Amnesty, maj 2008.

Omar Shargawi debuterer som instruktør med ‘Gå med fred, Jamil’ om fjendskabet mellem sunnier og shiaer i København. Det er en blodig og rå film, der skildrer, hvordan venskabers krav om loyalitet kammer over og bliver til vold, som gerningsmændene retfærdiggør med religion. Men det er også en film med en forsonende humanisme.

Der er hverken blevet plads til Anders W. Berthelsen eller Nicolai Lie Kaas eller nogen af de andre danske stjerner, der synes at befolke hver og hver anden dansk film i disse år – men til gengæld præsenterer den debuterende instruktør Omar Shargawi os for en række nye mørke og udtryksfulde ansigter, som han har castet i sin egen familie og omgangskreds. Sjældent – aldrig? – før har vi været så tæt på autentiske mennesker fra det københavnske indvandrermiljø, som i denne interessante, opsigtsvækkende og foruroligende film om menneskehævn og menneskehed.

Muslimer er ikke bare muslimer. Der er sunnier og shiaer, som siden profetens dødsdag har været i strid om den rette lære, og den dag i dag er der mennesker, der bærer den nedarvede konflikt videre og sørger for at smøre dens tandhjul med frisk blod.

Sådan et menneske er Jamil, der bor med sin familie i København. Han kommer under vejrs med hvem der for mange år siden dræbte hans mor i Libanon, et drab som Jamil overværede som dreng, og som betød at han måtte flygte sammen med sin far. En dag opdager han, at morderen også bor i Danmark, og at de er en del af den samme kriminelle undergrund. Nu må Jamil gøre det, som hans far aldrig fik gjort: hævne sig på morens morder.

Filmen skildrer, hvordan venskabers krav om loyalitet kammer over og bliver til vold, som gerningsmændene retfærdiggør med familieære og religion. Jamils far har afstået fra at bære konflikten videre, og han forsøger nu desperat at mægle mellem sin egen søn og lederen af den gruppe shiaer, som Jamil nu sætter sig op imod. At faren bevidst har fravalgt blodhævnen, er filmens moralske omdrejningspunkt og dens forsonende humanisme, som får et helt konkret ansigt i form af Jamils lille søn, Adam, som – ved en tidsmæssig fremskrivning – selv kan være næste led i den ustoppelige række af hævndrab. Som Jamils far siger: “Vi må slutte cirklen, det må stoppe”.

Adam er ikke et tilfældigt navnevalg til Jamils søn. Adam betyder menneske, og den kønne dreng repræsenterer hele menneskeheden. ”Lille menneskehed!” kalder hans farfar ham, og da Adam ikke kan forstå, at hans rastløse far igen skal skynde sig af sted, på flugt eller på jagt i byens gader, siger han med en spinkel stemme: ”Baba, du går hele tiden fra mig”. Jamil svarer: ”Jeg går aldrig fra dig, du er min menneskehed, jeg skal passe på dig.”

Da Jamil har fået stillet sin første hævntørst, begynder han at overveje sin fars fornuft. I den nedarvede strid mellem sunnitter og shiaer er det en æressag at hævne, men at sætte sig ud over hævnen, kræver mere end almindeligt mod og moral. Og den, der bryder cirklen, må først sætte sig op mod sine egne, skuffe deres forventninger og miste deres anseelse.

Om det lykkes at holde Adam ude af konflikten – om det lykkes ham at redde menneskeheden og slutte cirklen – skal ikke røbes her. Men da filmen slutter, læser vi et citat fra Koranens vers 5:32: ”Den som dræber et menneske, for ham er det som at have dræbt hele menneskeheden.”

Hovedrollen som den modvillige hævner Jamil spilles fremragende og nuanceret af Dar Salim (f. 1977), der som syvårig kom til Danmark fra Irak og til hverdag arbejder som pilot med base i London. Hans far spilles af den 67-årige palæstinensiske tolk og akupunktør Munir Shargawi, der i virkelighedens verden er far til instruktøren Omar Shargawi, hvis mor er dansk. I de øvrige roller ser vi en elektriker, en biblioteksmedarbejder og kun en enkelt uddannet skuespiller – men spillet og instruktionen skaber en blodig og bevægende film med overbevisende personskildringer, rystende realisme og ikke mindst – hvilket er filmens helt store styrke – et hjertevarmt og sympatisk budskab om forsoning og bilæggelse af strid.

Gå med fred, Jamil har allerede vundet et par priser på europæiske filmfestivaler, og den fortjener mange seere i danske biografer. Spørgsmålet er, om Omar Shargawis medforfatter, den kendte manuskriptdoktor Mogens Rukov, der er en af den offentlige debats mange islamkritikere, har bidraget med en lige lovlig spids vinkling af konflikten mellem de københavnske muslimer? Gad vide, om ikke dette spørgsmål bliver en del af debatten om Gå med fred, Jamil?

Gå med fred, Jamil. Instruktør: Omar Shargawi. Manus: Omar Shargawi og Mogens Rukov. Biografpremiere den 30. maj i Palads, Grand, Empire, CinemaxX i København, Kinopalæet i Lyngby, BioCity i Århus, BioCity i Ålborg og BioCity i Odense.



Kommentarer

En kommentar til “Den modvillige hævner”:
  1. Den Som Dræber Et Menneske, For Ham Er Det Som At Have Dræbt Hele Menneskeheden « Bohemian Rhapsody

    […] en ‘Gå Med Fred, Jamil’. Linien bliver citeret i bl.a. Jyllands-Posten og på Klaus Rothsteins b […]

Skriv en kommentar