Weekendavisen den 21. august 2026
Bizarrealisme. Lina Wolff er en djævleblændt forfatter, der giver kynisme, undertrykkelse og voldelig ondskab et menneskeligt ansigt. Men hendes nye roman er fortænkt.
Lina Wolff: Ligene vi begravede. Oversat af Andrea Fehlauer. 292 sider. 299,95 kr. Gads Forlag.
»Om vores by er det blevet sagt, at der bor perverse stoddere og pædofile svin i hver en krog, og skulle der ligge en vis sandhed i den påstand, må man nok alligevel indrømme, at vi har klaret os meget godt.«
Sådan byder Lina Wolff os ind i en navnløs lilleby i Skåne, hvor det klamme, depraverede og perverse lurer bag hver en facade. Men der er også, kan vi forstå, et flig af håb for fortælleren og hendes søster.
Med Ligene vi begravede – i Andrea Fehlauers mønstergyldige oversættelse – fortsætter Lina Wolff sin foruroligende horrorrealisme fra de nærtbeslægtede romaner, De polyglotte elskere, Kødets tid og Djævlegrebet, der på forskellig vis excellerede i vold og misbrug på vanviddets rand. Det var på én gang inciterende og kvalmende. Men kan det blive ved?
Byen hedder Hörby. Ikke i fiktionen, men i den formelle virkelighed. Det ved jeg, fordi Lina Wolff for fem år siden viste mig rundt i sin barndomsby i Skåne. Jeg skulle lave optagelser til en podcastserie om byens mest berømte datter, forfatteren Victoria Benedictsson, der i 1888 begik et blodigt selvmord i København, hvor hun forgæves havde forsøgt at vinde Georg Brandes’ anerkendelse og kærlighed.
Lina Wolff fortalte om Skånes ry som Sveriges mest underprivilegerede og socialt udsatte egn, og hun viste mig den skov, hvor Victoria havde gået sine ensomme ture. Hun fortalte også om et bestialsk mord på den tiårige Helén Nilsson, der siden 1989 havde klæbet til byen som et uhyggeligt stigma. Sort Skåne.
Et par år efter udkom Lina Wolffs roman Djævlegrebet, hvor en svensk kvinde kommer i kløerne på en vaskeægte amerikansk sydstatspsykopat, der holder hende fanget i et bur. Kvinden bærer et traume med sig, fordi hun er vokset op i en by, hvor der blev begået et pigemord.
I LIGENE VI BEGRAVEDE parafraserer Lina Wolff så endnu en gang mordet på Helén. Og ikke nok med det: Hun lader også Victoria Benedictssons spøgelse færdes i skoven omkring Hörby, det dystre bagtæppe for den skånske gotik.
Romanen fortælles af pigen Jolly, der sammen med sin søster Peggy er vokset op i en plejefamilie i den lille skånske by. Forældrene døde i en trafikulykke, da søstrene var to og tre år. Dengang hed de Eleonora og Ulrika, men plejemor syntes, at navnene lød, som om pigerne havde fået en rive kørt op i røven, og så fik de nye navne.
Plejemor arbejder på Ornestationen, mens plejefar har en skrothandel hjemme på gården. Han er – faretruende tæt på klicheen – et sexistisk og sadistisk svin, der borer sin smøg ned i ryggen på en snegl for at nyde dens lidelse. Det er altså ikke just prestige og karriere, som præger hjemmet, hvor familien sidder fast i destruktive mønstre, der varsler vold og død.
I det mentale mørkedyb, som byen er nedsunket i, ulmer et uopklaret drab på to tvillinger (en variant af Helén-motivet). Morderens identitet er et åbent spørgsmål, men rygterne svirrer, og hævntørsten brænder. Her er ingen sikret imod mistanke og beskyldninger for pædofili. Sagen rider plejemor som en mare.
Samtidig har en mystisk mand ved navn Drago åbnet et antikvariat i byen, og den videbegærlige Peggy, der har sociale ambitioner, er hans faste kunde. Det fortælles, at han opbevarer en ganske særlig bog i baglokalet. Den består af hans egne notater om den tortur, han brugte, da han engang hævnede sig på en mand, der havde mishandlet ham. Bogen er indbundet i menneskehud.
LIGENE VI BEGRAVEDE er en mørk roman om seksuel vold, hævn og drab. Men det er også en roman om frigørelse og håb. Som historiens fortæller er Jolly (opkaldt efter en Jolly Cola, som plejefar drak i Nyhavn) både deltagende og distanceret. Mens Peggy frigør sig, bliver Jolly på den forsømte gård.
Lina Wolff er en djævleblændt forfatter. Ingen andre kan som hende give kynisme, undertrykkelse og voldelig ondskab et menneskeligt ansigt. Her træder volden aldrig kun i underholdningens tjeneste, som i genrelitteraturen, og befriende nok er det kun mænd, der dør i det unheimliche sydsvenske hillbillyland, altså bortset fra tvillingepigerne.
Ligene vi begravede mangler bestemt ikke fascinationskraft, men dens tone er ikke ren. Problemet er, at Lina Wolff partout har villet give Victoria Benedictsson en plads i romanen (og hvorfor skulle et spøgelse ikke også kunne indgå i den gotiske realisme?), hvor hun reelt ikke hører hjemme som andet end en stemning.
Psykologisk set er portrættet af Victoria Benedictsson ganske overbevisende, og jeg forstår godt, at misforholdet mellem den følende kvinde og den forførende mand rummer en dybere symbolsk pointe. Men den berømte forfatters plads i romanen forbliver uklar og uforløst, herunder en 14 sider lang scene om hendes ugengældte kærlighed til Georg Brandes.
Når Lina Wolffs bizarrealisme fungerer bedst, minder den om den ungarske forfatter Agóta Kristófs Det store stilehæfte eller om den amerikanske fotograf Diane Arbus’ sort-hvide portrætter af de marginale, de akavede, de fravalgte. Men når romanen fungerer værst, bærer den præg af en fortænkt og forceret drift mod det dystre.