Weekendavisens Majpris
Den 28. maj 2026, Vester Vov Vov.
Hvad har disse forfattere til fælles? Den franske parnasdigter Sully Prudhomme. Den tænksomme sjællænder Martin A. Hansen. Den intellektuelle æstetiker Per Lange. Den svenske alvorsmand Eyvind Johnson. Og den oprørske Suzanne Brøgger.
De har – om ikke andet – det til fælles, at de alle har været den første modtager af en ny litteraturpris. Sully Prudhomme modtog den første Nobelpris i 1901. Martin A. Hansen var den første modtager af Boghandlernes Gyldne Laurbær i 1949. Per Lange var førstemand til Kritikerprisen i 1957. Eyvind Johnson var den første, der fik overrakt Nordisk Råds Litteraturpris i 1962. Og Suzanne Brøgger var såmænd den første forfatter, der modtog den splinternye Weekendavisens Litteraturpris i 1980.
Når en nyindstiftet litteraturpris uddeles for første gang, ved ingen jo hvordan dens liv i længden vil blive. Men Alfred Nobels initiativ får hvert år verdenslitteraturen til at dirre og sitre i forventningsfuldhed. De gyldne laurbær render hvert år med al opmærksomheden, selvom de belønnede bøger kun af og til er gode. Kritikerprisen er forbundet med litterær prestige, det samme er Nordisk Rådslitteraturpris, der desuden har international bevågenhed.
Og så er der Weekendavisens Litteraturpris, som jeg ikke vil sige andet om, end at den i dag får en knopskydning – og at Rasmus Daugbjerg dermed kan føje sig til listen af forfattere, der er vinder en debuterende pris (ikke det samme som en debutantpris). Rasmus er den første modtager af Majprisen.
Jeg vil lade Sully Prudhomme og Eyvind Johnson ligge, hvor de ligger, i der den enorme bunke af forfattere, der venter på at blive genopdaget.
Men lad os lige se lidt nærmere på Martin A. Hansen, Per Lange og Suzanne Brøgger (og bemærk gerne, at de fik deres henholdsvise priser for tre essaysamlinger!), for hos alle tre finder vi noget, der peger frem mod det forfatterskab, som vi prisbelønner i dag.
I den bog, som Martin A. Hansen modtog laurbærrene for, Tanker i en skorsten, skriver han et sted om sit Sjælland. Han, der er ”barn af landsdelen”, skriver om dengang ”vor velsignede Ø var befolket af Karakterernes brogede Mangfoldighed, Sind af alle Arter. Manglede vi maaske Melankolikere, Enere, Særlinge, Helgener, mærkelige Skæbner? Sognet havde gudskelov sine Trolde.”
I et andet essay i samme bog skriver han om den nordiske mytologi: ”Ingen Skikkelse magnetiserede Sindene som Odin, og man følger hans Spor gennem Menneskeskæbner, til man aner, at Odin selv er en Trold.”
Martin A. Hansen og Rasmus Daugbjerg har karakterernes brogede mangfoldighed og trolden til fælles.
Så er der Per Lange, der i sin prisbelønnede bog, Ved musikkens tærskel, et sted skriver, at ”mennesket kan fantasere sig til alt undtagen netop til virkeligheden.” Og i et essay om ’Skeptikeren’ skriver han, at denne type – altså skeptikeren – betragter verden som et spejlbillede af mennesket, et spejlbillede, der ikke ændrer sig så længe mennesket vedbliver at være det samme:
”Han ser, at Verden er befolket med Væsener som brænder efter at frelse den, skønt de knap gider røre en Finger for at hjælpe deres Nærmeste, og han slutter heraf, at det sidste er vanskeligere end det første, eller i hvert fald er det mere nødvendigt. Thi hvad nytter det at Verden bliver frelst, hvis Mennesket gaar til Grunde?”
Per Lange og Rasmus Daugbjerg har mennesket, virkeligheden og verden til fælles.
Og så er der Suzanne Brøgger. Hendes prisbog, Brøg (hvis titel både refererer til hendes eget navn og til den ”brøg”, hun koger sammen) rummer et forsvar for hekse (meget tidstypisk staver hun hexe med x):
”Hvorfor hexe?” spørger hun: ”Fordi de er levende. I direkte kontakt med naturen og kroppen, deres egen og andres. Vi lever ved siden af – og imod vores krop. Når den giver os signaler om uhensigtsmæssig livsførelse, f.eks. gennem sygdomme, bliver vi bange og forbavsede, som om det er noget, der kommer udefra. For vores krop tilhører os ikke mere, vi har overgivet den til specialisterne og videnskaben og dermed givet afkald på kroppens selvhelbredende kraft (…) Hexene kunne helbrede. Og forgifte. De havde ingen ’overnaturlig’ viden, men de vidste, de var en del af naturen, de kendte planternes virkning og forebyggende midler, de var ’herre’ over forløsning og aborter. Men den kropsmagt var kirken og videnskaben for broget. Derfor erklærede kirken i det 14. århundrede, at enhver kvinde, som vover at helbrede uden at have studeret ved universitetet skal brændes som hex.”
Suzanne Brøgger og Rasmus Daugbjerg har kroppen og kirken og den naturlige ”overnaturlighed” til fælles.
I de tre essayisters bøger finder vi de refleksioner og bekymringer, som er gjort af det samme stof, der udgør fundamentet for Rasmus Daugbjergs forfatterskab, der vel at mærke ikke er essayistisk. Det består af tre små romaner, Rygtet (2021), Trold (2022) og Rasmus Nielsøn (2026).
Debutromanen – stadig min favoritbog i forfatterskabet – minder både om ungarske Agota Kristof og Peter Seeberg med sin påtrængende dybe dysterhed, der griber læseren med en eminent unheimlichhed af en slags ubestemt middelaldersk nutid. Det er en roman og fremmedgjort fremmedfrygt, der borer i menneskepsykologiens slubrende sladder, intriger og rænkespil.
Kort efter Rygtet kom Trold, hvor en kvindelig trold lever på jordens, træernes, planternes og dyrenes præmisser. Men fra byen kommer menneskene, og deres fældning af træer og slagtning af dyr, bringer skoven i krise. De træder tungt ned i jorden, de binder dyrene med reb, de snitter i skoven. Og trolden opfatter deres råbende og gøende munde som fælder.
En dag begynder noget at sy sig selv i et af de sår, menneskene har snittet i skoven. En kjole. Den kravler op for at binde menneske og trolden sammen. Jeg citerer:
”Kjolen skubbede sig frem over jorden. Den fandt trolden langt inde i skoven. Kjolen snurrede sig om sig selv, trolden skulle tage den på, den tilhørte hende. Hun nægte, hun slog ud efter den, men kjolen slyngede sig om hende. Den blev tung. Trolden mærkede, hvad det var: en bøddelkjole. Bøddelkjolen var et øre: nu hørte hun menneskene. De gøede i hendes hoved. De gøede, når de skar træerne ned, de gøede, når de skar i dyrene, de gøede, når deres marker krøb ud over jorden. Inde i den gøen lå noget og hviskede til hende: ‘De er skyldige, du skal straffe dem.’ Trolden kunne ikke holde larmen i sit hoved ud. Larmen var en pligt.”
I min anmeldelse af romanen skrev jeg, at Rasmus Daugbjergs moderne eventyr går sine egne uforudsigelige veje, og at jeg sad tilbage med en fornemmelse af, at have overset et betydningslag eller to. Det er ikke en negativ kritik, men en anerkendelse.
”Det er jo så nemt at fare vild i dunkle skove, og her er ingen direkte brødkrummesti til pandekagehuset,” skrev jeg. ”Men at lade en naturkrise udspille sig i en ubestemmelig, men førmoderne tid, er Rasmus Daugbjergs originale, civilisationskritiske greb, som han forløser i et ulykkeligt og modløst stil- og stemningsleje. De gamle eventyr var jo også advarsler mod menneskers uforsigtighed og uforstand.”
Senest kom så i år havfrueromanen Rasmus Nielsøn, som kollega Bukdahl karakteriserede som ”fint, poetisk optimeret sansende” + ”kunstnerisk højt kvalificeret skønlitteratur”.
Forbundet med Martin A. Hansen, Per Lange og Suzanne Brøgger, og beslægtet med forfattere som Charlotte Weitze og Dennis Gade Kofod – og med nye spekulative norske ramasjangfilm på Netflix, hvor troldene træder ud af deres forsteninger i fjeldsiderne, som en reaktion på den teknologiske udviklings overgreb på naturen og klimaet – er Rasmus Daugbjerg helt sin egen, når han skriver om eventyrske kontravæsener for at afsløre menneskets dårskab.
Weekendavisens Majprisen 2026 går til Rasmus Daugbjerg og hans dunkle, men lysende, forfatterskab om en verden, der er gået i stykker og skal repareres, en lovende og levende litteratur, hvor vi lærer noget om mennesket gennem skildringer af folklorens antihumanoider, som trolde og havfruer.
Vi nærer store forventninger til forfatterskabets udvikling.
Og tilsvarende forhåbninger til Majprisens. Tillykke med den.