Weekendavisen den 14. august 2026
Magnum opus. Georg Brandes’ europæiske sjælehistorie genudgives for første gang i hovedværkets oprindelige skikkelse. En litterær forsknings- og formidlingsbegivenhed.
Georg Brandes: Hovedstrømninger i det 19. Aarhundredes Litteratur I-III. Hovedredaktion: Jens Bjerring-Hansen. Alle tre bind i alt 1.969 sider. 799,95 kr. samlet. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og Gutkind.
Mange danske litterater har gennem år og dag drømt om en tur i en tidsmaskine til København den 3. november 1871. Vi ville lande ved universitetet på Vor Frue Plads i god tid, så vi kunne være på plads i menneskemængden i auditorium 7, når det begavede brushoved Georg Brandes gik på podiet kl. 18.00 og forandrede den danske litterære kritik for altid.
Tænk, hvis man havde været der. En af de vigtigste begivenheder i den moderne danske kulturhistorie fandt sted, da den unge dr.phil. Georg Brandes (1842-1927) holdt den første af de seks litterære forelæsninger, der senere blev samlet som Hovedstrømninger i det 19. Aarhundredes Litteratur. I det mangfoldige forfatterskab er de skelsættende analyser af 1800-tallets tyske, franske og engelske litteratur og følelsesliv stadig hans magnum opus.
Forelæsningerne blev til over en periode på 19 år, fra 1871 til 1890, som et opgør med alle reaktionære tendenser og et opråb for friheden, og metoden var en sammenlignende litteraturbetragtning, der kunne »nærme det Fremmede til os saaledes, at vi kunne tilegne os det, og at fjerne vort Eget fra os, saaledes, at vi kunne overskue det«.
Samtidig formulerede Georg Brandes sit ledende princip som »Troen paa den frie Forsknings Ret og paa den frie Tankes endelige Seir«. Han kritiserede samfundets bærende institutioner – kongehuset, kristendommen, kirken, kønsmoralen, ægteskabet, patriotismen – og i 1871 var den slags stærke sager. Der gik et forargelsens sus gennem salen, og snart efter var forelæseren de nationalliberales og kristendommens fjende nummer et. De så ham som en amoralsk socialistisk jøde, og handsken var kastet til et langt liv i benhård duel.
I SIN EGEN levetid nåede Georg Brandes at revidere og redigere senere udgaver af Hovedstrømninger (ikke mindst til det tyske marked, hvor der huserede piratudgaver, fordi der endnu ikke fandtes oversættelsesrettigheder), men i regi af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab udkommer nu for første gang værket, som det så ud i dets oprindelige skikkelse (for digitale læsere har det dog været tilgængeligt siden 2019).
Med hovedredaktør lektor Jens Bjerring-Hansens ord er der tale om en »historisk rekontekstualisering«, og dermed kan vi gå i de bogstavelige fodspor på det moderne gennembrud, altså den retning, som Georg Brandes udpegede for litteraturen, som skulle erkende og forholde sig til de politiske, sociale, psykologiske og moralske problemer, som reelt eksisterede i samfundet, ikke mindst kvindernes stilling. Værket er behørigt og begavet introduceret og kommenteret af en række forskere. Det er en betydningsfuld litteraturhistorisk forsknings- og formidlingsbegivenhed.
Med skarpt blik og slebent sprog udfordrede Georg Brandes det Danmark, som han mente henlå i dyb stagnation. Danske forfattere var gået i hi i romantikken, sagde han, og dansk litteratur havde et efterslæb på 40 år, lød hans polemiske lansestød. Året før havde han besøgt Frankrig, Tyskland og England, og den dannelsesrejse havde ifølge lektor Torben Jelsbak »radikaliseret« ham.
Så effektivt satte den unge Georg Brandes lus i skindpelsen, at Torben Jelsbak beskriver det som en »kulturpolitisk intervention«. Et andet sted karakteriserer Jens Bjerring-Hansen forelæsningerne som en »kulturkritisk intervention«. Én intervention havde været nok.
AT LÆSE HOVEDSTRØMNINGER i dag kan være en besynderlig oplevelse, fordi Georg Brandes skriver om en tidlig europæisk 1800-talslitteratur, som vi (jeg!) ikke har noget læseforhold til i dag; mange af navnene kender vi måske nok fra litteraturhistorien, andre er gledet i glemsel. Til gengæld er forfatterens sproglige og kritiske stil så særegen og elegant, at den i sig selv er en litterær attraktion, se bare dette suverænt arrogante afsnit:
»Det vil vel neppe være vanskeligt at opnaae Enighed om, at den danske Litteratur ingensinde i dette Aarhundrede har befundet sig i en saadan Hendøen som i vore Dage. Den poetiske Production er saagodt som fuldstændigt standset, og intet Problem af almindelig human eller social Natur formaaer at vække nogen Interesse eller fremkalde anden Discussion end Dagspressens og Døgnlitteraturens. En stærk original Productivitet have vi ikke nogensinde besiddet, nu er en næsten fuldstændig Mangel paa Tilegnelse af fremmed Aandsliv traadt til, og den aandelige Døvhed har som Døvheden hos den Døvstumme medført Stumhed.«
Den æstetiske dom over litteraturen er i sig selv bemærkelsesværdig, men det er kritikerens evne til at samle sin pointe op i et sigende billede, der hæver teksten op over en almindelig litterær statusopgørelse.
Når man læser videre, fornemmer man den raptus, Georg Brandes har befundet sig i, da han udarbejdede sine forelæsninger. Umiddelbart efter kommer nemlig dette afsnit, der begynder med forfatterskabets bedst kendte citat (som Brandes selv blev træt af) og slutter med endnu et skarpt og ironisk sprogligt billede:
»Det, at en Litteratur i vore Dage lever, viser sig i, at den sætter Problemer under Debat. Saaledes sætter f. Ex. George Sand Ægteskabet under Debat, Voltaire, Byron og Feuerbach Religionen, Proud’hon Eiendommen, den yngre Alexander Dumas Forholdet mellem de to Kjøn og Emile Augier Samfundsforholdene. At en Litteratur Intet sætter under Debat er det samme som, at den er ifærd med at tabe al Betydning. Det Folk, som frembringer den, kan da længe nok troe, at al Verdens Frelse vil komme fra det, det vil see sig skuffet i sin Forventning; det bliver ikke mere et saadant Folk, som styrer Udvikling og Fremskridt, end Fluen gjorde det, da den mente at drive Vognen frem, fordi den nu og da gav dens 4 Heste et ubetydeligt Stik.«
Det er en 1600-talsfabel af La Fontaine, som Georg Brandes her spænder for sin egen vogn (men uden at nævne det, han forudsætter det bekendt), ligesom han klargør sin pointe ved at genfortælle Æsops fabel om ræven, der bød storken på middag og serverede maden på en flad tallerken, som den langnæbbede gæst ikke kunne spise af. Derefter inviterede storken ræven til middag og serverede maden i en højhalset valse, som ræven ikke kunne få snuden ned i.
Sådan var, mente Georg Brandes, forholdet mellem de europæiske litteraturer, og derfor slog han til lyd for, at det æstetiske studium skulle »anrette Storkens Kjøkken paa Rævens Service og omvendt«.
Dette er et eksempel på det, som lektor Torben Jelsbak kalder Georg Brandes’ »grandiose oratoriske iscenesættelse«. Sandt nok. Overalt i det store værk støder man på elegante analogier og skarpe formuleringer, der slægter Søren Kierkegaard og H.C. Andersen på, og sprogstilen underbygger forfatterens idé om, at litteraturkritikken er en kunstart i sig selv.
I en sidste salut i Hovedstrømningers sidste bind, Det unge Tydskland (1890), ser Brandes sig selv som »den sande Prokrustes«, den græske sagnskikkelse, der enten strakte eller tilhuggede sine gæster, så de passede til hans sengs størrelse. Han har gjort det samme med et halvt århundredes litteratur og »et Chaos af hundredetusinde Værker i et stort antal Sprog«. Og den »sande Prokrustes«, der har »grupperet, kontrasteret, stiliseret, udhævet og trængt tilbage, udstrakt og forkortet, stillet i fuldt Lys, i Halvlys eller i Skygge«, er ikke »nogen anden end den Magt, man ellers plejer at kalde Kunst«.
Lys er der masser af, når Georg Brandes skriver, men ingen skæppe at sætte det under.
MAN SKAL MÅSKE nok være mere end almindeligt velbevandret i den franske, tyske og engelske litteratur fra første halvdel af 1800-tallet for at føle sig hjemme i storværket for alvor.
Men hvis man fordyber sig, kan man med fordel også skæve til sjetteudgaven fra 1923, hvor den gamle Georg Brandes lader både galden og selvglæden flyde i et nyskrevet, temmelig betagende forord. Ganske ubeskedent kalder han (her citeret med retskrivning fra 1966-udgaven) selv værket for »et stykke europæisk sjælehistorie«, som ikke blev forstået af samtiden og avisernes »små uvidende pedanter« i et land, hvor »man ikke var fremmeligere i København end i Mols«, men som forfatteren selv er forvisset om »er en af de blivende bøger i dansk litteratur«.
Da første del, Emigrantlitteraturen, udkom, var man, skrev Georg Brandes, vant til en prosa, der bevægede sig på hosesokker, men i 1923 er tiden blevet en anden. Nu frygter han ikke fjendsk fanatisme, kun interesseløshed.
Og så karakteriserer han sit eget værk, sådan som han synes, at andre burde have set det: »Værket vil vise humanitetens sejrsgang tværs igennem nationaliteterne og klasserne. Det er skrevet med lige så megen entusiasme som kritik, med endnu stærkere håb end tvivl.
Og så vender han sig mod de reaktionære magter, der i 1871 foragtede hans kirkekritik så meget, at de spærrede for hans ansættelse som professor på universitetet. Han skrev Hovedstrømninger, siger han, uden professorale vendinger og moraliserende patos: »Der var ikke et eneste sted, hvor forfatteren erklærede menneskeslægten sin kærlighed.«
Endelig slår han fast, at bogens fortrin var, at den var i lav kurs på både universitet og børs: »Den hellige ild har ingen kurs.«
Når Georg Brandes stadig vil os noget i dag, er det ikke kun på grund af hans banebrydende kulturkritiske kamp for det moderne imod det reaktionære. Som Jens Bjerring-Hansen og Lasse Horne Kjældgaard skriver i værkintroduktionen, er han relevant i nutiden på grund af sin evne til at tænke det intellektuelle sammen med følelser, stemninger og sensibiliteter, hvilket gør ham til en pioner inden for litterær følelseshistorie. Her har vi, synes jeg, en oplagt vinkel at gå til værket med for nye læsere i vores emotionelle epoke.
Med denne udgivelse dokumenterer DSL et skelsættende brud i vores litterære kulturkritik. De to første store bind aftrykker selve Hovedstrømninger, mens tredje bind består af fyldige introduktioner og kyndige kommentarer af en række forskere (som havde fortjent at blive præsenteret i små biografier), og det er ikke mindst denne samlede formidling af Georg Brandes’ syn på litteraturen, følelseslivet og samfundet, der gør udgivelsen eksemplarisk og værdifuld.
Man kunne passende betænkte den videnskabelige behandling af Hovedstrømninger i førsteudgave med Georg Brandes Prisen, der gives for et enestående litteraturkritisk og litteraturhistorisk værk.