Anmeldelse i Weekendavisen den 11. maj 2006

Revolutionsromantik. Jens Christian Grøndahl skriver politisk prosa om 70’ernes terrorister og deres medløbere.

Den nyttige, naive idiot

Da jeg læste Jens Christian Grøndahls “Røde hænder”, genså jeg straks for mit indre øje efterlysningsplakaterne ved grænseovergangene og på rastepladserne på den vesttyske autostrada. Som dreng frygtede jeg virkelig disse terrorister, og den dag i dag husker jeg kvinderne med de hårde blikke og mændene med de enorme brillestel og bakkenbarter. Men først som voksen gik det op for mig, at terroristernes tilstedeværelse ikke bare er et naturligt vilkår i samfundet.

Den radikale venstrefløj begik som bekendt grusomme forbrydelser i halvfjerdsere i form af politisk vold og terror. Nu forsøger Jens Christian Grøndahl at skildre denne bloddryppende udløber af ungdomsoprøret i en roman om de brutale revolutionsromantikere, som skabte angst og frygt med deres terroraktioner i Vesttyskland.

Historien er enkel: En ung mand, navnløs, arbejder i 1977 på Hovedbanegårdens værelsesanvisning. En dag hjælper han en dansk pige til at værelse på et lille hotel, og senere lover han hende at opbevare nøglen til en af banegårdens bagagebokse. I et par dage opholder pigen sig hos ham, men pludselig er hun væk. Nøglen efterlader hun, og da han åbner boksen, finder han en pose fuld af nye D-marksedler i bundter. Han lader pengene være og putter nøglen i en kuvert, som han dumper ind gennem politistationens brevsprække.

Femten år efter, da han er blevet gift og har gjort karriere, opdager han pludselig den unge kvinde gennem en butiksrude. Han forfølger hende, nysgerrig efter at finde ud af, hvorfor hun forsvandt, og hvilken hemmelighed, hun rummer.

I dag lever hun et normalt, borgerligt liv, ikke meget anderledes end hans eget. Ingen af dem har børn, og hun ser i grunden ud til at kede sig lige så meget som han gør. Så da de to mennesker, der i ungdommen blot tangerede hinanden kortvarigt, pludselig kommer til at krydse hinandens veje igen, vender det op og ned på alting. Hun benytter anledningen til at vende vrangen ud på sin egen ungdoms vildveje, mens han øjner en mulighed for indhold og mening i kontrast til trivialiteten i det barnløse parforhold. De ses ved hemmelige stævnemøder, men i platonisk ærbarhed, og langsomt rulles hendes historie ud.

Som ung pige var hun i huset hos en familie i Frankfurt. Da familien er på ferie og hun formodes at rejse hjem til Danmark, bliver hun i villaen, hvor hun en dag inviterer en ung mand, hun har mødt på en café med hjem. Da de plasker omkring i poolen, bliver de overrasket af rengøringshjælpen, og i løbet af få minutter er pigen smidt på porten. Hun har intet at tage hjem til, så hvorfor ikke slå følge med sit nye bekendtskab, hvorfor ikke blive hans elsker og se hvad der sker? På den måde kommer hun i kontakt med et uigennemskueligt miljø af unge mennesker, der holder til i en umøbleret lejlighed, hvor kun entreen er indrettet, så det ser ud som lejligheden er beboet af en pæn familie, hvis nogen skulle kikke ind gennem brevsprækken.

Hun må ikke få at vide, hvad gruppen samles om, og hun gør sig ikke de store overvejelser, heller ikke da hun finder en pistol i kaffedåsen. Til gengæld siger hun ja til at lade sig forklæde med paryk, hente en mystisk kuffert i München, og agere flugtchauffør ved et bankrøveri (som hun dog ikke ved, er et bankrøveri). Først da hun skal transportere posen med de bankfriske penge til København, begynder hun at gøre sig sine tanker. Hun er vel det, man kalder en nyttig idioti. En nyttig, naiv idiot.

I tilbageblik fortæller hun nu om, hvad de unge vesttyskere i terrorcellen talte om, dengang i slutningen af halvfjerdserne, hvor de retfærdiggjorde volden som modvold mod det vesttyske politi, der i 1967 dræbte aktivisten Benno Ohnesorg under en demonstration i Vestberlin imod den iranske shahs statsbesøg. I oprør mod samfundet bliver de unge radikaliseret i grupper som 2. juni Bevægelsen (opkaldt efter den dato, hvor Benno Ohnesorg blev dræbt) og Rote Armee Fraktion. Hos terroristerne kommer modstanden til at handle om at ofre sig, og om nødvendigt ofre andre.

”At bruge vold var ikke et mål i sig selv, men der kunne opstå situationer, hvor det ikke kunne undgås, og de situationer var man nødt til at være forberedt på. Hvis man på forhånd gav afkald på muligheden for voldsanvendelse, var man gået i den samme fælde, som hvis man bad Gud om at tage sig særligt af én selv. Så havde man reduceret spørgsmålet om retfærdighed til et personligt mellemværende mellem den, der udøvede volden, og den, der blev offer for den, men som sagt var kampen for retfærdighed ikke et personligt mellemværende.”

Sådan lyder et nøgleafsnit i romanen, der netop stiller nærgående og nødvendige spørgsmål om ansvar og forholdet mellem gerningsmand og offer – og om gerningsmandens nyttige idiot og offerets efterladte. Det viser sig nemlig, at de tyske terrorister dengang i halvfjerdseren tog flugten til Syrien, hvor de har levet deres diskrete liv, men nu står til udlevering og retsforfølgelse i Tyskland, hvor man ruller sagen om terroristernes likvidering af arbejdsgiverformanden Hans Martin Schleyer op. Ved bankrøveriet, som den danske pige deltog i uden at vide det, skød og dræbte en af terroristerne en sagesløs politimand. Men kan retfærdighed ske fyldest?

Sammen med sin nye ven og fortrolige tager den tidligere terroristmedhjælper til Frankfurt for at overvåge retssagen. Men hvorfor? Hvad forventer hun ved gensynet med sin tidligere elsker og hans medsammensvorne? Genkendelse? Gensynsglæde? Sympati? Beklagelse? Fortrydelse? Under retssagen bliver den danske kvinde grebet af mødet med den dræbte politimands enke, og hun besættes af en trang til at møde hende under fire øjne, forklare sig, forsone sig. Da hun uindbudt tropper op ved enkens bolig og fortæller, at hun kendte gerningsmændene dengang i halvfjerdserne, bliver hun inviteret indenfor. Hun fortæller og forklarer, blot for at høre det simple, iskolde spørgsmål, som ikke kan besvares: Was wollen sie eigentlich?

Ja, hvad vil hun egentlig nu? Og hvad ville hun egentlig dengang? Svaret er simpelt: Nu ønsker hun tilgivelse og forsoning for den forbrydelse, som hun bærer en hemmelig medskyld for. Og dengang – ja, dengang var hun blot en retningsløs og rodløs ung pige, der for en tid fulgte den kurs, som andre udstak for hende. Det store spørgsmål, i livet og i romanen, er, om man kan komme af med den politiske og moralske medskyld, der første til terror og mord.

Der går en lille og logisk linie fra Jens Christian Grøndahls seneste roman, “Piazza Bucarest” (2004), til “Røde hænder”. De handler begge som altid i forfatterskabet om mennesker, der diffunderer ind og ud af hinandens liv og favntag (romanens sprog er som altid præget af en renskuret omhyggelighed, og den evige desillusion og kærlighedsmangel hos forfatterskabets personer virker lige lovlig rutineret og skabelonpræget) – men vel at mærke på baggrund af nogle af disse års toneangivende temaer i den kolde krigs kølvandsstribe. Denne sjældne tendens, er disse romaners fascinerende styrke. Den politiske prosa ligger rigtig godt til Jens Christian Grøndahl, der som bekendt ofte påtager sig de intellektuelles medansvar for samfundsdebat og samfundsengagement. Han skriver interessant og udfordrende om de antidemokratiske frygtstifteres radikalisering og terror – og om de nyttige og naive, der drev med strømmen uden at sige fra. Noget tyder på, at terror – ikke overraskende – bliver et tema i disse års litteratur, men hvor f.eks. Jan Guillou og John Updike i den kommende bogsæson tager fat på nutidens islamister, griber Jens Christian Grøndahl tilbage til de venstreradikale børn af de europæiske velfærdsdemokratier. Det kommer der en særdeles aktuel og relevant roman ud af.

Jens Christian Grøndahl: Røde hænder. 192 sider, 199 kr. Gyldendal.