Weekendavisen den 11. september 2026
Maria Dixen har skrevet en begavet lilleroman om den sociale arvs magt og det ordløses tyngde.
Maria Dixen: Gården laden søen. 84 sider. 149,95 kr. Grønningen 1.
»Broren er der ikke mere. Moren er der heller ikke. Kun hun er tilbage til at fortælle. Men husker hun rigtigt? Forsvandt han bare, og hvad med moren? Var der noget helt galt på gården, i laden, ved søen?«
Flot bagsidetekst, ikke sandt? Fascinerende og forventningsstemmende på en foruroligende måde, hvor man både fornemmer opløsning, uvished og fortrængningens magt i vores erindringer. Den »hun«, der er »tilbage til at fortælle«, er en ældre kvinde, som tilbringer den sidste nat i et rødt stuehus på den gård, hvor hun engang voksede op sammen med sin bror og mor.
Nu vandrer hendes tanker tilbage i tiden, mens hun venter på den kommende dag, hvor nabobondens datter vil hente hende. Det var også nabobonden, der engang bar kvindens mor ud af stuehuset på en madras og hentede broren nede ved søen. Hvad der skete, er lige så sløret for læseren som for fortælleren.
Maria Dixens Gården laden søen er en forsigtigt følende og famlede erindring om en barndom, hvor kun moren og broren optræder. Deres livs sociale virkelighed – for eksempel skole og arbejde – nævnes ikke med et ord. Verdens udstrækning, både den fysiske og den mentale, kan begrænses til det, som fastlægges i titlen: gården, laden og søen. Kun nabobonden og hans datter spiller en rolle.
Var der noget helt galt? Det kommer an på, hvad spørgsmålet indikerer. Man fornemmer ikke noget overgreb, ikke noget omsorgssvigt, men et langsomt forfald, en opløsning af et menneskeliv:
»Det var, som om hun gik i et med armlænet, det var, som om stolen åd hende, har jeg senere tænkt på, om den gjorde, for når jeg kom ind i stuen, så jeg, hvordan hendes hoved faldt forover, jeg så, hvordan hendes hænder lå på armlænet som en klo, resten af kroppen kunne jeg ikke se, men måske var det for gardinerne, som hun ikke ville, at jeg trak fra vinduet, og som hang tungt ned mod gulvet ligesom hendes tynde hår.«
Kort efter lagde moren sig på den madras på gulvet, som hun senere blev båret ud af huset på, hendes rygrad bøjede som en bue under hendes tynde hud, og det så ud, som om nakkeknoglerne stak ud, »som var de dele af et anker, der hev hende ned i jorden …«
Hvorfor fortællerens mor giver op, ved vi ikke. Måske på grund af et svigt? Jeg tror, at vi skal notere os det, der ikke bliver sagt, end ikke antydet, for det ordløse fravær af en far bliver en slags spøgelse i den fortættede tekst. Men hvad der er sket, fortoner sig i uvisheden.
MARIA DIXENS ROMAN viser den sociale arvs magt. Det, som skete for moren, sker nu for datteren. Som gammel er hun så at sige blevet sin egen mor. Den fysiske udvikling er parallel, helt ned til denne nådesløse skildring:
»Mine tæer har også hendes lange, flossede negle, og under dem ligger jorden, hun gik i, tænker jeg at den gør, når jeg kigger ned på fødderne.«
Bemærk formuleringen »tænker jeg at den gør«. På den måde indlejrer Maria Dixen ofte en tanke i sine sætninger, her er endnu et eksempel:
»… og da hun lukkede døren, da hun smækkede den, løb min bror ud af huset, forbi birketræerne og ud på markerne, tænker jeg at han gjorde, for jeg blev siddende på slagbænken …«
Og endnu et i dette uddrag fra en lang, velskrevet nøglescene, som jeg kun kan citere i uddrag:
»Jeg listede mig også ind i stalden, da min mor igen løb frem og tilbage inde i det røde hovedhus, for at lede efter min bror, som endnu en gang var forsvundet, han er væk!, råbte hun, og så hørte jeg, hvordan hun kastede med skåle, gryder, pander, skeer, tænkte jeg at hun gjorde, for vinduet ind til køkkenet stod åbent, og jeg kunne høre det ene brag efter det andet, da jeg lagde mig hos kalven, som ikke havde flyttet sig, siden sidst jeg var der.
Jeg tog mine støvler af og lagde mine fødder ind mellem dens bagben, min ryg op ad dens mave, mit hoved under dens hage, og der lå vi, som var vi en, har jeg senere tænkt på, at vi var, og da jeg ikke længere kunne høre min mor, rejste jeg mig og aede den blidt på kæben, men den rørte sig ikke, alligevel tænkte jeg, at den trak vejret, for lommespejlet, som jeg engang tog fra min mors sengebordsskuffe, imens hun sad ude i haven og kiggede på min bror, der hængte tøj op på tørresnoren, som går på kryds og tværs af græsplænen, og hænger over græsset som et tæt spind, tænker jeg, at den gør …«
Sanseligheden i sproget skaber stemningen i Maria Dixens komprimerede prosa (kun 84 sider), ofte gennem repetitioner af enkelte ord og motiver, ikke mindst den brostensbelagte gård, brorens grønne trøje, hans sorte hår og morens hænder, der gnider hans ryg.
Andre tilbagevendende motiver er birketræerne, høet, søen, æblerne (friske og rådne), katte (levende og døde), mus og ræve, og når havren bliver høstet på nabobondens mark, kan fortælleren – og læseren – »lugte støvet, der falder så blidt ned over den brostensbelagte gård«.
Med den grusomt gode sadisme- og incestroman Alt andet er gift (2024) stillede Maria Dixen sig sit eget besynderlige sted i samtidslitteraturen. Gården laden søen er langt mindre radikal, men stadig begavet sær.
I en central erindring strækker broren sig i høet i laden »helt ind i lysets stråler, som lyste dele af ham op, for det var i mellemrummet mellem ladens træbjælker, at lyset kom ind og skinnede på ham derude fra den verden, der omgiver os, som er marker, skov og den store sø …«
Sådan er romanen også. Det er i mellemrummene mellem sætningerne, i det ordløses tyngde, at lyset kommer ind. Man skal derfor læse langsomt, opmærksomt, gerne to gange, for helt at fornemme gåden på gården og stemningen af skæbne i det hemmelighedsfulde bondeland.