Kommentar i Weekendavisen den 19. november 2004
Trykkefrihedsselskabet af 2004. Tør Lars Hedegaards og David Gress’ modsvar til Dansk PEN lægge sig ud med Dansk Folkeparti?
For et lille års tid siden flækkede himlen over mit hoved, og ned regnede en tæt byge af krasse og kritiske ord. Nu skal man hverken gå tilbage til en fuser eller rode unødigt i fortidens fortræd. Og man skal først og fremmest tage sine bank som en mand. Men man skal også tage til genmæle, når det er nødvendigt. Derfor vil jeg for en kort bemærkning vende tilbage til en debat, der udspillede sig i alle landets medier sidste vinter, nemlig debatten om historiker og journalist Lars Hedegaard, der havde søgt optagelse i Dansk PEN. Vi har nemlig nu fået en afstikker af debatten, som får mig til at spørge om kulturkampens kæmpere befinder sig på den samme planet.
I al korthed gik sagen ud på, at Dansk PENs bestyrelse, hvor jeg var barselsvikarierende formand, ikke kunne mønstre flertal for at optage kandidaten, men heller ikke for at afvise ham. Uenigheden handlede om Lars Hedegaards kritik af islam, som ifølge nogle af bestyrelsesmedlemmerne kunne tænkes at være i konflikt med international PENs grundlov, charteret. Med anvendelse af en paragraf i foreningens vedtægter, sendte vi derfor sagen videre til endelig afgørelse hos den højeste myndighed, generalforsamlingen. Det faldt Lars Hedegaard for brystet, og han trak sin ansøgning om medlemskab tilbage.
Frem til generalforsamlingen i januar 2004 blev røret i Dansk PEN dækket godt og grundigt i alle seriøse medier. Der blev skrevet forsidenyheder, interviews, reportager, baggrundsartikler, analyser, perspektiver, ledere og debatindlæg. Hertil kom en række debatter i radio og tv. I alle aviser på nær Information fik Dansk PENs bestyrelse tørt på. Vi blev taget i skole efter alle kunstens regler. Politiken gik forrest i angrebet på Dansk PENs bestyrelsesmedlemmer, der blev opfordret til at gå af, fordi vi ikke havde evnet at gøre det, vi er valgt til: at beskytte det fri ord. Avisen udlagde det som en krænkelse af Lars Hedegaards ytringsfrihed, at bestyrelsen valgte at lade foreningsdemokratiet få det afgørende ord i en sag, hvor charteret var grundigt udfordret. En stor tegning viste ligefrem Lars Hedegaard, der fik mundet tapet til.
Alle syntes at glemme, at stridens æble havde fri adgang til spalterne som kommentator i Berlingske Tidende og anmelder her i bladet, at hans bøger udkom uden problemer og at han var en ofte benyttet debattør og kommentator i radio og tv. Hvordan kunne tvivlen om hans medlemskab af en forening blive til et spørgsmål om overgreb på hans ytringsfrihed? Nej, det var absurd. Dansk PEN vil naturligvis til enhver tid forsvare Lars Hedegaards ret til at kritisere islam. Men det betød vel ikke, at vi havde pligt til at optage ham som medlem.
Jo, det mente mange. Kulturminister Brian Mikkelsen truede os med at fjerne tilskuddet fra Tipsmidlerne og krævede en forklaring. Han gik videre end sine beføjelser, for han havde ikke tilsynspligt med vores forening, men vi afgav i god ro og orden en grundig redegørelse, der bl.a. beviste at Dansk PEN aldrig har holdt sig tilbage fra at være i selskab med islams kritikere, fra Salman Rushdie til Kåre Bluitgen. Sagen rullede derefter videre med alt fra spørgsmål til ministeren i Folketinget til direkte reportage i TV-Avisen (hvis reporter ikke anede hvad han talte om) fra generalforsamlingen, der gav sin fulde opbakning til bestyrelsen.
Brian Mikkelsens løsning var at skaffe flere penge til området for ytringsfrihed, men ikke øremærke en sum til Dansk PEN. At vi siden alligevel fik en gavmild støtte til konkrete initiativer fra Kulturministeriet, er kun en biting. Det interessante netop nu er, at Lars Hedegaard varslede oprettelsen af en ny forening, der – som Dansk PEN – skulle modvirke censur og fremme ytringsfrihed. Den forening har nu set dagens lys, og selvom den ifølge Jyllands-Posten ikke ved hvordan den skal finansieres, må det være en oplagt sag at søge ministeriets nye pulje.
Lars Hedegaards forening skal hedde ”Trykkefrihedsselskabet af 2004”. Dansk Folkepartis Jesper Langballe og Søren Krarup er med i initiativet, der dermed har fået en overraskende tæt partipolitisk tilknytning. Med er også David Gress, der som bekendt også står bag det interessante initiativ med oprettelsen af en borgerlig politisk tænketank. Han forklarer i Jyllands-Posten (den 2. november 2004), at Trykkefrihedsselskabet skal være en ”moralsk støtte til en fri debat og råbe vagt i gevær, når ytringsfriheden er i fare i den danske debat”. Er den da det, vil avisen så meget naturligt gerne vide. Og David Gress svarer:
”Altså fare og fare – der er i hvert fald en ensidighed i medierne, især omkring følsomme emner som indvandring. Det skyldes at alle mediefolk her i landet er skolet til et bestemt verdenssyn, og at der sker en sammenblanding af reportage og meningsytring i medierne.”
Jyllands-Posten oplyser derefter, at David Gress nævner sagen om Dansk PEN og Lars Hedegaard som et eksempel, og det er derfor jeg må stille mit spørgsmål: Lever deltagerne i den danske kulturdebat på samme planet? I hvert fald er det bizart ud over enhver grænse, at David Gress kan nævne netop denne sag som et eksempel på ”ensidighed i medierne, især omkring følsomme emner som indvandring”. Vi kan nok godt tillade os at gøre begrebet indvandring synonymt med begrebet islam i denne forbindelse, og dermed rejser David Gress’ udtalelse spørgsmål om hvorvidt han overhovedet har fulgt med i sagen om Dansk PEN vs. Lars Hedegaard i fjor og i indvandrerdebatten gennem 15 år i det hele taget? Jeg tror det ærlig talt ikke. Eller så bor han bare på en helt anden planet.
Som sagt – og det kan jo bevises ganske nemt – fik Dansk PEN halen på komedie i samtlige medier. Én leder i Information og én kommentar af Tøger Seidenfaden tog mere eller mindre bestyrelsens handling alvorligt. I resten af lederne blev vi jordet. I alle interviews, bl.a. i DR2s Deadline, fik vi – helt efter bogen – med grovfilen. Vi fik i de høvl, vi fortjente – og flere til.
Hvad den generelle indvandrerdebat angår, er David Gress mediekritik rent faktisk enormt uhøflig overfor den avis, han selv skriver fast i, for Jyllands-Posten har da i årevis været førende i mediernes skarpe konkurrence på kritisk journalistik om asyl, indvandring og en multietnisk samfundsudvikling.
Trykkefrihedsselskabet af 2004 skal være hjertelig velkommen på scenen. Den første sag, de tager op, kan de jo mageligt afklare internt. Den handler om hvordan det kan være, at Dansk Folkeparti – som selskabet altså er gift ind i via Krarup og Langballe – har forsøgt at spænde en mundkurv på den private organisation Mellemfolkeligt Samvirke, som har opfordret folk til at støtte byggeriet af en moské i Århus. Partiet mener ikke, at organisationen kan have ret til at udtale sig om den slags, så længe den modtager offentlig støtte til sit ulandsarbejde. Med andre ord, hvis man vil støttes af staten, skal man være enig med staten. Mere alvorligt tager Dansk folkeparti ikke de private organisationers ytringsfrihed.
Hvis Trykkefrihedsselskabet vil unde sig selv en god begyndelse, tager den sagen op, for som de selv siger i en pressemeddelelse, vil de ”træde i brechen for det frie ord hvor som helst dette er truet og uanset hvem der truer det.” David Gress uddyber ved at sige, at selskabet vil være en moralsk støtte til en fri debat og råbe vagt i gevær, når ytringsfriheden er i fare i den danske debat. Nu venter vi spændt på, om Lars Hedegaard, David Gress, Søren Krarup og Jesper Langballe mener det frie ord alvorligt nok til at tage kampen op mod Dansk Folkeparti.