Weekendavisen den 18. september 2026
Aktivisten. Hun var en stor humanist, men hyldede også Sovjetunionen. Karin Michaëlis skal både huskes for sine fortrin og fejltrin.
Anna Wegener og Kirsten Klitgård: Over grænser – Karin Michaëlis som rejsende forfatter. 304 sider. 299,95 kr. Nord Academic.
Det er ærgerligt at være kendt for at være glemt, men sådan gik det Karin Michaëlis (1872-1950), som engang var på alle boghylder, i alle spalter og på alles læber. Som internationalt litterært tidsvidne huserede hun overalt i årtierne omkring de to verdenskrige, men efter hendes død blev hendes bøger kørt på magasin.
Den nye litteraturkanon har pustet liv i et forfatterskab, der ellers uretfærdigvis var glemt. Collage: K Vang
Gennem de seneste 20 år er forfatteren heldigvis blevet rystet ud af tidens mølpose gentagne gange, blandt andet med oprettelsen af Karin Michaëlis Selskabet og udgivelsen af flere bøger om liv og værk.
Først kom Birgit S. Nielsens Karin Michaëlis. En europæisk humanist (2004), derefter Merete von Eybens biografi Det farlige liv (2006), Beverly D. Eddys Hjertets kalejdoskop (2013) samt Johan Rosdahls og Karen Klitgaard Povlsens Karin Michaëlis. Forfatter og aktivist (2022) og dertil genudgivelser af reportagebogen Krigens ofre og romanerne Barnet, Kvindehjerter og Den farlige alder.
For nylig fik Karin Michaëlis desuden plads på gymnasiets litterære kanons supplerende bruttoliste, hvilket har ført til flere introducerende genudgivelser til undervisningsbrug, blandt andet Mischa Sloth Carlsens og Ditte Eberth Timmermanns Kvinde, humanist, pioner, der præsenterer 14 udvalgte tekster, herunder et uddrag af et ikke tidligere trykt skuespil.
Nu kommer så Anna Wegeners og Kirsten Klitgårds Over grænser. Karin Michaëlis som rejsende forfatter, en interessant hybridbog med et introduceret og annoteret udvalg af 34 af de talrige kronikker, reportager og journalistiske bidrag, som flød fra Karin Michaëlis’ hånd til aviser som Politiken og København (et i dag ganske glemt dagblad, hvor Herman Bang var redaktør), her sat op i avisspalter, der gengiver det oprindelige visuelle udtryk med en stemningsfuld og dokumentarisk effekt.
Udvalget, introduktionen og annoteringen er kompetent udarbejdet af Anna Wegener (lektor i nordisk sprog og litteratur ved universitetet i Firenze og ph.d. på en afhandling om modtagelsen af Karin Michaëlis’ populære pigebogsserie om Bibi i mellemkrigstiden) og Kirsten Klitgård (1934-2026), musiker, oversætter og redaktør af Karin Michaëlis Selskabets medlemsblad.
Overbliksartiklerne og noterne giver både en solid litteratur- og pressehistorisk indføring i forfatterens biografiske hovedlinjer og i det litterære, journalistiske og aktivistiske, som udgør Karin Michaëlis’ oeuvre.
At hun var filantropisk humanist om en hals, er en kendt sag. Hun indlagde sig umådelig hæder ved at give husly til åndsmennesker på flugt fra nazismen, ikke mindst Bertolt Brecht, Helene Weigel, Hans Henny Jahnn og Maria Lazar. Mennesker på flugt var for hende en hjertesag, hendes kronik om redningen af de danske jøder er rørende, og selv tilbragte hun flere år i amerikansk eksil under Anden Verdenskrig.
MEN SELV STORE humanister kan have blinde pletter, og det er forstemmende at se, hvordan den ellers så klartskuende Karin Michaëlis hoppede på propagandatoget, da hun i 1934 besøgte Sovjetunionen i tre måneder.
I kronikken »En ejendommelig Kommune« tager hun Politikens læsere med til et kollektivsamfund uden for Moskva, hvor hjemløse og kriminelle børn og unge bliver rehabiliteret til mønsterborgere. Uden forbehold hopper hun på den limpind, som det hemmelige politi rækker hende. Det er som taget ud af Tintin i Sovjetunionen (1929-30), hør bare:
»Fabriksbygningerne er store, luftige og saa lyse, at det næsten blænder. Herinde saves og høvles der til alle Sider. Hundreder af unge Mænd i Skjorteærmer, somme ogsaa nøgne til Bæltestedet – Solen bruner den sundt svedende Hud –, er ivrigt beskæftigede med at lave Slæder og Kælker, Skistave strutter ud i Luften, Hockeykøller og Polostænger skinner om Kap. Paa mange af Høvlebænkene er plantet smaa Flag, Tegn paa, at her har en enkelt eller en Gruppe fuldført sin Del af Femaarsplanen.«
Skal man grine eller græde? Anna Wegener og Kirsten Klitgård konstaterer blot, at Karin Michaëlis’ sovjetkronikker er blevet kaldt »et naivt redskab for Stalins propaganda«, og så anfører de, at hun selv var usikker på, om det, hun så, var en »potemkinkulisse«.
Men nej, Karin Michaëlis var ikke spor usikker, og hendes tvivl var kun overfladisk retorik. Hun slutter kronikken på denne umisforståelige måde:
»Men lad os nu sige, at denne Kommune var oprettet udelukkende som Mønsteranstalt og til at fremvise (hvad jeg ikke noget Øjeblik tror), saa er det jo heller ikke just Smaating at have reddet fem Tusind unge Mennesker for Samfundet – og fra Tugthuset.«
Dybt suk. Det gør jo decideret ondt at se, hvordan den store litterære humanist har sat kikkerten for det blinde øje. Samtidig med at hun beskytter nazismens flygtninge hjemme på Thurø – hyld hende for evigt! – danser hun efter Sovjetunionens propagandapibe.
Hun blev kaldt »Europas samvittighed«. Men Karin Michaëlis’ stærke sociale indignation og flammende retfærdighedssans slog ikke til i Moskva. Hvorfor var hun ikke kritisk? Hvad skete der med hendes journalistiske skepsis? Det kunne Anna Wegener og Kirsten Klitgård med fordel have reflekteret grundigere over.
Når det er sagt, er Over grænser en særdeles interessant formidling af en generøs fløj i forfatterskabet, hvor Karin Michaëlis både vises som den causerende fristilsforfatter og som den alvorligt rejsende reporter i Europa.
Heldigvis viser udvalget hende også som hjemstavnsforfatter på biltur gennem Jylland, ikke mindst i kalkgruberne ved Daugbjerg – et hårrejsende uhyggeligt besøg – i Rold Skov og på heden, som hun skriver om på en måde, der giver resonans i vor tid: »Nu siger jeg noget, man ikke maa sige, knap nok tænke, derfor nøjes jeg med at hviske det ud over Lyngen: – Himlen være lovet, at Dalgas ikke fik gjort Kaal paa hele den danske Hede!«
Som romanforfatter tilhørte Karin Michaëlis ikke sin generations litterære avantgarde, men i sin rolle som aktivistisk-humanistisk forfatter overskyggede hun alle andre. Men som sagt tog hun også fejl af Stalins Sovjet. Hun skal derfor både huskes for sine fortrin og fejltrin.
Tiden er inde til at erklære Karin Michaëlis for mere husket end glemt. Men hold igen med helgenkåringen.