Weekendavisen den 28. august 2026
Velkommen til Godt ord igen: Stedet, hvor Weekendavisens skribenter hver uge undersøger et ord, der begejstrer dem, forbløffer dem og vækker deres nysgerrighed.
»Har du fået noget respons?«
Det var min redaktør, der sigtede til en anmeldelse, jeg havde skrevet ugen før på bogsektionens forside.
»Ja,« svarede jeg, »tre kvinder omkring de 80, der spiste bogklubfrokost på en café, takkede for mine mange gode artikler.«
Og så kunne jeg fortælle, at jeg havde modtaget en hel håndfuld ret så sure mails på grund af en anden tekst, jeg havde skrevet i et idiosynkratisk lune.

Respons er vigtigt for en skribent, for mennesker i det hele taget. Vi taler og skriver jo ikke ud i det tomme intet, men ind i et socialt og intellektuelt resonansrum, hvor vi gerne vil have, at andre svarer.
Respons er et godt substantiv, et rigtig dejligt demokratisk ord, som vi har haft i sproget siden 1963. Ifølge Den Danske Ordbog har ordet denne betydning: »Svar eller reaktion på en bestemt handling eller udtalelse eller på et forslag, oplæg, udspil el.lign.; det at noget vækker genklang eller sympati.«
Det sidste – det at noget vækker genklang eller sympati – mangler en dimension, synes jeg. Jeg har i hvert fald gennem år og dag ofte modtaget respons, som måske nok var en genklang, men ikke nødvendigvis var spor sympatisk, ofte tværtimod. Respons og ros er ikke det samme.
Men også antisympatisk respons er respons, og al slags respons er et udtryk for handling, holdning, virke og vigør. Tænk bare på det skilt, jeg engang så i Netto på Godthåbsvej, som spekulerede elegant i balancen mellem positiv respons (ros) og negativ respons (ris): »Hvis du er tilfreds, så sig det til andre, hvis du er utilfreds, så sig det til os.«
Men én ting er forbrugerreaktioner på mælk og margarine, noget andet er menneskelig etik, så vi hopper fra slogan til motto. I essayet »Mit livs mottoer« skrev Karen Blixen om Denys Finch Hattons families våbendevise, »Je responderay«, middelalderfransk for »Jeg vil svare«, som hun havde taget til sig, mens hun boede i Afrika.
Karen Blixen holdt af devisen af to grunde: For det første, fordi den vurderer svaret højt, »for et Svar er noget meget sjældnere end man i Almindelighed forestiller sig«. Og for det andet: Devisen handler også om etisk ansvarlighed, hvor svar og ansvar hænger sammen: »Jeg vil svare for, hvad jeg siger eller gør.«
Baronessen har sandsynligvis ret. Men når man får respons, behøver man ikke altid at svare. Nogle henvendelser er af sådan en karakter, at man bare kan tage dem ad notam uden videre sagsbehandling, mens andre (de fleste) kræver venlige og imødekommende eller respektfuldt uenige og standhaftige svar.
I disse tilfælde handler det om at respektere retten til uenighed. Også hvad det angår, er respons et forbilledligt ord. Se bare de begreber, som Den Danske Ordbog lister op som beslægtede: »Svar på tiltale, tilbagemelding, modsvar, modforslag, genmæle, modspørgsmål.«
Alle begreberne har denne aura af demokrati, retssamfund og civiliseret uenighed over sig. Men så er der også de mere anstrengende varianter ude i det private erhvervsliv, hvor Responsum leverer kontorservice og professionel og stabil telefonpasning, Rezponz er Danmarks mest ambitiøse kundeservice- og salgsorganisation, og Respons2Day beskæftiger sig med digital markedsføring.
Vi vil alle gerne bekræftes. Derfor blev jeg glad, da de tre kvinder på cafeen forleden hilste pænt. Det kalder jeg god respons fra vaskeægte læsere af litteratur og aviser. I skrivebranchen er forfængelighed en dyd.