Weekendavisen den 29. september 2026
Virkelighed. Det må have smertet Lars Norén dybt at skrive om morderen Lisa Montgomery, ligesom det smerter os andre at læse om det.
Lars Norén: En lille roman. Oversat af Karsten Sand Iversen. 77 sider. 149 kr. Forlaget Virkelig.
Sjældent, måske aldrig, har et litterært værk efterladt mig så brutalitetstynget og gram i hu. Denne lille kortroman på blot 77 fortættede sider transcenderer alle grænser for almindelig menneskelighed og anstændighed. Ikke at man kan klandre forfatteren for det; det er virkeligheden, som er problemet.
Da den svenske digter, dramatiker og prosaist Lars Norén (1944-2021) døde i den sidste coronavinter, efterlod han sig et manuskript, der var så godt som klar til udgivelse. En lille roman, kaldte han det. Heri fortæller Lars Norén – med afsæt i autentiske begivenheder – historien om Lisa Montgomerys modbydelige skæbne, der efterlader læseren målløs, modløs og ordløs. Man kan kun snappe efter vejret.
I december 2004 kørte den 36-årige Lisa Montgomery fra sit hjem i Kansas til en lille by i Missouri, hvor hun skulle møde Bobbie Jo Stinnett, som hun havde lært at kende i et internetforum for hundeelskere. Bobbie, der var højgravid, opdrættede hunde, og Lisa skulle købe en hvalp. Men da hun forlod stedet, bar hun ikke en lille hund i favnen, men et blodigt menneskefoster, hun havde skåret ud af Bobbies mave med en køkkenkniv efter at have kvalt hende.
Dagen efter blev Lisa arresteret. I retten blev hun dømt til døden, og efter 17 år på dødsgangen blev hun i januar 2021 henrettet med en dødelig indsprøjtning i Federal Correctional Complex i Indiana. Den første henrettelse af en kvinde i USA i 70 år. Og som om dét ikke er modbydeligt nok, bliver sagen kun grummere, når gerningskvindens sinistre fortid rulles op. For Lisa Montgomery var selv et offer.
Det er så ulækkert, som det kan være. Og hvis det var et plot i en roman eller tv-serie, ville jeg protestere. Som barn blev Lisa voldtaget af sin stedfar. Da moren opdagede det, rettede hun et gevær mod – ikke kæresten, men sin datter. Pigen blev anklaget for at friste manden, hvorefter hun – med sin mors aktive medvirken – blev lejet ud som sexslave til pædofile i en autocamper dybt inde i Oklahomas skove.
DET MÅ HAVE SMERTET Lars Norén dybt ind i marven at skrive om Lisas lidelser, sådan som det smerter os andre at læse om det, men vi må dele ubehaget, så læs dette isnende afsnit, hvor Lisa husker sin barndom:
»Er det hende dér, siger manden. Han er stor og bred, han har en blå overall på, af den type mor altid havde med skinnende knapper, og han har en T-shirt og sokker. Ja, siger mors kæreste, her er hun. Hende, siger manden, hvor gammel er hun, hun er jo ældre end det vi blev enige om. Hun er ni, siger min mors kæreste. Fylder ni i maj. Ni, siger manden, hun ligner jo en på femten mindst, hun kan jo for fanden ikke være ni, hun har jo bryster og det hele. Ja, men det er hun. Ja, så er jeg tyve, siger manden. Jeg havde regnet med noget friskere. Hun er frisk der hvor hun skal være frisk, det kan jeg bekræfte, siger mors kæreste. Friskere kan du ikke få.«
Det er voldsomt, rædsomt. Den forretningsmæssigt vurderende tone mellem mænd, der begår overgreb på et barn, er til at brække sig over. Men det er ikke det værste i En lille roman. Det værste kan jeg ikke få mig selv til at gengive, selvom jeg absolut synes, at det er værd at læse, nødvendigt at læse.
Lars Norén havde som dramatiker og forfatter et ønske om at forstå, hvad det er, der driver mennesker, som overskrider grænserne for det normale, det anstændige, det moralske; dét, der gør os til sociale fællesskabsvæsner. Mest kendt er hans skuespil 7:3, som blev til som et resocialiseringsprojekt med nogle fængselsfanger med nazistisk baggrund. Ved skuespillets premiere udviklede det sig katastrofalt. Fangerne stak af, røvede en bank og dræbte to politibetjente.
Med En lille roman – der dels er fortalt i ord tillagt Lisa Montgomerys egen stemme, dels fra en navnløs iagttagers perspektiv – var Lars Norén på afstand af både personer og begivenheder, men den intellektuelle, psykologiske drivkraft var den samme: at beskrive og forstå menneskelighedens umenneskelighed. Men hvor hans naive idé om scenekunstens resocialiserende effekt på nazister kollapsede som et korthus, er hans bud på litterær true crime anderledes i sin natur.
FOR DET FØRSTE ER værket ikke aktivistisk som et socialt eksperiment med forbrydelse, straf og kunst. Og for det andet er forfatteren netop på afstand af tragedien og har derfor ikke en handlende hånd med i andet end den litterære virkelighedsfortolkning. Og dog: Lars Norén skrev til det svenske udenrigsministerium for at få dem til at gå ind i Lisa Montgomerys sag, forgæves.
I en tid, hvor strømmen af voldssvælgende krimier og vulgære true crime-dokumentarer har reduceret vold mod kvinder til spekulativ underholdning, er Lars Noréns En lille roman en tankevækkende provokation, der med sin diskrete titel (nærmest en ikketitel) omhyggeligt undlader at antyde noget om seksuelt misbrug, det bestialske drab og henrettelsen.
Grunden er, tror jeg, at Lars Norén har ønsket at betone sit litterære sigte ved demonstrativt at distancere sig fra en tidstypisk litteratur og dokumentarisme, han foragtede og anså for amoralsk. Samtidig sætter han imidlertid spørgsmålstegn ved, om han selv havde moralen på sin side. I et dagbogsnotat skrev svenskeren:
»Det var til at begynde med meget svært og næsten uetisk at gå om bord i Lisa Montgomerys liv. Nu går jeg ind og ud som om hun bare var en litterær skikkelse, men det var hun ikke.«
Nej, det var Lisa Montgomery ikke. Men det er hun nu; en skikkelse og en skæbne, en litterær fortolkning af et mishandlet barn, et offer for overgreb og omsorgssvigt, en dybt skadet kvinde med intellektuel funktionsnedsættelse. Og skyldig i et bizart mord.
Om En lille roman har moralen på sin side? Ja, sådan som kvalitetslitteratur altid har, når den er skrevet med et højere formål for øje. Her tænker jeg også på romaner af andre nordiske forfattere som Sara Stridsberg, Anna Swärd, Monika Fagerholm, Sofi Oksanen, Gerður Kristný og Lina Wolff, der alle har skrevet om voldelige mænd og sagesløse kvinder.
I tilfældet Lisa Montgomery var kvinden både offer og bøddel. Om det har Lars Norén skrevet en frygtindgydende sand virkelighedsroman, meget passende udgivet på det elegante mikroforlag Virkelig og oversat af Karsten Sand Iversen. En roman, som får læserens verden til at fryse fast i et nødskrig.