Weekendavisen den 25. marts 2026
Godt ord igen. Efter et halvt århundrede med Margrethe på tronen har vi vænnet os til at tale om dronningerunder. Det er slut nu.
Velkommen til Godt ord igen: Stedet, hvor Weekendavisens skribenter hver uge undersøger et (eller flere) ord, der begejstrer dem, forbløffer dem eller vækker deres nysgerrighed.
Med næsen i sky åbner den livréklædte hofmarskal døren ind til kongens gemak, hvorefter fem mænd snubler over sig selv og hinanden i døråbningen, mens de alle rækker fingeren i vejret som små skoledrenge.
Uden at fortrække en mine siger hofmarskalen: »Melder den herre, der mente, han kom først.«
Den herre, der mente, han kom først, var enten socialdemokraten Jens Otto Krag, Venstre-manden Poul Hartling, den konservative Erik Ninn-Hansen, den radikale Hilmar Baunsgaard eller SFs Sigurd Ømann.
Vi ser dem på en tegning af Bo Bojesen, som Politiken bragte to dage efter valget 21. september 1971. Overskrift: »Ærens vej.« Undertitel: »Valget gav dødt løb.« Billedtekst: »Efter det meget jævnbyrdige valg gik partierne til kongen med deres forslag til regeringsdannelse.«
I Det Kgl. Biblioteks digitale billedsamling har tegningen desuden fået disse ord med på vejen: »Toppolitikere til kongerunde. Partiformænd vælter af bar ivrighed ind af døren til kongen, da hofmarskalen åbner døren under kongerunde.«
Tegningen skildrer den seneste kongerunde i danmarkshistorien, for året efter blev vi et dronningerige. Men nu er kongerunden tilbage.
Jeg skriver dette onsdag morgen, hvor Danmark er vågnet op til en ny, lilla politisk virkelighed. Ingen af de store blev store nok, og alle de små fik deres bid af kagen. Nu skal kludene samles til et tæppe, men hvem skal rimpe det sammen?
Ifølge en 120 år gammel dansk parlamentarisk tradition skal partilederne først forbi Amalienborg og udlægge landskabet, så kong Frederik 10. kan udpege den underlige kongesøger, som skal forsøge at danne en regering. Her til morgen taler alle om Lars Løkke Rasmussen. Men det kan også være, at Folketingets formand får opgaven.
Kongerunde. Ordet ligger forkert i munden, for med en dronning på tronen i mere end et halvt århundrede har vi vænnet os til at tale om dronningerunder.
Kongerunde er ikke noget dårligt ord, slet ikke, men det ruller bare lidt forkert ud over tungen, som en mispasning, når der ikke er fuld synkronisitet mellem undertekster og mundbevægelser. Det ville være mere konsistent at tale om »Amalienborg-runder« eller »regentrunder«, men skiftet mellem dronning og konge tegner jo tiden på sin egen måde, som når englænderne synger efter forholdene, »God save the King« eller »God save the Queen«.
I 2007 – gisp, det er snart 20 år siden – var vi til folketingsvalg i november. Dengang fandtes et parti ved navn Ny Alliance, som nogle sympatiske radikale og konservative udbrydere havde dannet for at dæmme op for højredrejningen (på resterne af dette parti skulle Liberal Alliance senere danne sig, og selvom alliancefolkene sagde, at nok var nok, skulle nok vise sig slet ikke at være nok nok, men det er en anden sag).
Naser Khader stod i spidsen for partiet, og i valgkampen havde han krævet, at statsminister Anders Fogh Rasmussen skulle gå af og give plads til en dronningerunde. Det krav frafaldt han senere, men undervejs sagde han »dronningerunde« så ufatteligt mange gange, at det havde en nærmest komisk og hypnotiserende effekt.
Jeg har hørt, at forfatteren Hanne-Vibeke Holst af samme årsag opgav sin plan om at kalde den roman, som hun netop sad og skrev, for Dronningerunde. Den kom i stedet til at hedde Dronningeofret, hvilket sikkert kun har tjent den godt.