Weekendavisen den 14. august 2026
Kommentar. Vi skylder fortidens litterære tidsskrifter mere, end vi tror. Nu er de i krise.
To toneangivende tidsskrifter i Norge er netop fusioneret. I Danmark ville noget tilsvarende være utænkeligt, for der skal to til en fusion, og vi har kun ét bredt kulturtidsskrift.
I min tid har jeg set mange hjemsteder for poesi, prosa, essayistik, interviews og litteraturanmeldelser kaste håndklædet i ringen, herunder Den Blå Port, Fredag, Chancen, Hug og Kritik.

Før dem udkom Heretica, Vindrosen, Perspektiv, Bazar og andre, som jeg købte antikvarisk. Der fandt jeg kilderne til flere årtiers kulturdebat, skrevet og redigeret af en perlerække af betydelige danske forfattere.
I dag er magasinet Atlas ene om at bære fanen videre i den danske journalistiske, essayistiske og kritiske magasintradition. Naturligvis findes der andre tidsskrifter, men deres cirkler er bittesmå – Hvedekorn for poesien, Addenda for det nye og uprøvede, Standart og Passage for kritikken og Spring og Kultur & Klasse for det fagfællebedømte akademiske.
I nyere tid har nordmændene haft en mangfoldighed af periodika for litteratur, kultur, idédebat og politik. Imidlertid er læserkredsen beskeden, så nu har Vinduet, hvis historie går tilbage til 1947 (siden 2021 kun udkommet digitalt) og Vagant, der blev grundlagt i 1988 (udkommer løbende digitalt og på print kvartalsvis), altså fundet hinanden i et tappert og trodsigt fornuftsægteskab. Det er kun godt, for alternativet var værre, men det er også en ærgerlig reducering af den publicistiske mangfoldighed.
I en pressemeddelelse skriver redaktør Audun Lindholm, at øgede omkostninger ikke afspejles i øget offentlig støtte, underforstået at støtte er en kulturpolitisk nødvendighed, fordi der ikke findes en økonomisk markedsbasis for tidsskrifter.
Ifølge Vagant udgør de samlede offentlige støttemidler til tidsskrifter og kritik i 2025 cirka 29 millioner kroner. Med danske øjne er det et svimlende beløb, selv efter kurskorrigering er det mere end 19 millioner kroner. Til sammenligning har det danske tidsskriftsstøtteudvalg under Kunststyrelsen blot 2.412.173 kroner at rutte med (ifølge mødereferat november 2025, som kan læses på kunst.dk).
Men hverken offentlig støtte fra Kulturrådet eller finansiel sekundering af forlaget Gyldendal Norsk (der udgav Vinduet) holder røde regnskabstal væk. Det ny Vagant får også håndsrækninger fra Bergen Kommune, Det Svenske Akademi, som værdsætter en fællesnordisk offentlighed, og den formidable fond Fritt Ord, der støtter litteratur, ytringsfrihed og journalistik.
AUDUN LINDHOLM HAR en appel (som vi har oversat til dansk):
»Hvis vi fortsat skal have en stærk offentlig samtale om litteratur i Norge, ud over de flygtige perspektiver til forfattertalks og i avisanmeldelser, har vi brug for en bred indsats, hvor både myndigheder, forlagsbranche, redaktioner og læsere bidrager.«
Nemlig. Aviskritikkens krise (færre anmeldelser og fokus på de i forvejen kendte) bliver kun tydeliggjort af de vennesæle forfatterinterviews på festivalscenerne, som nok er litteraturformidling, men ikke mindst markedsføring.
Den stolte tidsskrifttradition er i livskrise, og det bør man ikke blot se på med et skuldertræk. Vi skylder nemlig fortidens litterære tidsskrifter og stridsskrifter mere, end vi måske ved, for deres roller i ideernes, litteraturens og demokratiets historie har været betydelig siden 1800-tallets begyndelse, for eksempel Johan Ludvig Heibergs Kjøbenhavns Flyvende Post, enmandstidsskrifter af Kierkegaard, Grundtvig og Goldschmidt til Gads Danske Magasin, Illustreret Tidende, Ny Jord, Det 19ende Aarhundrede, Taarnet med flere.
Som Audun Lindholm så korrekt siger: »En god kritiker kommer ikke uden om at reflektere over kultur og samtid.«
Men hvis vi vil have en levende tidsskriftkultur, må vi investere i den. Da litterære magasiner aldrig vil kunne overleve på markedets betingelser, må nogen påtage sig en risiko, og andre må støtte tidens skrift. Derfor har jeg tegnet mig for et udlandsabonnement på det ny Vagant. Et år med reflekteret litterær kritik og globalt udsyn koster 690 norske kroner, lig med 469 kroner og 17 danske øre.