altså pludselig flytter den nordiske mytologis guder med ind i sin kulturpessimistiske science fiction, hvor de deres indbyrdes magtkampe og hævnopgør udspiller sig indenfor rammerne af Klanen.

Her falder alle skillelinjer, og mytologien, fremtidsvisionen og den gennemgående og bærende historie om en fars kærlighed til den mistede søn, fletter og integrerer sig i hinanden i en interessant, men uigennemskuelig, fortælling om risikoen for at miste, ønsket og hævn og behovet for at forsone sig med det, man alligevel ikke har magt til at ændre. Den ensomme og stærkt savnende Hanck Orn ikke noget tilbage at miste, for han har været stækket siden dengang – hvornår, ved vi ikke – hans navn mistede de to prikker over O’et og Örn blev til Orn (i øvrigt fuldkommen samme slags skæbne som hovedpersonen i Klas Östergrens dobbeltroman Gentlemen og Gangsters, der engang hed Morgonstjärna, men siden måtte nøjes med at blive kaldt Morgan), og våbnet med en revolver drager han af sted mod restauranten hvor Loke slog Toby ihjel.

Men det kommer ikke til nogen konfrontation. Hanck Orn indser at revolveren aldrig kan fremtvinge det svar, som han søger: Hvad vil det betyde, hvis jeg tilgiver? Herefter indser han, svaret måske ligger i den gamle skrivemaskine: ”Han var bundet til den af et løfte: at vidne, at fortælle, at aflægge rapport om kærligheden, sådan som han havde oplevet den.”

Pennen er stærkere end sværdet, og skrivemaskinen overgår revolveren. Er det ikke Klas Östergren, der beskriver sin egen forfatterrolle her? Hans moderne mytetolkning udtrykker på den måde tillid til den skabende fortællings styrke og handler dels om evnen til at tilgive, dels om behovet for at respektere det uafvendelige, om nødvendigheden af at tilpasse sig de herskende vilkår, og om at trodse overmagten og søge sandheden for sin egen selvrespekts skyld.

Orkanfesten er et genreeksperiment, der ikke slipper entydigt godt fra integrationen af de store temaer i genfortalt mytologi og illusionsløs fremtid. Men ikke desto mindre er Klas Östergren altid læseværdig, intellektuel stærk, kunstnerisk ukuelig og menneskeklog som han er.

Klas Östergren: Orkanfesten. Roman om en myte. Oversat fra svensk af Pia Juul. 292 sider, 299 kr. Tiderne Skifter.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.