Anmeldelse i Weekendavisen den 13. april 2007.
Høg til due. Jens Christian Grøndahl tog fejl af krigen i Irak, og nu har han skrevet et essay af en blød stødpude for sit eget eftermæle.
Jeg skammer mig
Det er en ærlig sag at tage fejl, det ved enhver der har prøvet det, og nu er turen kommet til Jens Christian Grøndahl. Han støttede nemlig krigen mod Irak i sin tid, men det har han fortrudt, også i den grad. Hans selvbebrejdelse er ved første øjekast opsigtsvækkende, men politisk set er der jo ikke noget nyt i indrømmelsen. Tony Blair har for længst sagt undskyld til sin befolkning, fordi det er almindelig anerkendt at det officielle grundlag for at begynde krigen slet og ret var løgnagtig, og at Saddams masseødelæggelsesvåben viste sig at være luftkasteller.
Om disse våben var der eller ikke var der, er Jens Christian Grøndahl nu ligeglad med, for tænk nu hvis de havde været der. Det bekymrer ham heller ikke at folkeretten blev overtrådt, for han er kold over for staters rettigheder når mennesker bliver undertrykt af en diktator. Til gengæld krymper han sig ved tanken om de mange meningsløse ofre, gradbøjningen af Genévekonventionen ”der førte til den perverst afskyelige tortur i Abu Ghraib og til den uhørte retsløshed for de tilbageholdte på Guantánamobasen”. Dertil kommer, at krigen har produceret endnu mere kaos, og at der ikke var den postulerede forbindelse mellem Saddams regime og al-Qaedas terror.
Jens Christian Grøndahls analyse er altså så mainstream som den overhovedet kan være. Her er intet nyt under solen. Krigsskeptikerne har sagt det samme i årevis. Alligevel er det al ære værd at han tager sig selv ved vingebenet. Faktisk forstod jeg aldrig at han i sin tid kastede sig så helhjertet og blottet for skepsis ind i et forsvar for krigen. Men forklaringen får vi faktisk her: Jens Christian Grøndahl havde simpelthen fidus til George W. Bush: ”I modsætning til den intellektuelle venstrefløj, hvor al meningsdannelse styres af anti-amerikanismens dogmatiske urokkelighed, har jeg hele tiden været overbevist om, at George W. Bush mente, hvad han sagde. Måske skyldes det hans sløve mimik og lidt afstumpede kropssprog, den nyreligiøse vilje-til-fromhed i hans blik, men han virker ganske enkelt ikke på mig som én, der har fantasi, overblik, stamina og intelligens til at lyve så vedholdende og omfangsrigt.”
Senere er tilliden til den amerikanske præsident dog kølnet betydeligt, og som en del af selvkritikken skriver Jens Christian Grøndahl: ”For en såkaldt ’intellektuel’ bliver fejlslutningen kun endnu mere pinlig af, at kampagnen for demokrati i Mellemøsten anføres af en amerikansk præsident, hvis retorik er mere religiøs og ideologisk, end den er demokratisk. ’De, der ikke er med os, er mod os’. Når verden deles sådan op, kan man ikke fortænke folk i lysten til at være med,” skriver han, hvorefter han udtrykker stor mistillid til mennesker der udtaler sig med store armbevægelser på demokratiets vegne. Det er lige så idiotisk og prætentiøst som at udtale sig på vegne af den luft, vi indånder, konstaterer han helt korrekt. Det kan man kalde en sen opvågnen.
Vi kunne alle have de bedste ønsker for et tyranfrit Irak, men derfra os så til den betingelsesløse begejstring for krigen, var der trods alt et stykke. Jeg husker at jeg dengang skrev en kommentar om Jens Christian Grøndahls støtte og Carsten Jensens modstand til krigen, hvor min pointe var, at der også kunne formuleres et tredje standpunkt, som politikerne ikke kunne tillade sig at tage, men som netop var forfatternes privilegium, nemlig det standpunkt som Ian McEwan formulerede i The Guardian: ”Høgene appellerer til mit hoved, duerne til mit hjerte. Skubber jeg lidt til mig selv, befinder jeg mig – lige akkurat – i duernes lejr. Alligevel består min ambivalens”.
Det er vel for meget sagt, at Jens Christian Grøndahl er transformeret fra høg til due, men der er ingen tvivl om, at han har ladet ambivalensen få ørenlyd, ja mere end det, for han er helt nede på knæ. Han er flov og han skammer sig ligefrem (og han ved godt at det lyder patetisk) overfor de mennesker, der tillagde hans udtalelser betydning. Argumenterne var sådan set gode nok, men i dag ser Jens Christian Grøndahl, at han ”ikke havde blik for deres manglende virkelighedskontakt”. Det lyder ærlig talt som en sætning, der har forvildet sig væk fra Peter Øvig Knudsens bog om venstrefløjen i 70’erne – virkelighedskontakt! Men Grøndahl skriver: ”Jeg tror, læren er, at man ikke kan udskifte noget, der er der, med noget, der ikke er der. Man kan kun udskifte noget, der er der, med noget andet, der også er der. Saddam Hussein var der, det shiitiske befolkningsflertal er der, og hvis man ikke vil dele landet i tre, er det eneste reelle alternativ måske at give Irak en tyran med fuldskæg og turban i stedet for ham med overskæg og skråhue.”
Det er som sagt en ærlig sag at tage fejl, og nærmest en ædel sag at erkende det, men det er nu ikke nødvendigt at gå bodsgang og piske sig selv som en anden flagellant på den måde. En demokratisk debat er jo kendetegnet ved at vi skiftevis har ret og tager fejl, og Jens Christian Grøndahl er jo ikke skyld i andet end en uvidende forfatters forhastede og forhåbningsfulde loyalitet med Bush, Blair og Fogh. Hans jugement viste sig forkert, og han er ikke alene med sin fejl. Men han har tydeligvis brug for en offentlig revision på eget initiativ, og den offensive selvbebrejdelse ser ud til at være skrevet med henblik på fremtidens historieskrivning om disse års debat krigsdebat.
Er essayet om Irak et rettidigt forsøg på at undvige den hårde dom, som altid rammer dem, der tog fejl i en vigtig vurdering af demokratiets stilling? Ja, det tror jeg. Ofte har forfattere svigtet demokratiet til fordel for diktaturet, bl.a. fordi de ikke havde tilstrækkeligt politisk gehør, men denne gang er der vel mest tale om at svigte demokratiet til fordel for postulatet og illusionen om et nyt demokrati, gennemtvunget ved invasionen.
Jens Christian Grøndahl mener selv, at hans fejl er resultatet af en politisk naivitet, der skader hans troværdighed, og selvopgøret er derfor skrevet som en omhyggelig undskyldning (skønt ordet vist ikke optræder) for det, som forfatteren altså selv kalder ”argumenternes manglende virkelighedskontakt”. Han mener, at han havde sit hoved i en sky, hvorfra han udtalte sig i tågedannelse af generaliserede forestillinger om demokratiet. Han var med egne ord naiv og uvidende, og jeg spørger mig selv om han nogen sinde tør tage ordet igen i en politisk debat. Brændt barn skyer som bekendt ilden. Jeg vil ikke kalde ham en sidste dages hellig, men Jens Christian Grøndahl har skrevet en blød stødpude for sit eget eftermæle. Det kommer han til at høre for på de neokonservative weblogs.
Tre skridt tilbage rummer naturligvis meget mere end forfatterens selvopgør om Irak-krigen. Som altid er Jens Christian Grøndahl ude for at observere kunsten og kulturen, og som den elegante forfatter, han er, reflekterer han i flere niveauer, hvilket betyder at vi også får metarefleksioner over essayet selv (”et essay trækker vejret gennem et uudtalt ’jeg tror, formoder, fornemmer’”). Med en nærmest demonstrativ kosmopolitisk selvbevidsthed skriver han om ophold i Skagen og New York, og vi kommer med forfatteren og den lille datter på tur til både legeplads, museum og svømmehal, hvor faren altid finder en eller anden anledning til at tro, formode og fornemme.
Hvis Irak-essayet er en selvkritik, så er der andre steder afsnit af selvhævdelse, bl.a. et lille skarpt opgør med os kritikere, der altid skriver de samme halvlunkne anmeldelser til forskel fra de franske og hollandske aviser, der roser Jens Christian Grøndahls romaner til skyerne. Han har det, indrømmer han med en vis selvironi (tror jeg nok) som H.C. Andersen, der så gerne ville anerkendes i andedammen. Og det er da vist nok sandt, at mange anmeldere ofte hæfter sig ved at der er en stilmæssig redundans i forfatterskabet. Jeg har selv engang påpeget at sproget er så velformet, at det nærmest bliver kedeligt, og jeg tror at det måske er den slags indvendinger Jens Christian Grøndahl tænker på, når han irriteres over, at en stræben over perfektion i det formelle fører til beskyldninger om mangel på hjerteblod.
Perfektion i det formelle er sådan set ok med mig, men det fører altså også til overlæssede mærkværdigheder som her, hvor forfatteren tænker tilbage til dengang, han stod på toppen af World Trade Center: ”Man kunne se de gule taxaer kravle af sted nede i bymassivets overskyggede sprækker, man kunne se, at der var liv på Jorden, men man kunne intet høre. Kun vinden, der susede let i ørets fligede spiral af hud og brusk, mens tårnet duvede umærkeligt frem og tilbage under ens fødder. Som et siv.”
Med sin fjerde essaysamling befæster Jens Christian Grøndahl sin position som vores mest klassiske og læseværdige refleksionskunstner. Som altid frygtindgydende belæst, kultiveret og tænksom, men denne gang udfordrer han mere, både sig selv og sin læser. Måske fordi Virginia er kommet med i klapvognen. Måske fordi Jens Christian Grøndahls selvopgør er en del af vores alles. Måske tager han fejl, når han siger at han tog fejl, men det er en del af prisen. Den elegante essayist skriver med efternøler og eftertanker, og han satser sin egen troværdighed. Hatten af for det.
Jens Christian Grøndahl: Tre skridt tilbage. Essays. 248 sider, 249 kr. Gyldendal