Anmeldelse i Weekendavisen den 30. juni 2006
Doppler 2. Erlend Loe sætter en ansvarsfraskrivelse ind i sin nye roman. Hvor fedt er det?
Gå ikke tilbage til en genistreg
Med sin nye roman beviser den norske forfatter Erlend Loe, at det er svært (måske umuligt?) at gentage en genistreg. Mens sidste års Doppler slog benene væk under mig med sin opsigtsvækkende stil og historie, er Volvo Lastvagnar en stort set mislykket fortsættelse.
Hvor Doppler var morsom, underfundig og grotesk i sin civilisationskritik, er Volvo Lastvagnar simpelthen bare anstrengt. Den mindede mig om de mænd, der partout skal være sjove og finurlige (Michael Wulff), sjove og antiautoritære (Jeppesen fra Ekstra Bladet) eller sjove og charmerende (Anders Lund Madsen). Til sidst ligner de kun fjollede fraklip fra deres egen karriere.
Man kan ikke vedligeholde sit eget ry, hvis ikke man har mere på vedligeholdelseskontoen, og i Erlend Loes tilfælde er der groft sagt desværre kun småpenge tilbage. Det er sådan set slemt nok, men endnu værre er det, at han synes at vide det selv. I hvert fald har romanen et kommentarspor, hvor forfatteren skriver fodnoter til sin egen tekst, herunder betragtninger og småchat om sig selv, læserne, anmelderne, forlaget osv. Det er ikke uinteressant at få et indblik i kunstnerens egne overvejelser, valg og frustrationer, men det er heller ikke betryggende. Faktisk virker det som om, at han har brug for at skabe distance til sin egen kunst, som om han ikke selv helt tror på romanens holdbarhed. Et sted siger han ligefrem, at han håber at han er ved at miste kontrollen over sin egen bog, men at han ikke vover at tro at det er sandt. Det er desværre sandt. Men var det virkelig målet at skrive et ukontrolleret og mislykket bog? Og hvor fedt er det lige, når en forfatter sætter sådan en ansvarsfraskrivelse ind i sin roman?
For at sige det ultrakort: Fra at være en kompetent bedsteborger, havde Doppler i den første roman forandret sig til en eremit, der stod af ræset og levede i naturen med sin lille søn Gregus og en elg, han havde adopteret. Elgen kaldte han Bongo, opkaldt efter Dopplers far, der ganske vist hed noget helt andet, men sådan er der så meget. I romanens slutning, begiver de sig på vandring gennem skoven, og i begyndelsen af Volvo Lastvagnar kommer de til skovens slutning i den anden ende. Nu er de i Sverige, hvor Doppler bliver skilt fra Gregus og Bongo. Den ene vil være dreng igen hjemme i civilisationen, den anden vil være dyr i sin egen ret.
Romanens galleri kommer nu til at bestå af to eneboere og excentrikere, der – som Doppler – har sat sig udenfor samfundet. Den ene er en oldgammel dame, Maj Britt, der bruger sit liv på at ryge hash og lytte til Bob Marley. Den anden er en oldgammel mand, von Borring, der er fanatisk spejder og fugleobservatør. Da de var unge, krydsedes deres veje, den ene fra arbejderklassen, den anden fra adelen, og et uforløst fjendskab bliver nu bragt op til overfladen med Doppler som en naiv katalysator. Til sidst når vi dog frem til en form for feel good forsoning, og vores hovedperson har undervejs både aflagt spejderløfte og lært at ryge hash.
Men hvorfor hedder romanen Volvo Lastvagnar? Titlen, som jo er svensk, selvom romanen er norsk, lyder elendigt på dansk, og det er ærgerligt, for stemningen i Susanne Vebels oversættelse er ellers utrolig god. Men lastbilfabrikken spiller naturligvis en rolle, for det var her Maj Britts for længst afdøde mand Birger arbejdede. Det var her han fik en glimrende idé til udvikling af en ny biltype, en idé som hans chef snuppede fra ham og tog al æren for, mens Birger bare kunne få lov at fortsætte som ydmyg underhugger. Maj Britt nærer stadig en bitter hævntørst, som hun vil gennemføre med von Borrings og Dopplers hjælp. Den skarpe og groteske kritik af magten, kapitalen og kravet om at være kompetent, får hende dog ikke til at storme fabrikken, selvom hun er i krigshumør. Nej, hun sender en lagkage, for hos Erlend Loe og hans personer gælder ingen konventioner. Derfor er det meget logisk at bogens oprørsmotto er den sangtekst, som gamle Maj Britt har på læberne da hun forlader denne verden: Fuck you, I wont do what you tell me!
Man bør læse Doppler (det bør man under alle omstændigheder) før man læser Volvo Lastvagnar, og selvom jeg er ublid ved den aktuelle bog, ønsker jeg naturligvis ikke at stille mig i vejen for læsere. Hvis man har begivet sig ud i skoven med Doppler, Gregus og Bongo, skal man naturligvis have fortsættelsen med, skuffelsen vil trods alt være til at bære, for der er da også nogle fair portioner af livsvisdom, antiautoritet og vellykket skrivefrækhed, fantasi, humor og underfundighed. Men konklusionen må være, at det salige smil fra læsningen af Doppler nu er stivnet, og at man som forfatter aldrig skal gå tilbage til en genistreg.
Erlend Loe: Volvo Lastvagnar. Oversat af Susanne Vebel. 240 sider, 199 kr. Gyldendal.