Rasmus Daugbjerg (f. 1993) er helt sin egen – og alligevel en del af en tid og en tendens, en kryptisk eksponent for sin generations civilisationskritiske bekymring.
De tre første romaner, Rygtet (2021), Trold (2022) og Rasmus Nielsøn (2026), er udkommet i løbet af fem år, og man ser allerede konturerne af et karakterfuldt forfatterskab.
Når Rasmus Daugbjerg graver i folkloren for at forstå nutiden ved at anskue den gennem fortidens linse, fortsætter han den linje, som andre samtidsforfattere som Dennis Gade Kofod og (især) Charlotte Weitze allerede havde anlagt med romaner om blandt andet de underjordiske på Bornholm og om yetier, varulve med mere. Samtidig har han en litterær tonelighed med den ellers så uefterlignelige Harald Voetmann.
Den litterære etnografika rummer en perfekt symbolverden for forfattere, der vil sige noget om vor tids kriser, ikke mindst om klimakrisen og ødelæggelse af naturen og biodiversiteten, men også om krisen for humanistiske fællesskaber og mellemmenneskelig tillid.
Netop sådan en forfatter har Rasmus Daugbjerg – forfatteruddannet fra Biskops Arnö i Sverige og Forfatterskolen i København – vist sig at være. Hans romaner spiller på de oldgamle folkefortællingers stemningsstrenge, og her er både elementer af middelalderens lærde republik og af klassisk dannelseslitteratur – med en symbolsk og subtil henvendelse til vores egen nutid.
Debutbogen Rygtet er en allegorisk historie om – ja, titlen siger det hele, og PH var inde på det samme: »Det blev hvisket til et selskab, De har hørt det på en trappe …« Altså den måde, vi manifesterer os selv på ved at fordømme andre.
Romanen skildrer et lille ruralt landbosamfund i en ikke nærmere bestemt fortid, hvor en fremmed kommer til byen. Straks bliver han offer for rygtedannelser, og til sidst ringer kirkeklokken ham ud af byen. Romanen er en Arthur Millersk advarsel mod heksejagter.
I Trold fortsatte – og skærpede – Rasmus Daugbjerg stilen og tonen, nu for alvor med et fast greb i folkloren. Det er igen en formaning om fred og fordragelighed i en verden med fremmedhed og fremmedhad. Med en sjælden mærkværdighed i tonen er Trold en pessimistisk varselsroman om menneskers brutalitet og skæbne.
I min anmeldelse skrev jeg, at Trold kan tolkes, men hverken nemt eller entydigt. Den mytiske surrealisme er stille vand med dyb grund. Det forekommer mig, at romanen – og måske forfatteren – har et uforløst mellemværende med gudsbegrebet, men det er kun spændende, og gennem sin menneskekritik fremstår Trold også frontalt religionskritisk. Trolden vil for eksempel slå en præstesøn ihjel for at forhindre, at der kommer flere præster i verden, »for præsternes ord er Guds ord, og Guds ord skal dø ud med de gøende præster«, som det hedder.
Rasmus Daugbjerg beskriver menneskene i jorden på kirkegården så smukt og grumt med dette desperate sprogbillede: »ribbenene griber om mulden«.
Med mange sære syner, symboler og ledemotiver fortæller romanen en mørk historie om hævnertrolden, der må beskytte naturen og dyrene, som ikke er i stand til at værne sig selv mod menneskene. Trolde plejer vi at finde i børnelitteraturen, men her træder de ind i civilisationskritikken.
Seneste roman i det lovende forfatterskab er Rasmus Nielsøn (en dobbelt Rasmus), hvor havfruen Ibrant varsler, at der vil blive født en prins, som skal blive konge, og at han vil afstedkomme megen krig; vi taler her om den senere så landshistorisk berømte Christian 4.
Noget siger mig, at vi bør nære langsomme forventninger til forfatterskabet, og at Rasmus Daugbjerg selv bør forvalte sit talent med en trolds tålmodighed, for han har tiden på sin helt særegne side.