Weekendavisen den 18. september 2026
Godhed. Vigdis Hjorth har skrevet en solidarisk feel sad-roman, der udpeger velfærdssamfundets blinde vinkler.
Vigdis Hjorth: Det gode menneske i Sandvika. Oversat af Charlotte Jørgensen. 146 sider. 249,95 kr. Lindhardt & Ringhof.
Er det muligt at være et godhjertet menneske i et kapitalistisk samfund? Det spurgte Bertolt Brecht om i 1943, da han lod tre guder besøge den kinesiske provins Sezuan i jagten på bare ét godt menneske. De fandt, hvad de søgte i den prostituerede Shen Te, som de belønnede med penge, så hun kunne åbne sin egen tobaksforretning.
Men hvad sker der med den godhjertede, når hun kommer til penge? Bliver hun lykkelig af den grund? Skuespillet Det gode menneske fra Sezuan rumsterer bag Vigdis Hjorths nye roman, Det gode menneske i Sandvika, som begynder med et overraskende brev efterfulgt af et langt tilbageblik – før brevets hjerterørende pointe. Anslaget er dette:
En fraskilt forfatter bliver stamgæst på et brunt værtshus i Sandvika vest for Oslo. Der sidder hun med sin øl og notesbog sammen med det øvrige klientel, som af og til udveksler et diskret blik og nik i en slags genkendelse, måske ligefrem anerkendelse. Blandt stamgæsterne er en anden kvinde, yngre og med et enfoldigt og rent ansigt. Øjnene kan virke ængstelige, men hun er ikke på vagt, sidder roligt i timevis og drikker sine øl, dag efter dag.
Da forfatteren er kommet hjemmefra uden sit betalingskort, og værtshusets polske ejer ikke giver kredit, træder den unge kvinde til. Hun har vundet tusind kroner på et skrabelod og har råd til at give øl. Forfatteren takker, men undlader at begynde en samtale, for hvis hun omgås gæsterne, vil det gå ud over hendes arbejdsro. Heldigvis foretrækker den unge kvinde også at undgå andres nærvær.
JULEAFTENSDAG ER værtshuset åbent. Forfatteren holder sin ensomhed skjult for sine voksne børn, der fejrer jul med deres far. Hun har ladet dem forstå, at hun er i kirke, ikke på værtshus. Så træder en mand ind ad døren. Hulkende fortæller han, at hans familie har vendt ham ryggen, fordi han drikker. Den unge kvinde med det enfoldige ansigt lægger en hånd på hans ryg, og med en klar, lav stemme synger hun:
»Skræk’lig er jo-o-rden, frygtelig dens himmel, sy-ynd for de-em der bor under den. Aldrig forstummer tonen fra afgrunden, den kalder altid på os her.«
Tredje juledag er forfatteren tilbage på værtshuset. Den unge kvinde er der ligeledes. De udveksler blikke, forfatteren vil gerne vise anerkendelse for den enfoldiges indsats juleaften. Så peger den unge kvinde på sig selv og siger sit navn: Ada. Da forfatteren tager bussen hjem i snevejret, tænker hun: »Hvor boede hun, og hvor kom hun fra, jeg ville og ville ikke vide det.«
Mellem fortælleren og Ada sker en tøvende tilnærmelse. Den barnlige kvinde behersker kun hundrede ord, mener hun selv, og kan ikke formulere sit livshåb. Men forfatteren iagttager, hvordan hun hver lørdag sidder klar, når lottotallene går over værtshusets tv-skærm. Og en dag er der gevinst. Som Shen Te i Sezuan kommer Ada til penge i Sandvika.
At pludselige penge ikke løser den ensomme drankers problem, ved vi jo godt. Det, der gør romanen interessant, er, at Ada også ved det. Hendes natur er altruistisk, pr. instinkt er hun filantrop, men kan man overhovedet være uegennyttigt godhjertet?
Charlotte Jørgensens oversættelse af Det gode menneske i Sandvika er tonesikker, på nær ét ord. Personalet på det børnehjem, Ada voksede op på, oversættes direkte til »tanterne«. Det klinger forkert på dansk. »Frøkenerne« er nok det tilsvarende begreb, men naturligvis sprogligt musealt. Måske skulle der bare have stået »pædagogerne«?
Vigdis Hjorths bog er ikke en feel good-roman, slet ikke, men heller ikke feel bad, til gengæld er den ganske afgjort feel sad, på én gang solidarisk og sentimental i sin skildring af alkoholisme og ensomhed. Men først og fremmest udpeger romanen velfærdssamfundets blinde vinkler.
VIGDIS HJORTH HAR aldrig lagt skjul på sin egen tørst og lader på én gang fortællerforfatteren (måske et alter ego?) høre til og ikke høre til blandt værtshusets drankere. Balancegangen mellem selvbedrag og skånselsløs selverkendelse er den elegiske histories diskrete drivkraft – beslægtet med den selvbiografiske roman om et fængselsophold for promillekørsel, Tredive dage i Sandefjord.
Det gode menneske i Sandvika er en lille roman med et stort ærinde. Hvad jul, værtshus og fattigdom angår, er den tæt på Ingvild H. Rishøis Stargate (2022), og hvad jul og sentimental realisme angår, er den beslægtet med Hilde Rød-Larsens I Pantalones hus (2025).
Hvad de tre norske forfattere har at sige om menneskelivet, er ikke småting, men Vigdis Hjorth stiller sig som altid (som på værtshuset og i fængslet) lidt uden for flokken og fyrer da pludselig disse eksplosive linjer af:
»Fantaserer du ikke også om at sprænge alt i luften? Er det ikke en fristende tanke at sprænge alt i luften? At lave revolution i sit eget hoved, rode alt i hovedet sammen med alt muligt uden for hovedet, rode det hele godt sammen og hælde rodet ud af hovedet og få det hele til at eksplodere, er det ikke fristende, har jeg ikke ret?«
Når Ada synger om tonen fra afgrunden, er man knap så sikker i sit »nej«. Romanen om det gode hjertes vilkår er befriende fin læsning i en verden, der vedbliver med at skuffe.