Weekendavisen den 22. maj 2026
Lykkehavn. Dag Solstad var norsk litteraturs nestor. Hans sidste bog er et forsonende suk i et stort forfatterskab.
Dag Solstad: Endelig! Lykken. Og mit forsøg, i 2022, på at udholde smerten ved tidens rasen. Oversat af Anne Mathiesen. 112 sider. 199,95 kr. Gyldendal.
Da Dag Solstad døde i marts i fjor, blev den norske litteraturs tronstol ledig. Nok nød han ikke større international bevågenhed end Karl Ove Knausgård og Jon Fosse og heller ikke større folkelig opbakning end Maja Lunde og Jo Nesbø, men i rollen som litterær nestor var der ingen, der gjorde ham rangen stridig.
Udgivelsen af Dag Solstads sidste manuskript var lidt af en begivenhed, for den lille bog med den lange titel – Endelig! Lykken. Og mit forsøg, i 2022, på at udholde smerten ved tidens rasen – kan ikke alene opfattes som en velplaceret slutsten i forfatterskabet, den kan også læses som et dybt, forsonende suk, et lettelsens udbrud over at være nået i mål efter et livslangt mellemværende med sproget, erindringen og selvforståelsen.
Bemærk endelig, at der både er et udråbstegn i titlen og – ikke mindst – et punktum efter ordet »lykken«. Punktummer i bogtitler er mildest talt ikke normalt, og da intet er tilfældigt fra Dag Solstads hånd, skal vi endelig bemærke det.
Endelig! Lykken. er den sagtmodige, indadskuende og tilbageskuende historie om forfatterens opvækst og alderdom, fra fortidens tvivl og søgen til nutiden i ægtefællens trygge favn. Det slutter med en rørende kærlighedserklæring til hustruen – endelig lykkelig!
Før han når frem til lykkehavnen, skal Dag Solstad gennem opvæksten i 40erne og 50erne. Faren går nedenom og hjem med sin kolonialforretning, hvorefter han bruger al sin tid på at konstruere en evighedsmaskine. Han proklamerer, at han vil være den første i verden, der bygger en perpetuum mobile og indkasserer en udlovet præmie på en million britiske pund. Ak, hvilket selvbedrag (Henrik Ibsen-figuren Hjalmar Ekdal spøger grundigt i baggrunden, gennemsnitsmennesket med livsløgnen, som norske forfattere ofte henviser til).
DA DAG BARE er 11 år, opdager han kommunismen, der skal følge ham hele voksenlivet, hvor han er troende medlem af AKP, Norges benhårde maoister.
Under arbejdet med Endelig! Lykken. indser han pludselig, hvor den kommunistiske vækkelse kom fra, nemlig en dansk håndværker i nabolaget:
»Det er ham, der bærer den historie, jeg nu fortæller, og som jeg udelukkende fortæller, fordi det er nødvendigt at fortælle den. Alt dette, som har været fortrængt og væk, gemt bort, er kommet tilbage nu. Og nu lyser det. Jeg ved ikke nøjagtig, hvornår og hvordan jeg lærte denne mand at kende, som jeg endnu ikke husker hvad hed, måske havde jeg ikke noget navn på ham, andet end danskeren, eller kommunisten i kælderen.«
Dag Solstad spørger, om det var ham selv, der kontaktede danskeren, eller om det var kommunisten, der fattede interesse for det vidende barn. Under alle omstændigheder er hans politiske tro et tabu, som faren skal beskyttes mod.
Senere i livet modtager Dag et brev fra sin storebror, Cato, der advarer ham mod at holde fast i maoismen, fordi den er uden eksistensberettigelse:
»Han skrev det, han skrev, fordi han mente det. For at få mig ud af mine vildfarelser. M.a.o. for at hjælpe mig. Sin lillebror.«
Det, man skal bemærke ved dette citat, er hvordan Dag Solstad behændigt forkorter »med andre ord« og dermed får Mao smuglet ind i teksten. Det kan man da kalde en politisk og semiotisk morsomhed.
Den lille bog med den lange titel, 112 klejne og kompakte sider, er som en flygtig forvandlingskugle i evig dialog – eller diskussion med sig selv og sin forfatter. Den begynder som en »selvbiografisk artikel«, men Dag Solstad beslutter mod slutningen, at den er en »roman«. Det er, som om bogen siger til sin læser: »Jeg kan være den, du ønsker, at jeg skal være.« Ok, så siger jeg erindringsessay.
Som et sidste selvkommenterende apropos til værk og levned er Endelig! Lykken. en stor lille bog, der bidrager væsentligt til biografiske forfatterskabsstudier.
Dag Solstad har gennem hele sit omfattende forfatterskab, ikke mindst i sine avisartikler om litterære emner, interesseret sig for, hvad en roman er. Se bare, hvordan han af og til gav sine romaner tekniske og teknokratiske (men dog underfundigt poetiske) titler som Elvte roman, bog atten; 17. roman og Tredje, og sidste, roman om Bjørn Hansen. Disse romaner findes alle på dansk, og sammen med nyklassikeren Generthed og værdighed udgør de stammen i et stort forfatterskab, som altså nu har fået sit sidste – lykkelige! – punktum.