På den grønne gren

Weekendavisen den 6. marts 2026

Milliardær. Jan Kjærstads nye roman er et voluminøst overflødighedshorn af et symbolleksikon om en nation, der mistede sig selv til rigdommen.

Jan Kjærstad: Valgdage. Oversat af Anne Matthiesen. 496 sider. 299,95 kr. Gyldendal.

Kan man stole på en mangemilliardær? Hvad betyder vulgær rigdom for et menneskes moral – og for en nations?

Det lyder som spørgsmål i en aktuel debatbog om de sociologiske dybder i det norske Epstein-mareridt, men dette handler hverken om kronprinsessen, topdiplomaten eller den tidligere statsminister. Mette-Marit, Terje Rød-Larsen og Thorbjørn Jagland kunne dog meget vel have været med i persongalleriet i Jan Kjærstads Valgdage, som udborer oliemilliardernes vrangside.

Manden, der fører ordet, hedder Einar Z. Olsen. Han er opkaldt efter formanden for Arbeiderpartiet, statsminister og landsfader Einar Gerhardsen, en legende blandt norske socialdemokrater, som Einars far, en hårdtarbejdende bryggerkusk, så meget op til.

Men Einar er ikke alene opkaldt efter Gerhardsen, han bærer så at sige hans mærke. En dag i 1959 stod den lille dreng på Youngstorget i Oslo, hvor han ventede på sin far. En høj mand bød drengen en blomme fra en pose og forærede ham en femøre. Han husker:

»Følelsen af penge. Men også lugten, smagen. Femøren lignede ikke de andre, jeg havde set. Denne havde Kong Olavs ansigt på den ene side og, jeg troede knap mine egne øjne, en elg – ja, en elg! – på den anden side. Næsten direkte fra møntpressen, sagde manden. Fra en helt ny serie. Kom i fjor. Dem vil du helt sikkert få stor fornøjelse af, lo han. Helt sikkert. Det lød næsten, som om han ville reklamere for disse specielle pengestykker. Samtidig strøg han mig let over håret. I nogle sekunder følte jeg varmen fra hans hånd mod min hovedbund.«

Den høje mand er ingen andre end selveste statsministeren, og lille Einars møde med store Einar skal vise sig at være skæbnebestemmende. Mandens hånd på drengens hoved bliver både en prægning og en salvelse, og femøren bliver en talisman – som den første mønt, Onkel Joakim tjente. Einar beslutter at ville være rig, ja, det rigeste menneske i hele Norge. Man kan godt stemme på Arbeiderpartiet og samtidig være aktiemilliardær.

HEREFTER GÅR DET over stok og sten i Jan Kjærstads fascinerende, excessive prosa, hvor vi hele tiden bliver gelejdet ned ad en biflod, som – stensikkert! – viser sig at få kontakt med hovedfloden igen, for ingen handlingsafvigelse er tilfældig, og ingen spurv falder til jorden, uden at dens symbolske betydning er nøje gennemtænkt, og forfatteren har suveræn kontrol over dens mindste bevægelse.

Valgdagene – demokratiets helligdage, hvor Einar og hans venner altid samles – er hovednummeret i Jan Kjærstads symbolkabinet. Som sønner af de arbejdere, der byggede Norge, er Einar og hans kammerater den ny tids socialister, også selvom den ene bliver milliardær, den anden bliver kapitalistisk advokat, den tredje bliver en kendt billedkunstner, den fjerde en betydningsfuld præst. Deres egen optur og Arbeiderpartiets nedtur følges ad.

Af den store tæppevævnings øvrige tilbagevendende former og figurer nævner jeg – ud over den femøre, jeg allerede har præsenteret – blandt andet: det norske folkeeventyrs fiktive paradis Soria Moria, en sparebøsse, der bliver smadret, en tusindkroneseddel, der går op i flammer på en grill, et koncertflygel, som en ung, uopnåelig pige har spillet på, ægteskaberne – det voldelige, det med callgirlen og bestsellerforfatteren – rivalen, branden, datteren, OL i Lillehammer, Gro Harlem Brundtland, præstens deroute – og et lyslevende, kæmpestort næsehorn på den afrikanske savanne.

Næsehornet kommer ind i historien, da Einar i 1974 rejser til Zaire for at ære sin elskede bror Ravn, der havde drømt om at overvære The Rumble in the Jungle, den legendariske sværvægtsfight mellem Muhammad Ali og George Foreman, men ulykkeligvis døde af kræft inden.

Med til Zaire har Einar et underbevidst ønske om at se et næsehorn. Da han gik i skole, havde hans klassekammerater været i København uden ham, fordi familien ikke havde råd. Da de kom hjem, talte kammeraterne om næsehornet i Zoo. Nu vil han trumfe dem ved at opsøge dyret i dets naturlige habitat, og da han er helt tæt på et enormt eksemplar, slår en erkendelse ned i ham: »Jeg betyder ingenting. Verden er ligeglad med min eksistens. Alting vil fortsætte uden mig.«

ALLEREDE PÅ FØRSTE skoledag var Einar Olsen ude af fokus, fordi hans navn blev forvekslet med en anden drengs, Erik Olsen, og dermed er sporet lagt. Han beslutter at bruge livet på at skjule sig. Når vennerne drømmer om at blive lokofører og astronaut, vil Einar være tryllekunstner med speciale i forsvindingsnumre. At gøre sig usynlig, når man ønsker det, er et ideal.

Her slår Jan Kjærstad tonen an til romanens eksistentielle pointe: Vi er alle små myrer i en stor tue, og når vi står af, drejer Jorden videre. Einar vil derfor ikke kun være usandsynlig rig, men også usynlig, »det norske stealth«, en Homo absconditus, det skjulte menneske.

Jan Kjærstad placerer valgdagene 1965-2017 som basis for sin vidtforgrenede historie om det norske samfunds identitetskrise i olieøkonomiens skygge, »en ny vikingetid fuld af lukrative erobringer«. Samtidig udfordrer han vækstmiraklet med en række moralske spørgsmål.

Opnår nordmændene lykke ved at akkumulere værdi? Eller ved at fortrænge andre menneskers ulykke? I Zaire ser Einar mennesker leve i fattigdom: »Jeg lod uværdige leveforhold gå mig på, jeg kunne ikke gøre mig fri af tanken om undladelse. Min skyldbevidsthed.«

Senere finder han mening med det hele ved at tænke som en anden Descartes. Det virker som overflødighedshornets filosofiske fernis.

Man kan fylde et helt universitetsspeciale med afdækningen af Jan Kjærstads ledemotiver, men pointen er, at de alle peger i samme retning – mod skyldbevidstheden, skammen over at være på den grønne gren.

Valgdage er Jan Kjærstad, når han er allermest Jan Kjærstad: frodig, grænsende til det svulstige, elegant, grænsende til det forfængelige, intelligent, grænsende til det iscenesatte.

Nogle gange giver det perfekt mening, for eksempel når Einar i al diskretion opretter en velgørende fond, som han kalder Den Usynlige Hånd. Andre gange er det for meget af det gode, for eksempel når Einar meget behændigt har fået et mellemnavn med Z, så hans navn kan være et anagram for Soria Moria-landet Zaire (men der er jo et n tilovers!).

Men som helhed er romanen uimodståeligt underholdende, begavet og interessant.