Weekendavisen den 3. april 2026
Udbrud. Man skal være høflig, også når man er en idiot.
For nylig fik jeg en mail fra en læser, der mente, at min anmeldelse af en ny bog var noget fortænkt vrøvl (der stod også noget mere personligt, som jeg udelader her).
Det er jo et legitimt synspunkt, som jeg ikke ville gå i rette med. Men da mailen blot var underskrevet med fire initialer, som jeg ikke kendte, svarede jeg i brysk bydeform: »Identificer dig, vær ikke en anonym kujon, eller lad være med at skrive til mig.« Jeg mente mig i min gode ret til at svare sådan, fordi man da bør fægte med åben pande, ikke skjule sig bag aliasser og anonymiseringer.
Men sådan så min kritiker ikke på det. Han forsikrede mig om, at hans ord stod til troende og argumenterede, at han altid underskriver sig med sine initialer: »Hvis du ikke kan regne ud, hvem jeg er, så er du endnu dummere end jeg troede.« Til det kunne jeg ikke dy mig for at svare: »Eller så er du ikke så kendt, som du selv tror.« Så replicerede han ironisk: »Den sad, hva!«
Men nu var jeg blevet nysgerrig, så jeg nærstuderede afsenderadressen og initialerne, og klik, klik, klik, så vidste jeg, hvem min kritiker var, nemlig en forfatter der er – eller har været – noget ved musikken. Jeg har vist aldrig læst en bog af ham, men jeg kendte hans navn. Men burde jeg også kende hans initialer? Sådan omtaler vi jo sjældent folk her i landet. Jeg kan ikke lige komme i tanker om andre end verdensklassebassisten, som alle kendte som NHØP. Og så ser det ud til, at LLR måske har bidt sig fast.
Jeg skrev så, at jeg nu havde fundet frem til hans identitet, men at jeg først og fremmest noterede mig hans underlige mangel på basal, uklædelig høflighed: »Lev vel, men kontakt mig ikke igen.« Til det lød svaret: »Skarpt, hvem er jeg så? Og har jeg nogen grund til at være høflig over for litterære snyltere og andre fjolser?«
Om min skarpretter havde ret eller uret, afgør ikke jeg. Men uhøflig var han da stensikkert, ovenikøbet standhaftigt uhøflig. Den slags smitter. Jeg blev polemisk uden at have lyst. Og Grundtvig sagde ellers (eller var det Peder Syv?), at høflighed koster ingen penge.
Hvem der gemte sig bag initialerne, spiller ingen rolle. Men hans mail fik mig til at tænke på et finurligt bonmot, tillagt Voltaire, hos hvem det dog slet ikke findes: »Det er ikke nok at have uret, man må også være høflig.«