Weekendavisen den 20. april 2025
Fængselsroman. Hvordan opfatter en intellektuel sig selv, når hun afsoner en dom for promillekørsel, spørger Vigdis Hjorth. Hun ved, hvad hun taler om.
Vigdis Hjorth: Tredive dage i Sandefjord. På dansk ved Karen Fastrup. 256 sider. 299,95 kr. Turbine.
I 2009 kørte den norske forfatter Vigdis Hjorth i sin bil til kiosken efter smøger. Det skulle hun aldrig have gjort. En promille på 2,2. kostede hende kørekortet, en bøde på 50.000 kroner og en måned bag tremmer i kvindefængslet i Sandefjord.
I flere interview har Vigdis Hjorth fortalt om ydmygelsen, skammen og den mørke og selvdestruktive periode, der fulgte efter afsoningen. Det var en tom tid, hvor hun mistede sin hårdt oparbejdede identitet, som hun har formuleret det.
Men krisen blev også til en roman, som nu foreligger på dansk. Fortælleren – som nok har visse signifikante fællestræk med forfatteren – er en midaldrende dramatiker, Tordis, som skal afsone 30 dage på grund af promillekørsel. Hun ankommer til fængslet med sin kuffert, et eksemplar af Lolita, som hun aldrig får åbnet, og en stak avisudklip fra – Weekendavisen.
I fængslet afsoner 13 kvinder med forskellige domme, blandt andet socialt bedrageri og handel med stoffer. Nu bruger de pligtskyldigt tiden på meningsløst håndarbejde og obligatorisk husholdning og rengøring. Af og til bliver kvinderne undervist i elementær madlavning og køkkenhygiejne for begyndere. Ellers ser de en del fjernsyn.
En dag kommer en frivillig amatørdigter på besøg for at læse op af sine egne digte. De andre indsatte tror, at det er gode digte, men Tordis gennemskuer det som noget værre bras. Selvom hun ikke får læst hverken romanen eller avisartiklerne, er hun nemlig en undtagelse i flokken: en intellektuel med sprog og refleksion på et ganske andet niveau end den håbløse amatørdigter og de øvrige indsatte kan præstere. »De er helt uden for den samtale, jeg tilhører,« tænker hun.
Og et andet sted:
»Jeg er kun på besøg. Jeg leder i skrotbunken, jeg roder i skraldet. Det er blandt affaldsprodukterne, vi finder de mest afgørende kendsgerninger om et samfund. Dostojevskij sagde det, erfarede det. Hvem er de for mig? Figurer jeg kan bruge? Er det altid sådan? Hvordan ellers?«
Tordis er dog hverken arrogant eller elitær. Hun er derimod naiv – og bevidst om det. Måske er hun pr. definition intellektuel, men her i kvindefængslet er hun dybest set en småborger, som i mødet med de andre indsatte mister noget af sin småborgerlighed.
SOM HOVEDPERSON er Tordis både solidarisk med sine medfanger og bevidst om sin egen skyld. Hun fortjener sin »underlige straf« og føler med sine »stemmeløse medfanger«, disse » absolut marginale eksistenser«.
I processen med at forstå sig selv spiller Tordis’ avisartikler en lille, men vigtig rolle. Artiklerne er en slags symboler på hendes sociale og intellektuelle særstatus i forhold til de andre, der bare ser reality-tv og læser ugeblade. Men hun kommer til kort over for den lange, kloge journalistik:
»Kan ikke læse, bunken med Weekendavisenartikler er ved at være væk, ikke fordi jeg har læst dem, for jeg har smidt dem ud, de er ikke relevante.«
Og senere i romanen:
»Smider den seneste Weekendavisenartikel ud, det giver en følelse af fremdrift.«
Sådan ofrer hun noget af sig selv, hun gør op med den intellektuelle selvforståelse, og det føles tilsyneladende som en slags befrielse.
Hele tiden ligger krisen i Tordis’ selvforståelse som en understrøm i romanen, der tæller ned til løsladelsen, normaliseringen af hverdagen og genetableringen af identiteten – ikke mindst, skal det vise sig, af identiteten som alkoholiker.
KAREN FASTRUP er som altid en kompetent oversætter, der denne gang har haft sit hyr med at finde den rette tone og staveform for replikker på dialekt. Den opgave er svær, og løsningerne er kun kvartgode, men kan næppe gøres bedre.
Danske læsere vil undre sig over, at Tordis flere gange nævner »hjernevaskdebatten«. Hvad i alverden er det?
Hjernevask var titlen på en række stærkt omdiskuterede tv-programmer, som den norske komiker og sociolog Harald Eia lavede for NRK i 2010. Serien diskuterede emner som kønsroller, ligestilling, vold, sex og seksualitet, race og opdragelse og spurgte om menneskelig adfærd er betinget af det sociale eller det biologiske.
I romanen står Hjernevask som en slags kontrast til det ligegyldige reality-tv, og samtidig – hvilket er nok så interessant – peger debatten om det sociale kontra det biologiske både tilbage til fængselssociologien og frem mod Vigdis Hjorths skånselsløse familieopgørsroman fra 2016, der slet og ret hed Arv og miljø.
Med Tredive dage i Sandefjord giver Vigdis Hjorth et overbevisende og realistisk billede af et af samfundets lukkede miljøer, et stigmatiserende og socialt undtagelsesunivers, som de fleste af os aldrig stifter bekendtskab med. Det er fiktion baseret på forfatterens egne livserfaringer, og at stille sin egen ydmygelse til skue på den måde er indbegrebet af det mod og den dumdristighed, der driver forfatterskabet frem.
Når det er sagt, må det også meddeles, at romanen stilistisk set er under Hjorths vanlige topniveau. Normalt bruger hun sit litterære talent på at skildre hårde følelser med en lethed i sproget. Men i fængselsromanen gør hun noget andet. Ordene står kompakt på siderne og skaber en nærmest klaustrofobisk stemning, som sine steder gør læsningen træg.
Stilen kan virke doven, nærmest uinspireret, fordi sproget, antager jeg, skal reflektere fortællerens indespærring.
Så man skal læse den for noget andet: Dens kriminologiske, sociologiske og psykologiske pointer om Tordis’ skyld, skam og straf, men også om hendes soning, måske med samfundet, men i hvert fald med sig selv.